Johannesevangeliet kapitel 17 er et af de mest betydningsfulde kapitler i hele Bibelen, fordi det indeholder Jesus’ egen bøn lige inden korsfæstelsen. Det kaldes ofte for Hans ypperstepræstelige bøn. Her åbenbares et intimt indblik i forholdet mellem Jesus og Faderen. Undervisningen fremhæver, at dette kapitel ikke blot er en historisk tekst, men en levende bøn, som stadig gælder i dag. Jesus beder ikke kun for disciplene, men for alle dem, der gennem tiderne kommer til at tro på Ham. Derfor er bønnen i Johannes 17 også en direkte bøn for os.
Bønnen indledes med, at Jesus løfter sine øjne mod himlen og siger: “Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig.” Dette indleder hele bønnen med en dyb erkendelse af, at alt handler om Guds herlighed. Undervisningen peger på, at Jesus ikke søger sin egen ære, men Faderens. Det er en grundlæggende lektie for os: at vi som kristne ikke skal søge vores egen herlighed eller fremhæve os selv, men at vores liv skal pege på Gud.
I vers 3 definerer Jesus selve det evige liv: “Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Her ser vi, at evigt liv ikke bare handler om uendelig tid, men om en relation. Evigt liv er at kende Gud, at vandre i fællesskab med Ham og at være i en levende relation til Jesus Kristus. Dette ændrer hele perspektivet. Evigt liv er ikke kun noget, der begynder efter døden, men noget, der allerede er en realitet nu, når vi kender Gud.
Jesus beder derefter om, at disciplene må blive bevaret i Hans navn. Han siger, at Han har åbenbaret Faderens navn for dem, og at ingen af dem er gået tabt, undtagen fortabelsens søn, Judas. Pointen er, at Jesus ikke blot gav information, men åbenbarede Gud selv. At kende Gud er ikke teoretisk viden, men en åbenbaring i hjertet. Undervisningen understreger, at det er denne erfaring af Gud, som bærer os gennem livet. Når vi kender Hans navn, kender vi Hans karakter, Hans trofasthed og Hans kærlighed.
Et centralt tema i bønnen er enhed. Jesus beder: “at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har sendt mig.” Her ser vi, at enhed ikke blot er organisatorisk, men åndelig. Det er en enhed i Gud, hvor vi får del i den samme kærlighed, som binder Faderen og Sønnen sammen. Undervisningen fremhæver, at dette er nøglen til evangeliets kraft: Når verden ser den kærlighed og enhed, der er mellem Guds børn, bliver det et vidnesbyrd om, at Jesus virkelig er sendt af Gud.
Jesus beder også om, at disciplene må blive bevaret fra det onde. Han siger ikke, at de skal tages ud af verden, men at de skal beskyttes i verden. Pointen er, at kristenlivet ikke handler om at flygte fra virkeligheden, men om at leve midt i den med Guds beskyttelse. Vi er sendt til verden, ligesom Jesus blev sendt, men vi er samtidig sat til at leve i sandheden og helligheden. Han beder: “Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.” Dette viser, at vi ikke kan leve hellige liv i egen kraft, men kun når vi forbliver i Guds ord.
Undervisningen forklarer, at når Jesus taler om herlighed, er det ikke blot fremtidig himmelsk herlighed, men noget, vi allerede får del i nu. Han siger: “Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem.” Det betyder, at vi som troende er kaldet til at afspejle Guds herlighed i vores liv. Det handler ikke om at være perfekte i menneskelig forstand, men om at leve i Helligåndens kraft, så mennesker kan se Guds lys i os. Jesus ønsker, at Hans efterfølgere skal opleve Faderens kærlighed på samme måde, som Han selv oplevede den.
I undervisningen fremhæves også, at Jesus’ bøn ikke blot er en generel bøn, men en meget konkret forbøn. Han beder specifikt for disciplene, fordi de skal bære budskabet videre. Han ved, at de vil møde forfølgelse og udfordringer, men Han overlader dem ikke til sig selv. I stedet betror Han dem til Faderen og giver dem Helligånden som hjælper. På den måde er bønnen i Johannes 17 også en stærk trøst for os i dag: vi er ikke alene, men er omsluttet af den samme forbøn.
Undervisningen trækker også linjer til vores tid. Mange kristne oplever splittelse og kamp om sandheden, men Jesus’ bøn viser, at Guds vilje er enhed i kærlighed og sandhed. Når vi lever i sandheden, vil vi også blive helliget. Det betyder, at vi bliver sat til side for Gud og lever med et formål, som er større end os selv. Sandheden frigør os, fordi den peger på Jesus som vejen, sandheden og livet.
I slutningen af bønnen siger Jesus: “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed.” Dette er et af de mest dybe udtryk for Guds kærlighed. Jesus ønsker, at vi skal være sammen med Ham for evigt og se Hans herlighed. Det er ikke blot et fremtidigt løfte, men en invitation til fællesskab allerede nu. Vores mål som kristne er ikke bare at overleve denne verden, men at være i fællesskab med Gud både nu og i al evighed.
Undervisningen konkluderer med en stærk opfordring: At tage imod Jesus’ bøn som en personlig bøn for os. Når Han beder om, at vi skal være ét, at vi skal blive bevaret i sandheden, og at vi skal få del i Hans herlighed, så er det en bøn, der stadig er virksom. Jesus’ bøn lever videre, fordi Han stadig sidder ved Faderens højre hånd og går i forbøn for os. Derfor må vi gribe bønnen, leve i den og lade den forme vores liv.
Det overordnede budskab er klart: Det evige liv er at kende Gud. Det handler om relation, kærlighed, enhed og sandhed. Vi er ikke kaldet til at leve isoleret eller selvcentreret, men til at være ét med Gud og ét med hinanden. På den måde bliver vi et vidnesbyrd for verden om, at Gud virkelig har sendt Jesus Kristus som frelser.
