Undervisningen starter med perspektivet, at troens rejse begynder idet man siger ja til Jesus og vælger at lade sig døbe, så man tilhører Ham. Den rejse er præget af at lære Jesus at kende, genkende Hans stemme, og at lade sig forme og vejlede – også når man rammer skævt eller falder undervejs. Gud er trofast til at rejse og vejlede enhver, der virkelig ønsker at gå Hans vej, men Han tvinger sig aldrig på. Gud respekterer den frie vilje, og derfor må man aktivt vælge at forfølge Hans kald.
Underviserens eget vidnesbyrd trækkes ind via oplevelsen af at høre om helbredelser på gaden – noget, der startede som en tankevækkende undren og skepsis, men blev til forventning, da Gud begyndte at vise det konkret. Særligt understreges princippet, at troen, ifølge Romerbrevet 10,17, kommer af det, der høres: “Så kommer da troen af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” (Rom 10,17). Når man først har sagt ja til Jesus, lægges et troens frø – men det er afgørende, hvordan det gødes og vandes med handling, mod og forventning.
Gennem bibelske beretninger illustreres, hvordan tro ofte kræver en indre forventning – illustreret ved Bartimæus, der som blind kaster sin kappe væk, allerede inden han bliver helbredt, og derved lægger sin gamle identitet og sikkerhed fra sig. Det fremhæves, at kappen var et symbolsk og juridisk bevis på, at man levede af almisse, og at Bartimæus’ handling var et radikalt tillidsfuldt “nej” til fortid, før svaret overhovedet var kommet.
Undervisningen tager også eksemplet med den kongelige embedsmand fra Joh. 4, hvor sønnen er syg og Jesus blot siger et ord: “Gå hjem, din søn lever.” Denne tro på Jesu ord – og ikke på synlige tegn – bliver selve grobunden for det mirakel, der sker. Ligeledes nævnes den lamme mand, der bliver firet ned gennem taget (Luk 5,18-25). Troen hos vennerne og den lamme kommer til udtryk i handling, ikke kun længsel – og Guds svar følger lydigheden.
Kvinden med blødningerne (Mark 5,25-34) og den kanaanæiske kvinde (Matt 15,21-28) sættes også frem som eksempler, hvor længsel og handling fører til gennembrud. Man skal selv række ud med handlekraft ud fra de løfter, Gud har givet, og ofte allerede før livet “ser ud som om” det er muligt. Fundamentalt handler det ikke altid om at forstå alt – men om at gå i tro.
Jesus sender i Luk 10,1-9 de 72 disciple ud forud for sig selv for at gøre hjertets jord modtagelig, så ordet kan slå rod. Man kaldes ikke blot til at vente, men til at “gøde” andres hjerter og baner vejen for Jesus med mod, tro og forbøn. Gud har gjort sig afhængig af, at Hans folk handler på Hans ord. Evangeliet, helbredelse og mirakler udrustes gennem villighed til at bringe budskabet og gøre hjerter klar.
Undervejs løftes vigtigheden af at kende både Guds løfter og angriberens taktikker. Uden åndelig opmærksomhed bliver man let et offer for djævelens forførelse, modløshed eller anfægtelse. Der opfordres til både at forberede hjertet gennem bøn, pris og lovsang, men også ved at aflægge afguder – alt det, som hjertet hænger fast ved, der ikke er Gud. Gud tåler ikke kompromis, fordi Han ønsker hele hjertet.
Der sættes fokus på den særlige kraft i at se sig selv i troens position, både når det gælder helbredelse, gennembrud og frihed. Ved at forestille sig selv gå i troen, række ud i bøn og modtage, kastes et frø, Gud kan lade vokse. Han bruger både fantasi og visioner til at forberede og styrke troen – det handler om at se sig selv, ikke fastlåst af fortid eller frygt, men som elsket og brugt af Gud.
Man udfordres til at handle på det, man allerede ved, Gud har sagt – uanset om det opleves småt eller stort, og uanset frygt for hvad andre tænker. Gud ønsker at bruge sit folk som “multiværktøj” – ikke fastlåst i gamle roller eller begrænsninger, men klar til alt, Han vil. Vejen frem er at slippe kontrollen, række ud og træde ind i lydighed, så Gud kan gøre resten.
Afslutningsvist sættes friheden i at forberede sit hjerte til at høre og reagere i tro op imod modløshed, gamle identiteter og komfortzonen. Tro kræver handling, tillid og et opgør med kompromiser. Gud ønsker ikke at dele os med nogen anden eller noget andet – Han vil hele hjertet, og har fortjent det. Kun sådan kan troens rejse blive frugtbar og fyldt af Hans nærvær og handling.









