Undervisningen handler om, hvorfor Gud hader synd. Ikke bare fordi det er forkert, men fordi det ødelægger os. Gud hader synd, men han elsker synderen. Det bliver understreget, at Jesus gang på gang opsøgte syndere og ikke de “fromme”. Når mennesker føler sig afsløret i synd, er det ikke for at fordømme, men for at føre dem nærmere Gud. Det er Helligånden, der overbeviser om synd, dom og retfærdighed – og når vi lader ham gøre det, så bliver det muligt at vende om og få et nærmere fællesskab med Gud.

Synd beskrives som grundlæggende egoisme. Det er “jeg vil, jeg skal, jeg har brug for”, der driver mennesker til at handle imod Guds vilje. Det er derfor, at synd står i modsætning til Gud, som er kærlighed. Løgn, afhængigheder, alkoholmisbrug, seksuel umoral – alt dette nævnes som konkrete eksempler på syndens ødelæggende kraft. Ikke fordi Gud vil kontrollere os, men fordi han ønsker at beskytte os. Et barn, der lyver, skader både sig selv og fællesskabet. Derfor siger Gud: “Stop – det her ødelægger dig.”

Et vigtigt billede bliver brugt: Hvis vi som ægtefæller ville acceptere utroskab en gang imellem, ville vi kalde det urimeligt – og dog er det sådan mange lever i deres forhold til Gud. De vil gerne være hans brud, men vælger synden en gang imellem. Gud kalder os til troskab og helhjertet overgivelse – ikke deltidstro.

Jesus siger til den lamme mand: “Nu er du blevet rask, synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Dette viser, at synd ikke kun er åndelig skade, men også åbner for ødelæggelse i det fysiske liv. Når man vender sig bort fra synd, er det ikke kun fordi “man skal”, men fordi Gud ønsker at bevare os og velsigne os. Syndens vej er destruktiv, men den kan virke tiltrækkende og tillokkende – indtil man er fanget i dens net.

Undervisningen taler også om, hvordan stolthed er en skjult synd, som sniger sig ind blandt kristne. Når man oplever Guds kraft og ser bønnesvar, kan man begynde at føle sig overlegen. Det er farligt, fordi det stammer fra kødet – og Lucifer faldt netop på grund af stolthed. I stedet skal vi altid give æren til Gud.

Der tales også om, hvordan man kan være bundet i synd – og hvordan det ikke altid bare er et spørgsmål om at tage sig sammen. Der kan være dæmoniske bindinger, vaner og viljesbeslutninger, som spiller sammen. Det er vigtigt at skelne mellem de tre og tage ansvar for sin vilje. Djævlen vil forsøge at køre mennesker fast i skam og dårlig samvittighed, men Gud har slettet det, vi vender om fra. Derfor må vi stole på, at vi er tilgivet – og ikke lade os lamme af skam.

Et af de stærke budskaber er, at vi skal lade os lede af Helligånden. Når Ånden prikker til os og siger: “Er du sikker på, det her er godt for dig?”, så skal vi lytte og vende om – også i det små. For hvis vi ignorerer Åndens stemme, bliver den stille. Og så mister vi det åndelige skelneevne. At leve et helligt liv er ikke lovtrældom – det er kærlighed til Jesus og frygt for at blive adskilt fra ham.

Det nævnes, at mange kristne frygter, om de har synd i deres liv, og om de så ikke kommer i himlen. Hvis man ærligt vender om, skal man ikke leve i frygt, men i glæde og taknemmelighed. Men hvis der er noget, Gud viser, så skal man være villig til at slippe det. Vi har alt i ham – og vi kommer ikke til at mangle noget, hvis vi giver os 100% til Jesus. Vi skal ikke være bange – men vi skal være ærlige og overgivne.

Undervisningen afsluttes med en stærk opfordring fra Efeserbrevet kapitel 5, om at leve som lysets børn. Ikke at nævne synd, ikke engang i sjov, og ikke lade noget urent slippe ud af munden. Vi skal tale med taksigelse, opbygge hinanden, og lade Ånden lede vores liv. Det er ikke bare en moralprædiken – det er et kald til liv i frihed og kærlighed med Gud.