Lukas 6,27-38:
Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer, velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Hvis nogen slår dig på det ene kind, så vend også det andet til. Hvis nogen tager din kappe, så nægt ham heller ikke kjortlen. Giv enhver, som beder dig, og kræv ikke dine ting tilbage fra den, der tager dem. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad tak får I for det? Også syndere elsker dem, de selv får kærlighed af. Og hvis I gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak får I for det? Også syndere gør det samme. Og hvis I låner ud til dem, som I håber at få igen af, hvad tak får I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få det samme igen. Men elsk jeres fjender, gør godt, og lån ud, uden at håbe at få igen, så skal jeres løn blive stor, og I skal være børn af den Højeste, for Han er god mod de utaknemmelige og onde. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes. Fordøm ikke, så skal I ikke selv fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, rystet, presset, fyldt mål skal I få i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.
Mattæusevangeliet 5,43-48:
I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn. Han lader jo sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I for det? Gør ikke også toldere det? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedninger det? Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Romerbrevet 6,4-14:
Vi blev altså begravet sammen med Ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med Ham i en død, der ligner Hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner Hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med Ham, for at det legeme, som er under synden, skal til intetgøres, så vi ikke mere er trælle under synden. Den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med Ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør. Døden er ikke Herre over Ham mere. For den død, Han døde, døde Han fra synden én gang for alle, men det liv, Han lever, lever Han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde fra synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, og brug jeres lemmer for Gud som redskaber for retfærdighed. Synden skal ikke være Herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.
Lukas 10,29-37:
Men han ville retfærdiggøre sig selv og sagde til Jesus: “Hvem er så min næste?” Jesus tog ordet og sagde: “En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere, de rev tøjet af ham og slog ham og lod ham ligge halvdød. Nu kom tilfældigvis en præst samme vej, og da han så ham, gik han uden om. Det samme gjorde en levit, da han kom til stedet og så ham, gik også han uden om. Men en samaritaner, der var på rejse, kom hen til ham, og da han så ham, fik han medynk med ham. Han gik hen og forbandt hans sår og hældte olie og vin i dem, løftede ham op på sit ridedyr, bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer, gav dem til værten og sagde: ‘Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.’ Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Han svarede: “Den, der viste ham barmhjertighed.” Jesus sagde til ham: “Gå du hen og gør ligeså.”
Johannesevangeliet 13,34-35:
Et nyt bud give jeg jer: I skal elske hinanden; som Jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er Mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.
Jakobs Brev 4,4-10:
I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, bliver Guds fjende. Eller mener I, det ord uden grund, når Skriften siger: Med nidkærhed længes Han efter den ånd, Han har givet bolig i os? Men større er den nåde, Han giver. Derfor hedder det: Gud står de hovmodige imod, de ydmyge giver Han nåde. Underlæg jer derfor Gud. Stå Djævelen imod, så skal han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil Han holde sig nær til jer. Rens jeres hænder, I syndere, og gør jeres hjerter rene, I tvesindede. Klag, sørg og græd; lad jeres latter vendes til sorg og jeres glæde til bedrøvelse. Ydmyg jer for Herren, så skal Han ophøje jer.
Andreas Slot-Henriksen forklarer om det udfordrende bud om at elske sine fjender, et af de sværeste, Jesus har givet. Jesus udvælger specifikt dem, der ønsker at adlyde Ham, og giver direktivet om ikke blot at elske dem, der står én nær, men også dem, der aktivt forfølger én eller har gjort skade. Undervisningen kredser om Lukas-evangeliets passage, hvor man mødes med opfordringen til at vende den anden kind til, give uden forventning og handle med generøsitet mod dem, som ikke gengælder det – for Gud er god selv mod de utaknemlige. Dette stiller spørgsmålet direkte: Hvem er egentlig fjenden? Fjenden udgøres ofte af dem, der har såret, bedraget, bagtalt eller svigtet tillid, hvad enten det er tilsigtet eller ej, og relationen kan udvikle sig fra små uoverensstemmelser til egentlig fjendskab og had.
