1. Korinterbrev 13,4-10+13:
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
…
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Johannesevangeliet 13,1-17:
Alt var klar til at påskehøjtiden kunne begynde. Jesus vidste, at tiden var kommet til, at han skulle gå bort fra denne verden og vende tilbage til Faderen. Den kærlighed, han hele tiden havde haft til dem, der fulgte ham her på jorden, ville han vise endnu engang på den sidste aften, hvor de var sammen. Jesus begyndte nu påskemåltidet sammen med sine disciple. Djævelen havde allerede indgivet Judas Iskariot den tanke, at han skulle forråde Jesus. Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Han vidste, at det var Gud, der havde sendt ham, og at han snart skulle vende tilbage til Gud. Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: „Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?” „Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.” „Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!” „Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.” „Så vask ikke bare fødderne, Herre, men også hænderne og hovedet!” „Den, som har været i bad, er ren og behøver kun at vaske fødderne,” svarede Jesus. „Og I er rene—dog ikke alle.” Det sagde han, fordi han vidste, hvem der ville forråde ham. Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det? I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg. Når nu *jeg*, der er jeres Herre og Mester, har vasket *jeres* fødder, bør *I* også vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer. Det siger jeg jer: En tjener står ikke over sin herre, og de, der bliver sendt ud på en opgave, skal følge de instrukser, de har fået af dem, der sendte dem af sted. Det ved I jo godt. Men I oplever først velsignelsen, når I handler på det, I ved.
Johannesevangeliet 8,1-11:
Men Jesus gik ud til Olivenbjerget. Tidligt næste morgen vendte han tilbage til templet. Snart var en mængde mennesker samlet, og han satte sig ned for at undervise dem. En gruppe skriftlærde og farisæere kom nu med en kvinde, der var grebet på fersk gerning i utroskab. De stillede hende foran Jesus og sagde: „Mester! Kvinden her er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. Toraen siger, at sådanne kvinder skal stenes ihjel. Hvad siger du?” De var ude på at få ham til at sige noget, som de bagefter kunne bruge imod ham, men Jesus bøjede sig forover, som han sad der, og skrev med fingeren i støvet. Da de blev ved med at presse på med deres spørgsmål, rettede han sig op og sagde: „Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.” Så bøjede han sig igen forover og fortsatte med at skrive på jorden. Da de, der var kommet med kvinden, fik den besked, luskede de bort, den ene efter den anden – de ældste først. Til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden midt i folkemængden. Da rettede han sig op og så sig omkring. „Hvor blev de af?” spurgte han kvinden. „Var der ingen, der fordømte dig?” „Nej, Herre,” svarede hun. „Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. „Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.”
Andreas Slot-Henriksen fortæller om kærligheden ud fra 1. Korinterbrev kapitel 13 og understreger, at når Paulus beskriver kærlighedens egenskaber, taler han ikke bare om abstrakte idealer, men om Guds egen karakter, som Han ønsker at forme i sine børn. Forståelsen af kærlighed spænder over syv græske begreber, men i dette kapitel er det agape – den uselviske og selvopofrende kærlighed – der beskrives. Undervisningen tager udgangspunkt i konkrete dagligdagssituationer – fx Mette, der kommer hjem fra arbejde til rod og en træt mand – og belyser, hvordan Guds kærligheds egenskaber kan leves ud i praksis fremfor reaktive følelser og nag. Pointen er, at man i stedet for irritation vælger tålmodighed og venlighed, og vælger at møde andre med forståelse og opmuntring.
Grundtrækkene i kærlighed beskrives én for én: Tålmodighed som den lange lunte, mildhed som venlighed i handling, og glæde over andres gavn fremfor jalousi. Kærligheden skjuler ikke fejl, men glæder sig over sandheden og retfærdighed. Hvor verden måler og fører regnskab, er kristen kærligheds kald altid at tilgive og ikke bære nag. Jesus selv eksemplificerer denne kærlighed – både i sit samvær med disciplene, da han vasker fødder, såvel som i sit møde med kvinden grebet i ægteskabsbrud: Han er ydmyg, fordømmer ikke, men leder med sandhed og nåde.
Undervisningen viser, hvordan sårbarhed, uret og svigt ikke må få mennesket til at opgive kærligheden, men tværtimod holde fast, håbe, blive ved og tro det bedste om andre. Eksemplerne fra Jesu liv fremhæver, hvordan Han altid sætter Guds vilje først og ikke søger sit eget – selv når det krævede korsfæstelse. Kærlighedens kraft er, at den ikke praler, ikke bliver ophidset, ikke regner fejl, men bare elsker hen over forskelligheder og skuffelser. I ægteskab, venskab, menighed og familie skal kærlighedens egenskaber bære igennem alle modsætninger og konflikter.
Kærlighedens livsregel er vedholdenhed: At blive ved, også når det koster. Kærlighed, der tror alt, håber alt og udholder alt, forvandler verden og relationer, og er det, Gud ønsker skal præge alle relationer blandt Hans folk. Gud er kærlig, men også fuld af sandhed og retfærdighed – kærligheden har grænser og sætter sandheden højt. At lade kærligheden gøre mennesket blint for verdens dom og i stedet åbne øjnene for Jesus alene, er undervisningens hjerte. Gud er kærlighed, men Hans kærlighed sætter altid betingelsen: At man følger Ham.
Citat fra undervisningen: “Kærligheden hører aldrig op – det er ikke et ordsprog, men et løfte og en livsregel fra Gud.”
