Efeserbrevet 5,1-20: I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes blandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vittighed, det passer sig ikke, men derimod taksigelse til. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lov at dele i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem. For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren. Lev som lysets børn – for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed – og lad kun det gælde, som behager Herren, og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem; for man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte. Men alting kommer frem i dagens lys, når det afsløres af lyset, for alt, hvad der kommer frem i dagens lys, er lys. Derfor hedder det: «Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig.» Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje. Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udsvævelser, men lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.
1 Peter 2,18-21: I, som er tjenestefolk, skal underordne jer jeres herrer med al respekt, ikke kun de gode og milde, men også de urimelige. For det er Gud værd, når nogen med Gud for øje tåler uforskyldte lidelser. Det er jo ingen ros, at I tåler mishandling, når I fejler, men hvis I tåler lidelse, når I gør det gode, er det Gud værd. Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jer og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor.
Filipperbrevet 2,5-11: I skal have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det og tog en tjeners skikkelse på og blev menneskerlig. Og da han trådte frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig ind til døden, ja døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.
Matthæus 7,28-29: Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Johannes 8,7-11: Men da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Så bøjede han sig ned igen og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de bort, én efter én, de ældste først; og Jesus blev alene tilbage med kvinden, der stod foran ham. Jesus rettede sig op og spurgte hende: “Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?” Hun svarede: “Nej, Herre, det var der ikke.” Jesus sagde: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”
Lukas 10,38-42: Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig for Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var helt optaget af at sørge for ham, og hun kom hen og sagde: “Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.” Men Herren svarede hende: “Martha, Martha, du gør dig bekymret og er urolig for mange ting; men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”
Johannes 5,14: Senere fandt Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: “Nu er du rask; synd ikke mere, for at der ikke skal se noget værre til dig.”
Markus 16,17-18: Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale i nye tunger, de skal tage slanger op, og hvis de drikker dødelig gift, vil det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, og de skal blive raske.
Johannes 12,48-50: Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har allerede sin dommer. Det ord, jeg har talt, skal dømme ham på den yderste dag. For jeg har ikke talt af mig selv, men Faderen, som har sendt mig, har påbudt mig, hvad jeg skal sige og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans bud er evigt liv; så når jeg taler, taler jeg sådan, som Faderen har sagt til mig.
Esajas 11,3-4: Han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører, men han dømmer de svage med retfærdighed og fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Johannes 13,12-15: Da han havde vasket deres fødder og taget sin kappe på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: “Forstår I, hvad jeg har gjort imod jer? I kalder mig mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, som jeg har gjort imod jer.”
Efeserbrevet 4,21-24: Så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som sandheden er i Jesus, skal I aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige liv og som ødelægges af de forførende lyster, og I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.
Andreas Slot-Henriksen forklarer om nødvendigheden af at ligne Gud og imitere Jesus i alle livets aspekter. Der sættes ind med at vise, at “I skal ligne Gud som Hans kære børn,” og essensen ligger i at være aktive efterfølgere og ikke blot nominalt kristne, men at Mose og profeternes skrifter peger på efterlignelse som kristenlivets egentlige form. Begrebet “at ligne” bliver foldet ud: Det er ikke bare et ydre, men en indre transformation, hvor det gamle liv må skiftes ud med nyt liv, og hvor sindet fornyes gennem Helligåndens kraft og fællesskabet med Gud. Der gøres op med opfattelsen af kristendom som kultur eller baggrund; det er et aktivt valg og daglig fro at træde ind i efterfølgelse af Jesus. Det handler om at være sand imitator, som Paulus og Peter taler om, og hvor Jesus’ liv og gerninger sættes som standard for den enkelte troende. Her udfordres det, om man taler sandt om sin tro, om der er konsekvens og frugt i hverdagen, og om man med respekt og kærlighed møder både Gud og medmennesker.