Der peges på, hvordan fjendskab kan vokse frem gennem gamle sår, andres ord og egne indre fortællinger, som fjenden Djævelen kan forstærke for at skabe splid, mistillid og isolation. Det understreges, at had og fjendskab ikke blot er dårlig moral, men ifølge Jesus skaber det skel mellem mennesket og Gud, fordi Gud ikke kan tilgive den, der ikke selv tilgiver helhjertet. Tilgivelse sættes derfor som hovednøglen til ægte kærlighed og frihed – man kan aldrig elske en fjende, uden at der tilgives indefra. Tilgivelse og kærlighed er ikke bygget på følelser men på bevidste valg, hvor Gud inviteres ind i processen for at hele hjertet og give kraft til det umulige.
Det videre forklares, hvordan had og bitterhed binder og begrænser et liv, hvorimod tilgivelse sætter fri, forvandler følelseslivet og åbner for reel forandring. Syv praktiske punkter gives til at lære at elske sin fjende; der nævnes blandt andet at involvere Gud og tage ansvar for egne følelser, at tilgive uden at forvente noget tilbage og at bede om at se med Guds øjne på sin fjende. Perspektivet skifter fra at fokusere på splinten i andres øje til at se sit eget indre og tage skridt til forsoning, også når det koster dybt. Gudens kærlighed og erfaring fremhæves som det, der driver transformation og muliggør kærlighedens overvindelse af selv det dybeste sår. Det understreges, at had kan nedbryde sundhed, og eksempler på personlig tragedie og bitterhed deles for at vise destruktive konsekvenser, når bitterheden får lov at vokse.
Et stærkt eksempel præsenteres med fortællingen om Marietta, der efter at have mistet sit barn til en forbrydelse alligevel vælger at tilgive og velsigne gerningsmanden. Processen beskrives som svær og lang, men hendes valg forvandlede ikke kun hende, men også gerningsmanden, og borede ind til kernen i, hvad det vil sige at følge Jesus’ bud. Det forklares, hvordan Gud ikke sender større prøvelser, end man kan klare med Ham, og at de opgaver, Han stiller, ikke skal klares alene, men med Guds kraft og hjælp. Det viser sig også i opfordringen til at droppe selvmedlidenhed og at forstå, at Jesu egen handling på korset var at bede for sine fjender og tilgive dem, da de ikke vidste, hvad de gjorde.
Undervisningen trækker på Mattæusevangeliets skærpelse af buddet, om at elske sin næste og fjende, og på Johannevangeliets ord om, at Jesus elsker alle, ikke kun sine egne, men også hedninger – det, der gør kristendommen radikal. Kærlighed skal ikke forventes gengældt eller baseres på menneskelig fornuft, tradition eller kultur, men på oplæring fra Gud, i det Han siger er bedst for mennesket. Fjenden er ikke nødvendigvis fjern, men kan opstå i nære relationer, gennem misforståelser eller forsømmelser, og det er kun gennem jeg-fokus og behov for retfærdighed, at bitterhed får fodfæste. Jesus viser vejen med et bud om at elske, velsigne og handle i generøsitet, uden at se tilbage på fortiden – ligesom den barmhjertige samaritaner, som ikke så klasse, etnicitet eller ret men hjalp det menneske, der lå foran ham.
Slutteligt ligger en kraftig opfordring til at vælge kærlighed og tilgivelse dagligt, uanset fortiden eller hvor meget det gør ondt. Bibelens sandhed sættes som det, der sætter fri, forvandler offerrollen og bygger op til et stærkere fællesskab med Gud og mennesker. At følge dette kalder på et opgør med Djævlens løgne, en modtagelse af identitet som Guds barn og en stolthed over at være elsket. Sandhed gør ondt, men den forvandler og leder til frihed og tjeneste for Gud og mennesker.
Citat fra undervisningen:
“Du kan ikke opnå frihed, så længe du nægter at tilgive – kæden bliver siddende, indtil du slipper.“
