Johannesevangeliet 16,6-8:
Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort; for går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer. Men går jeg herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
Josva 1,9:
Har jeg ikke befalet dig: Vær stærk og modig! Vær ikke bange eller frygt for, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.
Esajas 43,1:
Nu siger Herren, som skabte dig, Jakob, og dannede dig, Israel: “Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg har kaldt dig ved navn, du er min.”
5 Mosebog 31,6:
Vær stærke og frimodige! Frygt ikke og vær ikke bange for dem! For Herren din Gud går selv med dig; han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.
Salme 23,4:
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.
Salme 27,1:
Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg være bange for?
Salme 56,4:
Når jeg er bange, stoler jeg på dig.
Esajas 35,4:
Sig til de modløse: “Vær stærke, frygt ikke! Se, jeres Gud kommer med hævn, Guds gengældelse kommer, han kommer selv og frelser jer.”
Jeremias 46,28:
Frygt ikke, min tjener Jakob, siger Herren, for jeg er med dig.
2 Mosebog 14,13:
Moses sagde til folket: “Frygt ikke! Stå fast, så skal I se, hvilken frelse Herren i dag vil give jer.”
Salme 91,5-6:
Du skal ikke frygte nattens rædsler eller pilen, der flyver om dagen, ikke pesten, der sniger sig i mørket, eller sygdommen, der hærger ved middagstid.
Johannesevangeliet 14,27:
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer. Jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.
Mattæusevangeliet 10,31:
Frygt derfor ikke! I er mere værd end mange spurve.
Filipperbrevet 4,6-7:
Vær ikke bekymret for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår alt forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.
2 Timotheusbrev 1,7:
For Gud har ikke givet os en fejg ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.
Hebræerbrevet 13,6:
Derfor kan vi frimodigt sige: Herren er min hjælper, jeg skal ikke frygte; hvad kan et menneske gøre mig?
Markusevangeliet 6,50:
Men straks talte han til dem og sagde: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”
Lukas 12,32:
Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Far har besluttet at give jer Riget.
1 Petersbrev 5,7:
Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer.
Johannesevangeliet 16,33:
Dette har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.
1 Johannesbrev 4,15-19:
Den, der bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud. Vi har lært og troet på den kærlighed, Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt hos os, for at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud. For frygt er forbundet med straf, og den, der nages af frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først.
Jakobsbrevet 2,18-24:
Men nogen vil sige: “Du har tro, jeg har gerninger.” Vis mig din tro uden gerninger, så vil jeg ud fra mine gerninger vise dig min tro. Du tror, at Gud er én. Det gør du ret i. Også de onde ånder tror det – og skælver. Vil du have bevis, du uforstandige menneske, på, at tro uden gerninger er ufrugtbar? Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han frembar sin søn Isak som offer på alteret? Du kan se, at troen samarbejdede med hans gerninger, og af gerningerne blev troen fuldendt. Dermed gik det skriftord i opfyldelse, hvor der står: “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed”, og han blev kaldt Guds ven. I ser altså, at mennesker bliver gjort retfærdige af gerninger og ikke af tro alene.
Johannesevangeliet 15,9-17:
Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer. Bliv i min kærlighed! Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer. Jeg kalder jer ikke længere for tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør. Jer har jeg kaldt venner, for alt, hvad jeg har hørt af min Fader, har jeg gjort kendt for jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt, og jeres frugt skal blive – for at Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit navn. Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.
Lukas 15,17-24:
Da kom han til sig selv og sagde: “Hvor mange daglejere hos min far har mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: ‘Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig; jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Lad mig blive som en af dine daglejere.’” Så brød han op og gik til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham og fik medynk med ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: “Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig og fortjener ikke længere at kaldes din søn.” Men faderen sagde til sine tjenere: “Skaf hurtigt den fineste festdragt frem og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og sko på hans fødder, hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og feste. For denne min søn var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” Og så begyndte festen.
Romerbrevet 5,6-10:
For mens vi endnu var magtesløse, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. Der er næppe nogen, der vil gå i døden for en retfærdig, måske vover nogen at gøre det for en, der er god. Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi derfor, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses fra vreden ved ham. For hvis vi, mens vi var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, hvor meget mere skal vi så, når vi er forligt, frelses ved hans liv!
