Andreas Slot-Henriksen fortæller om, hvordan djævlen ønsker at ødelægge det, Gud har lagt i hvert enkelt menneske, og at ødelæggelsen af det kald Gud har givet, er djævlens største mission. Gang på gang mærkes det i arbejdet med at bede for mennesker, både nye og erfarne troende, at fjenden konsekvent angriber netop kaldet. Bibelens ord viser, at hver enkelt troende er udvalgt til at være en levende sten i det åndelige tempel: “Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.” (1. Peterbrev 2,4-5)

Mange kan bruge et helt liv i troen uden at opleve, at Gud siger noget ‘specifikt’ om deres eget kald – og det kan føles ensomt og frustrerende. Oplevelsen af ikke at få Guds vejledning kan føre til følelser af utilstrækkelighed, men i virkeligheden handler kald ikke om store, spektakulære oplevelser, men om at indstille sig på at lade Gud bruge én. At tage sit kald på sig handler om at forstå sin plads og gå ind i tjeneste for Gud; at indse, at kaldet først og fremmest er en frivillig omstilling til at ville lade sig lede, danne og lede af Gud i alt.

Gud har ifølge Efeserbrevet lagt konkrete gode gerninger til rette for hver eneste troende: “For af nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, Gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” (Efeserbrevet 2,8-10) Det er dermed ikke muligt for nogen troende helt at mangle kald – Gud har sat noget for enhver. Men for at vokse ind i kaldet er det afgørende at kende sin identitet i Jesus, og at lade Ham forme karakteren dybt og helhjertet. Identitet i Jesus er ikke blot et begreb, men en langsom dannelse, hvor man lader sig præge og forvandle – og kun derigennem vil man være rustet til de opgaver, Gud har forberedt.

Understreges bliver, at identitet i Jesus ikke kan springes over. Det er kun som en ny skabning, tilgivet, iklædt Jesus og opfyldt af Helligånden, at man kan gå helhjertet i sit kald og ikke blive væltet af fjendens løgne, syndens skam eller skyldfølelse. Listen over alt det, Gud har sagt om troende, er lang – tilgivelse, frelse, Helligåndens udrustning, retfærdighed, kærlighed, medarving i Kristus, borger i Himlen, udvalgt til et kongeligt præsteskab, Guds værk, frihed fra syndens slaveri, rettighed til evigt liv, ingen fordømmelse, uadskillelighed fra Guds kærlighed, udrustning til gode gerninger og kald til hellighed og retfærdighed. Alt dette står fjenden målrettet imod og forsøger at fjerne fra troendes indre, så relationen til Gud ødelægges.

Kaldet er ikke afhængig af ydre oplevelser – det er tilsagn og sandhed fra Gud. Gud kalder først på alle før troen (en opfordring til omvendelse), dernæst på alle troende til at leve som disciple, og til sidst til en personlig, unik tjeneste. Kaldet som troende rummer forpligtelser: “I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.” (Efeserbrevet 5,1-2) og “Men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet: I skal være hellige, for jeg er hellig.” (1. Peterbrev 1,15-16)

De generelle kaldelser til troende omfatter: at tro på Jesus, omvende sig, elske Gud og næsten, følge Jesus, efterstræbe fuldkommenhed, vandre i kærlighed, ydmyghed og tjeneste, lade lyset skinne, bære frugt værdigt, være tålmodig, bekende synd, bede uden ophør, tilbede i ånd og sandhed, sige tak, elske sine fjender og gøre mod andre, som man ønsker, de skal gøre mod en. “Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.” (Johannesevangeliet 15,16)

For at leve et frugtbart liv i sit kald kræver det, at rødderne er dybe og stærke, hvilket igen kræver tidens investering og villighed til, at Guds ånd præger karakteren. “De, der er plantet i Herrens tempel, skyder op i vor Guds forgårde. Selv i deres høje alder bærer de frugt, de er friske og grønne, så de kan forkynde, at Herren er retskaffen; han er min klippe, der er ingen uret hos ham.” (Salme 92,13-15) Rodfæstet er nødvendigt for at bære varig frugt, og hele tiden må man lade Gud beskære det, der ikke er Ham til glæde.

Kompasset i kaldelsens tjeneste er Helligånden. “Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.” (Ordsprogenes Bog 3,6) Vejen er bred, men stien er der, hvor Gud præcist vil lede og vejlede i det personlige kald ud til specifikke mennesker. Kaldet er aldrig for ens egen skyld, men for at Gud skal herliggøres, og at mennesker skal nås. Kaldet kan ændre sig hen over livet, i takt med at Gud former, forbereder og giver adgang til nye opgaver – og det er ikke altid et spørgsmål om store oplevelser, men ofte om en stille brand, en vedholdende glæde eller trang i hjertet, som vokser frem over tid. Gud bruger både viljen og omstændighederne til at skabe længsler, passioner og mod, og ofte vil kaldets fuldbyrdelse ikke ligne det, man først troede, men langt overgå egne forestillinger.

Selv i situationer, hvor det opleves, at kaldet ikke er tydeligt, eller man kan være i tvivl, er Guds ledelse trofast. Gud vil føre ind i forudberedte gerninger, åbne døre som ingen selv kunne have skabt, og selv der, hvor fjenden forsøger at så tvivl, diskvalificere eller lamme ved skyld, skam eller uværdighed, må man stå fast i Guds sandheder. Djævlens løgne forsøger altid at få de troende til at tvivle på deres kald, identitet og autoritet, men det er et kald og ansvar at genkende og afsløre løgnen og i stedet træde aktivt og frimodigt frem i Guds autoritet.

Kaldet er ikke altid, at man skal være prædikant, missionær eller leder – det kan lige så vel være at være lærer, direktør, eller hvilken som helst funktion, hvor Gud har sat én, bare man tjener Gud, følger Hans ledelse og er trofast i det små. Gud kalder ind i nye sæsoner i livet, og når man er tro i det små, vil Han sætte over større opgaver. Alt, hvad Gud ønsker, er hjerte, villighed og helhjertet overgivelse, mere end mange timers aktivitet. Gud belønner ikke udmattelse, men passioneret, helhjertet hengivelse: “Men uden tro er det umuligt at behage Gud; for den, der kommer til Gud, må tro, at Gud er til, og at han lønner dem, som søger ham.” (Hebræerbrevet 11,6)

Kaldet handler derfor om, at man villigt og uden forbehold stiller sit liv til rådighed for Gud og lader sig lede, bruge og forme. Gud ønsker ikke noget halvhjertet, men at man søger Ham entusiastisk, passioneret og beslutsomt. Når man lever ud fra, hvem Gud har gjort én til og ikke lader sig bremse af fortid, synd, skyld eller egne begrænsninger, vil Gud både præge karakteren, åbne nye muligheder og lade frugt vokse frem, som glorificerer Ham og fører mennesker til frelse.

Citat fra undervisningen: “Når du er villig til at tage Guds identitet ind over dig, når du er villig til at lytte, så vil Han også lede dig.”