Undervisningen begynder med et stærkt fokus på temaet om at lade være med at lade fortiden definere sine valg og sin fremtid. Der henvises til hvordan Jesus er radikal og provokerende i sin tydelighed, særligt i evangeliet ifølge Lukas kapitel 9, vers 57-62. Her står der: Mens de var undervejs, var der en, der sagde til ham: “Jeg vil følge dig, hvorhen du går.” Jesus svarede ham: “Ræve har huler, og himlens fugle har reder; men menneskesønnen har ikke noget sted at hvile sit hoved.” Han sagde til en anden: “Følg mig!” Men han svarede: “Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.” Men Jesus sagde til ham: “Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.” En anden sagde: “Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.” Men Jesus sagde til ham: “Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.” Denne tekst danner udgangspunkt, og det fremhæves hvor provokerende og kompromisløs Jesus er: Når Han kalder, skal opgaven prioriteres over alt andet, også over sociale og naturlige behov. Historien om dåben udbygges, hvor et ord fra Gud bliver udskudt og dagens omstændigheder viser, at det at vente kan betyde at man mister muligheden, som Gud havde givet netop nu. For det Jesus siger er, at vi ikke må se os tilbage, men må gå fremad, også selvom det koster nærhed med tryghed og relationer.
Der trækkes tråde til det gamle testamente og profeten Elisa, kaldet direkte af Elias. Elisa var en stor profet med nærhed til Gud og politisk indflydelse, men da kaldet kom, handlede han radikalt: I 1. Kongebog 19,19-21 står der: Så drog Elias bort derfra og traf Elisa, Shafats søn, som gik og pløjede med tolv spand okser foran sig. Selv gik han ved det tolvte spand. Elias gik hen til ham og kastede sin kappe over ham. Da lod Elisa okserne gå, løb efter Elias og sagde: “Lad mig kysse min far og mor farvel, så vil jeg følge dig.” Han svarede: “Vend tilbage, for hvad har jeg gjort dig?” Så gik han tilbage, tog spandets okser og slagtede dem. Han kogte kødet over ilden fra åget og gav det til folkene, og de spiste. Selv gik han efter Elias og kom i hans tjeneste. Elisa brændte broen til sin fortid og tog ikke noget af sit gamle liv med, men begyndte radikalt på ny, da Gud kaldte. Det illustreres, at kaldet fra Gud er et nu-kald, hvor vejen tilbage må fjernes for at kunne leve i det Gud har tiltænkt en.
Der kobles til Jesus’ invitation: Kom til mig, alle I, som slider og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let. (Matt 11,28-30) Elisa brændte det menneskelige åg, det der kunne have givet ham rigdom og magt, for at tage Guds åg på sig. Troens liv kan opleves tungt i starten, men jo mere man tager imod Guds kærlighed, jo mere let føles Hans åg, fordi Han bærer med. At sige farvel til det gamle kan føles som et offer, men troens vej og handling fører ind i frihed, vækst og forvandling i tillidens og lydighedens spor.
Der indflettes en nutidig fortælling om Sophie, som hele sit liv bar på stemmer fra fortiden, der havde fortalt hende, at hun aldrig ville lykkes, aldrig var god nok. Selv da hun får muligheden for at tage imod noget stort, lader hun stemmerne og frygten for fiasko, bagtalelse og fortiden holde sig tilbage – og mister fremtidens potentiale. Undervisningen spejler dette i mange menneskers liv i dag: stemmer, labels og løgne fra verden, familie eller egne tanker får mere vægt end det Gud siger, og derfor bliver man fanget i passivitet. Det bliver tydeligt, at vi må sige nej til løgne, nej til den gamle identitet, og aktivt vælge at lade Gud definere hvem vi er og hvad vi får adgang til.
