Vigtigt!!! Nedenstående er en automatisk genereret tekst ud fra selve undervisningen. Der kan derfor forekomme fejl. Se i stedet hele undervisningen på YouTube!!
I undervisningen om nådegaver lægges ud med at præcisere, at alle gaver – uanset om det er helbredelse, tungetale eller vidstom – er givet af Gud alene i kraft af Hans nåde til hver enkelt, og at ingen fortjener at eje dem. Jesus giver ikke kun livet og tilgivelsen, men udruster dem, der følger Ham med Helligånden og dermed med adgang til nådegaver. Det understreges, at de fleste kender til nogle få gaver, såsom helbredelse og tungetale, men undervisningen løfter hele spektret af bibelske nådegaver frem samt principperne for, hvordan de udrulles og anvendes.
Nådegaverne gives ikke for at fremhæve eller tilfredsstille egne behov, men for at man skal kunne tjene og opbygge andre, alt sammen til Guds ære. Eksempler bruges flittigt, bl.a. historier om mennesker, der har oplevet helbredelse gennem forbøn – hvor vigtigheden af at have troen, men også ærefrygt for Guds kraft, holdes op imod fristelsen til at søge tegn for egen skyld. Fortællingen om Simon troldmand fra Apostlenes Gerninger bruges til at understrege, at nådegaver ikke kan købes eller kontrolleres af mennesket, men er yderst knyttet til hjertets oprigtighed. Her lægges vægt på, at ønsket om at se Guds kraft må bygge på motiver om at fremhæve Jesus, ikke sig selv.
Det bibelske grundlag for mangfoldigheden af nådegaver forklares med udgangspunkt i Første Korintherbrev kap. 12-14, hvor hele læmet, altså menigheden, ses som én enhed bestående af mange dele, som hver har deres egen gave og funktion. “Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme; forskel på tjenester, men Herren er den samme; forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme.” Det er Ånden, der giver gaverne til hver enkelt, som Han vil, så ingen skal mene at kunne undvære de andre eller sammenligne sig. Gaverne er bl.a. visdom, kundskab, tro, helbredelse, mirakler, profeti, åndsbedømmelse, tungetale og udlægning af tungetale – og undervisningen gennemgår hver gave og lader tilhøreren forstå, at de ikke er for personlig opbyggelse, men for at fællesskabet og menigheden skal vokse og modnes.
Paulus’ undervisning i Korintherbrevet om, at man skal stræbe efter de største gaver, gennemgås – og det tydeliggøres, at ikke alle oplever, at en gave straks udfoldes i livet. Nogle gaver ‘pakkes ud’ med det samme, andre først senere, og det opfordres til at være vedholdende, søge Helligåndens ledelse, sætte sig selv på spil og tage chancer i tro – altid med hjertet rettet mod at herliggøre Gud og tjene andre. Undervisningen afslører mange fejlopfattelser; bl.a. styrkes forståelsen af tungetale og profeti, både som personlige og fællesgaver, samt forskellen på at være profetisk og at være profet. Den profetiske gave tales der særligt varmt for at stræbe efter, da den er til opbyggelse for hele menigheden.
Der gives praktiske råd om, hvordan man træner og udvikler gaverne: tag en anden med, begynd med nogen du kender, øv dig og giv ikke op selvom det ikke lykkes første gang. Undervisningen fremhæver også vigtigheden af, at forvaltning af gaverne altid er forbundet med kærlighed, som det uddybes i ‘kærlighedens kapitel’ i Første Korintherbrev 13.
Flere gavekategorier nævnes: visdom, kundskab, åndsbedømmelse, tro, helbredelse, mirakler, profeti, tungetale og udlægning – men også tjenester (at tjene), formaning/opmuntring, gavmildhed, barmhjertighed, hjælpetjeneste, lederskab og de klassiske tjenestegaver: apostel, profet, evangelist, hyrde og lærer. Gaverne er mangfoldige og overlapper ofte; man kan gennem livet bevæge sig fra én funktion til en anden eller kombinere flere på samme tid.
Det er nødvendigt at vogte sig for stolthed. Efterhånden som erfaringerne og troen vokser, stiger risikoen for, at man begynder at søge opmærksomhed eller anerkendelse. Her lyder en kraftig opfordring: Lad altid Jesus være centrum, giv Gud æren og behold afhængigheden af Ham. Undervisningen gentager, at Jesus alene skal have æren for det, der sker gennem gaverne, og at det altid må være i ydmyghed og tro.
Omkring den praktiske brug af tungetale, profetisk gave og udlægning understreges, hvordan Paulus i Korintherbrevet sætter rammer for orden og retning: hvis der tales i tunger uden at det bliver udlagt, skal det gøres til Gud, ikke til forsamlingen, og i fællesskabet gives plads til at alle kan komme til at tale profetisk, så hele menigheden opbygges.
Hele undervisningen afrundes med syv praktiske principper for gavebrug: 1) Stræb bevidst efter gaverne, gå målrettet efter den brand Gud lægger i hjertet. 2) Beslut dig for at tjene og ikke søge det, som tjener dig selv. 3) Øv dig i gaverne, også sammen med andre og med risikovillighed at fejle. 4) Pas på stolthed, så tjenesten altid sker i ydmyghed. 5) Erkend fuldstændig afhængighed af Jesus for at gaverne kan bære frugt. 6) Brug gavekombinationer og lær af andre i fællesskabet. 7) Vær opmærksom på karakter – for sand gavebrug og tjeneste hænger sammen med hjertets tilstand, kærlighed og vilje til at lytte og gå med Jesus hver dag.
Nådegaverne er altså ikke kun for nogle få, særligt udvalgte, men levende ressourcer Gud har givet alle, der har fået Helligånden. Det handler ikke om at præstere eller at være særligt åndelig, men om at leve nær Gud, være villig og lytte, og at lade sig bruge i tjeneste for andre, så Hans navn bliver stort.