Identitet i Kristus markerer et afgørende vendepunkt: Hvis ikke man kender sin identitet som elsket, frikøbt og Guds barn, har man intet at stå imod mørket med, når fristelsen eller anklagen kommer. Det opfordres til at gå ind i Guds løfter og proklamere dem over sit liv, så Jesus’ værk får konkret betydning og Jesus får ære i den enkelte. Ved at identificere sig med Guds karakter, og ved dagligt at vælge fællesskab med Ham, får man ny styrke og kan handle med autoritet, i ydmyghed. Jesus havde kæmpe autoritet, men han bar den i ydmyghed og kærlighed, og satte aldrig sig selv først, men tjente, tilgav og satte endda sine fjender fri. Det understreges, at tilgivelsen altid var aktiv, både på korset og i mødet med mennesker, og der gives eksempler fra evangelierne på, hvordan tilgivelsen og helbredelsen fulgte hinanden.
Der fremhæves, at den levende tro indebærer, at man træder ud i handling og tør forvente mere – ikke som spektakel, men fordi Gud vil have, at det overnaturlige bliver naturligt for den, der tror og agerer i fællesskab med Helligånden. Den troende skal ikke søge tegn og undere for egen vinding, men åbne for arbejder, der tjener Guds rige og viser Guds kraft. Der advares mod at lade kød eller følelser tage styringen i ønsket om mirakler, men i stedet leve i bøn, afhængighed og fællesskab med Gud, hvor troen vokser og mirakler følger naturligt med. Der gøres klart, at Jesus gjorde langt mere, end der er skrevet i Bibelen, og de troende skal ikke afgrænse sig til kun teorier om helbredelser eller udfrielser, men tage hele paletten i brug – og forvente at Gud er virkende med Helligånden. Jesus brugte det profetiske, udførte mirakler, helbredte, satte fri – og kaldte sine disciple til at gøre det samme.
Undervisningen peger også på nødvendigheden af refrygt og helighed: Ved at have respekt for Gud og stræbe efter renhed, åbnes nye sider af vandring og forståelse for Helligånden, hvor det ikke er ved egne evner, men ved tilbedelse og at sætte Gud først. Der vises til eksempler som Noah, der i tro og udholdenhed handlede på Guds ord, og opmuntrer til at bruge tid alene med Gud som kilden til kraft og forvandling. Hvis man ikke bruger tid med Gud, vokser troen ikke, og fællesskabet kan ikke bære i modgang. Jesus trak sig ofte tilbage til bøn, også for at søge visdom og retning, og det understreges, at sådan må enhver, der vil ligne Gud, dagligt søge fællesskab i bøn og tilbedelse.
Tjenesten foldes ud med 21 aspekter fra Jesus’ liv: Dåb, åbning for Helligånden, godhed, tilgivelse, helbredelse, mirakler, profetisk tjeneste, autoritet, ydmyghed, at gå til mennesker på kanten, og vaske disciplefødder – også Judas’. Der gøres klart, at det ikke handler om egen styrke, men om at tage imod den identitet som Guds barn, og handle på det, dag for dag. Undervisningen markerer, at man skal forvente mere, bruge tid alene med Gud, identificere sig med Jesus, og elske som Han elskede, for sådan kan troen blive levende og handlekraftig. Jesus satte standarden, at den største må være alles tjener, og man skal være adskilt fra verden ved at vandre i helighed.
Til sidst samles budskabet: At ligne Gud og efterfølge Jesus er ikke en statisk eller teoretisk opgave, men en levende, daglig praksis, hvor troen vokser ved at bruge det, Gud har givet, handle på Hans ord, og lade sig forvandle i fællesskab med Helligånden. Der lægges vægt på, at ordet har skabende kraft – “hvad du siger, hvad du tror, hvad du proklamerer med din mund, det bliver skabt.” Opfordringen er at slippe bagtale, fnader, kødets bagage, og være levende vidner der, hvor man er, med kærlighed, respekt og aktiv tro – så det overnaturlige får plads og Gud bliver ophøjet i hverdagen.
Citat fra undervisningen:
“Du skal ikke bare tro lidt, men bruge det Han har givet dig – ellers falder man i søvn og Gud får ikke ære.”