Undervisningen begynder med at definere frygt som både en diffus fornemmelse af usikkerhed og noget, der kan lamme og blokere et menneskes liv, valg og relationer. Frygt kan komme af overtænkning, dårlig samvittighed, lavt selvværd, traumatiske oplevelser, eller decideret dæmonisk påvirkning. Den kan gøre mennesker handlingslammede og forhindre dem i at gøre det, de godt ved, Gud ønsker de skal. Bibelen nævner, at Helligånden både kan overbevise om synd, dom og retfærdighed, så man ved, hvad der skal gøres op med, men også at frygt ikke kommer fra Gud, når man er i Jesus.
En væsentlig pointe er, at frygt ofte vokser, når man i sit sind dyrker bekymringer, gentager skrækscenarier og glemmer at stille sig på Guds løfter. Frygt binder ikke kun i dagligdagen, men også åndeligt; det kan være frygt for at fejle, frygt for mennesker, frygt for fremtid eller frygt for at miste noget vigtigt. Gennem eksemplet om Samson og Dalila vises, hvordan frygt og manipulation kan føre til kompromis og tab af kraft, mens Helligåndens overbevisning leder til frihed, hvis man vælger at vende om.
Undervisningen understreger, at frygt også bremser fællesskaber, hvor man undlader at tale sandhed på grund af menneskefrygt. Dermed lukkes synd ind og der gås på kompromis, fordi man vil undgå konsekvenser eller miste accept. Ifølge Bibelen findes der ikke 365 bud om at “frygte ikke”, men der er adskillige stærke løfter i både Det Gamle og Nye Testamente om, at Gud er med og beskytter – blandt andet Josva 1,9, Esajas 43,1, 5. Mosebog 31,6, Salme 23,4, Salme 27,1, Salme 56,4, Esajas 35,4, Jeremias 46,28, 2. Mosebog 14,13 og Salme 91,5-6.
Fra Det Nye Testamente sættes der fokus på Jesus’ eget ord i Joh 14,27 og andre centrale skriftsteder, som Filipperbrevet 4,6-7, 2 Tim 1,7, Hebræerbrevet 13,6, Markus 6,50, Lukas 12,32, 1 Peter 5,7 osv. Hvert vers forstærker, at Guds fred og kærlighed overvinder frygt – “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer” – og at frygt og bekymring igen og igen skal lægges over på Gud.
En af de vigtigste nøgler er den grundlæggende sandhed fra 1 Joh 4,15-19: at fuldkommen kærlighed driver frygten ud. Det er kun, når man tager imod Guds kærlighed i hjertet og virkelig tror på, at man er elsket og værdifuld, at fred kan vokse og frygten vige. Al selvfordømmelse og minder om fortid skal afvises, og man må træffe et aktivt valg om at stole på Guds løfter, ikke egne følelser eller tidligere fejl.
Praktisk hormoneres undervisningen mod at bede i tro og proklamation – ikke i frustration – fordi sand tro og handling beviser, at Guds kærlighed allerede har besejret frygten. En kristen opfordres til ikke at frygte mennesker, men at hvile i, at Herren selv er hjælperen. Kærlighed til Gud og andre driver frimodigheden frem, og accepten af Guds kærlighed er nøglen til at opleve friheden fra frygt, uanset hvor mange gange frygten prøver at snige sig ind.
Eksemplet med Abraham og Guds venskab i Jakobsbrevet 2,18-24 viser, at det er lydigheden i handling, der beviser troen og bringer Guds venskab og glæde. Jesus selv udfolder princippet i Joh 15,9-17: “Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed.” Sønnen, der vender hjem til faderen (Lukas 15), bliver ikke mødt med straf, men tilgivelse, kram og glæde – sådan møder Gud også dagligt den, der kæmper med frygt og fortid.
Undervisningen afsluttes med en opfordring til at tage autoritet og bekendelse i brug – at vælge at bede Guds løfter ind, hvis frygten rammer, og at forstå, at sand frimodighed er et aktivt valg. Jesus og den færdige sejr kan ikke gives videre – den må tages, proklameres og leves ud personligt.
