Undervisningen lægger ud med spørgsmålet om, hvorvidt Gud virkelig taler, hvordan det opleves, og om det kun var i bibelsk tid, at Gud åbenbarede sig så direkte. Der slås fast, at Guds ord fra første færd var skabende, forvandlende og fyldt med autoritet. I Første Mosebog vises, hvordan Gud taler og siger: “Der skal være lys,” og lyset kommer til. Sådan fortsætter det gennem hele Skriften, hvor Guds talte ord skaber, forløser og sætter mennesker fri.
Jesus’ virke på jorden illustreres med eksemplet fra Markus 4, hvor Jesus beordrer stormen til at lægge sig: “Ti, vær stille!” – og naturen adlyder med det samme. Lytterne får indskærpet, at det talte Guds ord fortsat er fuldt af livskraft, og at Jesus’ stemme, når Han taler, bærer vægt, der kan omforme virkeligheden – både dengang og i vores tid.
Jesus sammenligner sine efterfølgere med får, der genkender hyrdens stemme og derfor instinktivt følger Ham. Det kræver dog øvelse, nærhed og erfaring – for får lytter ikke til fremmede, kun til deres hyrde. Pointen er, at i en verden fyldt med “falske hyrder”, verdens stemmer, egne tanker og djævelens forførelse, må man lære at skelne, hvem der taler. Det kræver både stillhed og et bevidst opgør med alt, der forstyrrer, så Guds rene stemme kan trænge igennem.
Samtidig belyses, hvordan hverdagsdistraktioner – computerspil, sociale medier, fjernsyn, eller endda familie og vaner – kan fylde så meget, at Guds stemme overdøves. Der gives personlige eksempler på, hvordan man kan overse Guds kærlighedsfulde nærvær midt i hverdagens travlhed, én forpasser samvær med Gud, fordi andet fylder mennesker op indvendigt.
Inspireret af beretningen om Elias på Horebs bjerg (1. Kongebog 19) lærer undervisningen om Guds måde at tale på: Gud var ikke i stormen, jordskælvet eller ilden, men i den stille susen. Man må lære at stilne sindet og skabe stille rum, hvor Gud ikke kun kan tale, men hvor man faktisk hører og er rede til at adlyde. Herfra refereres til Salme 46,10: “Stands og forstå, at jeg er Gud; jeg vil blive ophøjet blandt folkene, jeg vil blive ophøjet på jorden.” King James-oversættelsen fremhæver: ”Be still, and know that I am God.”
For at kunne høre og forstå Gud kræves der ikke kun ydre stilhed, men et indre valg om at lade Gud have pladsen, også selv om det betyder justeringer eller opgør med vaner (fjernsyn, film, m.m.). Man kan ikke fylde sig med verden og samtidig forvente gennembrud på at høre Gud. Der opfordres til kontinuerligt at bede om at få syn for, hvad der “står i vejen” for fællesskabet med Gud og gøre op med det, så længslen efter Gud kan få plads til at vokse.
Der tales også om modstand og kompromiser, om hvordan følelsesmæssige bindinger, stolthed eller frygt kan blokere for at høre, hvad Gud siger. Et hjerte indstillet på Guds vilje handler i lydighed, selv når det koster noget, og overgiver også de svære områder. Princippet om at adlyde – også når det føles grænseoverskridende, besværligt, pinligt – markeres med historier fra hverdagen (at give penge, sige sandheden, reagere på indskydelser i køen, osv.).
Bibelske personer som Jonas og Moses, der først modsætter sig Guds kald, men siden bruges mægtigt, fremhæver, at lydigheden (og ofte modvilligheden) fører til forvandling – ikke kun for én selv, men for hele nationer. Ananias’ mod til at opsøge Saulus (senere Paulus) er endnu et eksempel på, hvordan man må gå med Guds målrettede kald selv, når frygten er stor og konsekvenserne ukendte.
Afsluttende gøres det klart, at Ånden og kødet kæmper imod hinanden, (jf. Galaterbrevet 5,16-25), og at Åndens frugt først blomstrer, når kødet underkastes og kompromiser lægges ned. Det giver frihed, glæde og styrke til virkelig både at høre og adlyde Gud – altid med fokus på, at det ikke handler om egne følelser, retfærdiggørelse eller velbehag, men om villighed til at lade Gud bruge én som redskab ind i andres og egne liv.
