Andreas Slot-Henriksen fortæller om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, en beretning hentet fra Johannesevangeliet kapitel 8. Han lægger ud med at gengive begivenhederne, hvor Jesus underviser på tempelpladsen, da en flok skriftkloge og farisæere trækker en kvinde, grebet på fersk gerning i utroskab, frem for ham for at afprøve Jesus’ holdning til Moselovens dom om stening. Ifølge loven i 5. Mosebog skulle både manden og kvinden dømmes, men her bringes kun kvinden frem – i et tydeligt setup, hvor intentionen er at fange Jesus i en fælde foran folket. Kvinden befinder sig i total skam, kender dommen, og bogstaveligt talt står hun i sit livs mørkeste stund uden håb. Jesus svarer ikke straks, men begynder i stilhed at skrive i sandet, uden at anklage, dømme eller bekræfte folkemængdens intention.

Derefter stirrer han på sine anklagere og siger: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Han anerkender, at kvinden har fejlet, men vender samtidig spejlet mod tilhørerne, så de må erkende deres egen synd og selvretfærdighed. Én efter én fjerner de sig, og Jesus står alene med kvinden. Han spørger hende, om ingen fordømte hende. Hun svarer nej, og Jesus meddeler: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” Denne handling sprænger de juridiske og religiøse rammer, idet Jesus ikke taler skyld væk, men tilbyder nåde og et nyt livsperspektiv. Samtidig demonstrerer Han, hvordan Guds lys eksponerer mørket, og hvordan tilgivelse altid går hånd i hånd med et kald til et forvandlet liv.

Han understreger, at beretningen ikke kun handler om skyld eller tilgivelse for grove synder, men om mødet med sandheden, når alt bringes frem i lyset. Det gælder ikke blot kvinden den dag, men enhver der står ansigt til ansigt med sine handlinger, tanker, fejl, mindreværd eller indre domsfølelse. Når Jesus møder sin næste, sker det uden fordømmelse, men også uden at ignorere synden. Han indbyder til ægte omvendelse, til at tage imod tilgivelsen og begynde på en frisk, så mørket mister sin magt. Når Han har sagt, at vi er tilgivet, er vi forpligtet til også at tilgive os selv, for ellers fastholder vi os selv i en skadelig skam, hvor vi hjælper modstanderen og ikke Guds retfærdiggørelse. Her brydes det hamrende hårde bid, at mennesket ikke bare har brug for at høre om nåde, men også at handle i tillid til Guds ord, så dommen ikke længere definerer identitet eller fremtid.

Jesus’ visdom peger på det, Han selv siger i Matthæusevangeliet 7: “Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes… Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?… Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.” Pointen er tydelig: selvransagelse og ydmyghed må gå forud for fordømmelse af andre. Sådan rammes også disciplene og læseren af Hans ord midt i egen komfort og selvretfærdighed.

Han gør op med forestillingen om, at det er nok bare at tro på Jesus uden at handle tilsvarende, og læser dermed videre i Johannesevangeliet kapitel 8, hvor Jesus siger: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” Her brister illusionen om, at en akut tro eller bekendelse alene er tilstrækkeligt – sand frihed og discipelskab opstår, når troen leves ud gennem handling og forvandling. Hvis vi ikke handler på Hans ord, dømmes vi af os selv og ikke længere af Jesus.

Kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, bliver symbol på hele Israels folk i gammeltestamentlig tid – men i dag også på enhver, der fristes, falder eller vender sig væk. De små og store synder, fejltrin og afguder finder alle hjem hos Gud, hvis der sættes ord på, lægges frem i lyset og gives op. Hans nåde er stor nok til at bære selv de dybeste fejl, men forventningen er også: Synd ikke mere. Det gælder både for grove udadrettede synder og tanker eller skjult skam over ens egen fortid eller fejl. Det er kaldet at leve ud, hvad Gud siger om identitet og frihed, ikke hvad mennesker eller tidligere nederlag definerer.

Han udfordrer tilhøreren til altid at lade Bibelens ord dissekere og arbejde i hjertet fremfor at bruge det som redskab til andres anklage eller moralske dom. Jesus’ egen handling lærer at man må tage imod tilgivelsen med åbent hjerte, slippe skam, og derudfra begynde på en frisk. Alt, hvad Han har gjort på korset, tjener ikke kun til at give viden om tilgivelse, men mulighed for at træde direkte ind i frihed. Mørket mister sin kraft, når sandheden kommer frem, og kun sådan kan virkelig frihed, glæde og forvandling vokse.

Citat fra undervisningen: “Lev, som om du er fri, for Han har sat dig fri gennem det, Han gjorde på korset.”