Jakobsbrevet 4,8-10:
Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere, og rens jeres hjerter, I tvesindede. Klag, sørg og græd! Lad jeres latter vende sig til sorg og jeres glæde til mismod! Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer.
Ordsprogenes bog 11,2:
Kommer overmod, kommer også skam, men hos de ydmyge er der visdom.
Filipperbrevet 2,2-12:
Gør min glæde fuldkommen ved at stå sammen i samme sindelag og have den samme kærlighed, vær et i sjæl og sind, gør intet af egennytte eller indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være Gud lig, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen, på jorden og under jorden, og hver tunge bekender: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. Derfor, mine kære, I som altid har været lydige – arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot mens jeg er hos jer, men endnu mere nu, da jeg er borte.
Apostlenes Gerninger 4,27-31:
Ja, i sandhed – både Herodes og Pontius Pilatus sammen med hedninger og Israels stammer – har i denne by slået sig sammen mod din hellige tjener Jesus, som du har salvet, for at gøre det, du med din hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske. Og nu, Herre, se til deres trusler og giv dine tjenere at tale dit ord med al frimodighed, og ræk din hånd ud, så der sker helbredelser og tegn og undere ved din hellige tjener Jesu navn.« Da de havde bedt, blev stedet, hvor de var forsamlet, rystet, og de blev alle fyldt med Helligånden og forkyndte Guds ord med frimodighed.
Romerbrevet 12,3:
I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til enhver af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men tænk besindigt efter det mål af tro, Gud har givet enhver.
1 Korintherbrev 15,8-11:
Men sidst af alle blev han set af et misfoster som mig. For jeg er den ringeste af apostlene; jeg er ikke værd at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde mod mig har ikke været forgæves. Tværtimod: Jeg har arbejdet mere end de andre, dog ikke jeg, men Guds nåde, der var med mig. Hvad enten det nu er mig eller de andre – sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.
Filipperbrevet 3,17:
Følg mit eksempel, brødre, og ret jer efter dem, der lever efter det forbillede, I har i os.
2 Thessalonikerbrev 3,6-9:
Vi påbyder jer, brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn, at holde jer fra enhver bror, der lever uordentligt og ikke følger den overlevering, I har modtaget fra os. I ved jo selv, hvordan I skal efterligne os, for vi har ikke levet uordentligt blandt jer, vi spiste ikke gratis brød hos nogen, men vi arbejdede med slid og møje, nat og dag, for ikke at ligge nogen af jer til byrde. Ikke fordi vi ikke har ret til det, men for at give jer et forbillede at følge.
1 Korintherbrev 11,1:
Følg mit eksempel, som jeg følger Kristus.
Lukas 9,54-56:
Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?« Men han vendte sig om og satte dem i rette. Og de gik til en anden landsby.
Judasbrevet, vers 9:
Men ærkeenglen Mikael vovede, da han i kamp med Djævelen tvistede om Moses’ lig, ikke at udtale nogen spotdømmende dom, men sagde blot: »Herren straffe dig!«
Undervisningen begynder med, at Bibelen igen og igen peger på vigtigheden af ydmyghed over for Gud. Det handler om en hjerteindstilling, hvor man erkender sin fulde afhængighed af Gud og vælger at sætte andre og Guds ære først. Ydmyghed er ikke jantelov, mindreværd eller at snige sig gennem livet – men en forståelse af at alt, hvad man er og har, skyldes Gud, og at man aldrig selv kan tage æren.
Med bibelske grundvers viser undervisningen, at stolthed, arrogance og overmod præger menneskets natur, men at Gud kalder sine efterfølgere til noget radikalt andet. Når man mister blikket for Guds storhed og egen plads som elsket og kaldet barn, risikerer man at gå vild. Det pointeres fra Ordsprogenes bog, Filipperbrevet 2, og Jesu eget liv, at ægte ydmyghed ser sig selv som tjener – ikke offer – idet Jesus, selv om Han var Gud, tog menneskelig skikkelse og tjente uden beklagelse eller demonstration.
En alvorlig misforståelse, som udfoldes detaljeret, er at dårligt selvværd og ydmyghed blandes sammen. Manges “ydmyghed” dækker over skjult stolthed – hvor man nægter at tage imod Guds sandhed om, hvem man er. At tænke lavt om sig selv, afvise Guds gode ord eller holde fast i mindreværd, er ikke ydmyghed, men stolthed forklædt som underkastelse. Sand, ægte ydmyghed er at tage imod sit værd fra Gud og vælge at handle ud fra det.
Undervisningen skelner desuden præcist mellem stolthed og autoritet. Det er ikke stolthed at stå frimodigt i det kald, Gud har givet, at bede om mirakler og at forvente, Gud virker – hvis målet er ære til Ham, ikke selvophøjelse. Hvis man begynder at tage æren selv, eller bruge sin autoritet for at fremme sig selv, sniger stolthed sig ind. Djævelen forsøger altid at fange de, der oplever fremskridt, i stolthedsfælden, men den ydmyge modtager mere nåde og flere ansvarsområder.
Paulus’ liv og Peter, David og andre bibelske skikkelser bruges som eksempler på, hvordan Gud knækker stolthed, bygger ydmyg karakter og giver autoritet og fremod i tjenesten. Paulus’ fortid nævnes åbent, men han bruger den ikke til at holde sig nede – han lader den blive til taknemmelighed for Guds nåde, og kan dermed frimodigt opfordre andre til at efterligne sit forbillede, vel vidende at alt afhænger af Gud, ikke ham selv.
Sand ydmyghed indebærer, at man ikke kun bøjer sig for Gud, men også lader det blive synligt i tjeneste, tilgivelse, bøn og forhold til andre. Gud arbejder målrettet på at bryde menneskers stolthed, så Han kan bygge sand kærlighed og autoritet op, og netop gennem prøvelser, ydmygelser og formation bliver ens hjerte gjort blødt. Derfor er det et advarende tema at tro, at magt og autoritet er det samme – magt tager man, autoritet gives til de ydmyge efter Guds hjerte.
I sidste del af undervisningen understreges, at selv magtudøvelse over djævlen ikke må blive til en lejlighed for hovmod. Autoritet i Kristus er altid forankret i relationen til og ydmygheden for Gud, ikke i at råbe op eller slå på brystet. Jesus som den største tjener og forbillede står tilbage – og alle opfordres til at få gjort op med forveksling af mindreværd og ydmyghed, hvile i sit kald, og gå frem i kærlighed og autoritet, så verden ser Jesus i én og ikke bare endnu et menneske i egen kraft.