Der fremhæves vigtigheden af at kende sin identitet i Gud og at tro på, at alt kan blive forandret i Jesus. 1. Johannesbrev 5,1-5 citeres: Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud; og enhver, som elsker Faderen, elsker også den, der er født af ham. Deraf ved vi, at vi elsker Guds børn: når vi elsker Gud og handler efter hans bud. For dette er kærligheden til Gud, at vi holder hans bud, og hans bud er ikke tunge. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden. Og dette er den sejr, som har overvundet verden: vores tro. Hvem er den, der overvinder verden, om ikke den, der tror, at Jesus er Guds Søn? Troen overvinder, men tro er også handling – det understreges igen og igen at man må handle på Guds ord og gå frem, ikke bare drømme.
Et andet vigtigt tema er at tage imod Guds gaver og kærlighed uden stolthed eller frygt. Mange har svært ved at tage imod fra Gud eller medmennesker, fordi de enten ikke føler sig værdige eller frygter, hvad andre tænker. Men hvis Gud ønsker at give, skal man sige ja og tage imod i ydmyghed. Ligeledes bør stolthed lægges ned for at give al ære til Gud, så velsignelsen ikke stjæles af menneskelig ære eller selviskhed.
Når det kommer til at håndtere fortidens nederlag og gamle fejl, påpeges det, at djævelen konstant forsøger at komme med anklager – men Gud har slettet alt, som én har bekendt og givet til Ham. Gud ønsker ikke, at du konstant skal vende tilbage til gamle fejl, men at du skal lade Ham definere dig nu og fremover. Han vil at du vokser i det Han har gjort – ikke hænger fast i selvfordømmelse. Undervisningen peger på, at denne frihed kun er mulig, hvis man er villig til at gøre op med gamle mønstre, måske også få forbøn og få tingene frem i lyset, fordi mørket mister sin magt dér.
Det at følge Jesus handler om at blive ved med dagligt at vælge Ham og Hans sandhed til – ikke bare én gang, men igen og igen. Paulus’ ord i Filipperbrevet 3,13-14 lyder: Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det; men ét gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude, jeg jager mod målet, mod den sejrpræmie, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. Det gamle må glemmes og det nye gribes. Fortiden skal hverken undskyldes eller retfærdiggøres, men lægges i graven, som Elisa bogstavelig talt gjorde med sine okser og deres åg.
Undervisningen inkluderer også eksempler fra dagliglivet, hvor Gud taler mere gennem intuition, idéer og lyst end gennem store mirakler eller dramatiske tegn. Men det afhænger altid af om man handler på det – for klassikeren er, at man ofte lader frygten for hvad der kan mistes fylde mere end tilliden til hvad Gud vil give. Derfor bliver opfordringen at vælge Gud, også hvis det betyder at slagte sine egne “okser”, sælge alt og forlade verdens tryghed.
Der tales også om de tre hovedområder, som skal forvandles: mindset (hvor meget tankerne dikterer liv og valg), karakter (ens respons og attitude over for udfordringer og mennesker) og egoisme (selvets behov og handlinger kontra tjeneste for Gud og andre). Netop egoismen kan lure selv hos mennesker, som tror de har lagt det gamle bag sig, men i dagligdagen alligevel sætter sig selv i fokus. Romerbrevet 12,2 bruges: Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. Transformation og fornyelse sker, når man dagligt vælger Guds tanker over ens egne.
Det afsluttes med formaningen til ikke at fordømme sig selv (djævelen skal nok prøve at gøre det), men at tro på, at når Gud siger, det er fuldbragt, så er intet mere nødvendigt. Husk at tage alle “vogne” af selvhad, forkastelse og frygt, lægge dem i grusgraven og lade Jesus bestemme fremtiden. Bed evt. om forbøn og få sat ord på det, der binder: lyset sætter fri, mørket fængsler. Det kræver et valg – og valget er både dagligt og radikalt.
Til sidst opfordres til at stole på Gud helt og gå ud i livet, som nye, frie mennesker: Det kræver villighed, ægte opgør og flere gange at vælge Gud over fortiden. For det handler dybest set kun om én ting: det Han har gjort, den Han er, og den Han kalder dig til at være.
