Undervisningen tager sit udgangspunkt i Johannes 15, hvor Jesus taler om sig selv som det sande vintræ, og om Faderen som vingårdsmanden. Hele billedet handler om, at vi som grene er afhængige af at blive i ham for at kunne bære frugt. Uden ham kan vi intet gøre. Dette er fundamentet for alt, hvad der videre udfoldes.
Der peges på, at billedet med vintræet er dybt forankret i hverdagskulturen i Israel. For at forstå dybden i Jesu ord, er det nyttigt at vide, hvordan en vinplante fungerer. Rødderne kan blive syge af bakterier og svampe, og derfor podes planten på en stærkere rod. Pointen er, at Jesus selv er roden, som er stærk nok til at stå imod alt. Når vi er podet ind i ham, kan vi modtage næring og leve beskyttet.
Profetien fra Esajas 53 nævnes, hvor Jesus beskrives som et rodskud af den tørre jord. Han tog al synd, alt ondt og alle “bakterier” på sig. Det gør ham til den sande stamme, som bærer os og giver liv. Dette kobles også sammen med Paulus’ billede af oliventræet i Romerbrevet 11, hvor hedningerne podes ind på træet og får del i samme rod og næring som Israel.
Dernæst udfoldes temaet om frugt. Jesus siger, at grene, der ikke bærer frugt, fjernes, mens dem der bærer frugt, renses, for at de kan bære endnu mere. Her gives en dybdegående gennemgang af, hvad frugt betyder i Bibelen. Det er ikke overfladiske handlinger, men noget, der kommer indefra, når vi lever i Jesus. Undervisningen peger på syv former for frugt, som nævnes i Bibelen: Åndens frugt, retfærdighedens frugt, fredens frugt, læbernes frugt (lovprisning), omvendelsens frugt, frugt af gode gerninger samt helliggørelsens frugt.
Åndens frugt nævnes som grundlæggende: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Retfærdighedens frugt handler både om at leve i Guds retfærdighed og om, at tugt og opdragelse fra Gud giver fredelige frugter. Fredens frugt og læbernes frugt handler om at leve i fred, stifte fred og bekende Gud med munden. Omvendelsens frugt betyder, at tro altid må følges af et liv i omvendelse, hvor synd lægges af. Frugten af gode gerninger viser, at handlinger ikke frelser, men de skal være en naturlig frugt af troen. Til sidst understreges helliggørelsens frugt, hvor ærefrygt for Gud og et liv sat helt ind under hans vilje bliver synligt i hverdagen.
Der gives også en vigtig advarsel: Der findes både gode og dårlige frugter. Jesus siger, at man kan kende de falske profeter på deres frugter. Derfor må man altid prøve frugten, og den må aldrig måles på ydre succes, men på de bibelske kriterier.
Et centralt punkt er renhed. Jesus siger, at disciplene allerede er rene på grund af det ord, han har talt til dem. Det betyder, at når man har vendt sig til Gud og modtaget hans ord, så er man ren. Mange kristne lever dog med skam og skyldfølelse, men her understreges det stærkt, at når Gud har erklæret en ren, så er det sandheden. Man må tro mere på Guds ord end på djævlens beskyldninger.
Dernæst fremhæves nødvendigheden af at blive i Jesus. Det beskrives konkret som at leve i kærlighed, adlyde hans ord, elske sine brødre og søstre og være ét i menigheden. At blive i ham betyder også at søge ham i bøn og forblive i hans kærlighed. Hvis man isolerer sig fra andre kristne eller ikke vil forlige sig, lever man ikke i den kærlighed, som Jesus kalder til.
Der tales også om konsekvenserne ved ikke at bære frugt. Grenene, der ikke bærer frugt, klippes af og brændes. Billedet henter inspiration fra vinbønder, der må brænde syge grene for at forhindre, at hele vintræet inficeres. Det tolkes som en advarsel: Hvis man vælger at forlade Jesus, vil man ende i fortabelse. Derfor er det ikke nok bare at tro – livet må bære frugt.
Samtidig betones det, at frugt ikke skal være en byrde eller en slavetilværelse, men et resultat af kærlighed. Motivation er afgørende. Gud glæder sig, når en gren bærer frugt, og Han hjælper til i processen. Hver enkelt har forskellig frugt at bære – man skal ikke sammenligne sig med andre. Nogle er kaldet til bøn, andre til praktiske opgaver, nogle til forkyndelse eller tjeneste – men alle er kaldet til at bære frugt.
Bønnen får en central plads. Når man beder i overensstemmelse med Guds vilje, så vil Gud høre. Derfor opfordres der til at bruge Guds ord som grundlag for bøn – at bede med udgangspunkt i Bibelen. Når man gør det, forvandles bønnen og bliver til en kraftfuld kilde til frugt i livet.
Til sidst peges på, at alt handler om at herliggøre Gud. Når vi bærer frugt, bliver Gud æret, og vi viser, at vi virkelig er hans disciple. Det er ikke mennesker, der er forbilledet, men Jesus selv. Kraften kommer fra roden – fra Gud – og ikke fra de andre grene. Vi må søge næringen fra ham alene. Når vi gør det, vil vi blomstre og bære den frugt, som han har bestemt for os.
Instruksen er at tage Jesu’ billede om vinstokken seriøst:
Undersøg nøje, hvilke frugter der faktisk vokser frem – og lad Gud forme og rense indtil mere og bedre frugt kan modnes.
