Undervisningen tager udgangspunkt i, hvad det vil sige at leve som kristen ud fra Guds standard og ikke menneskers. Begyndelsen lægger vægten på begrebet “standardkristen” – hvad det dækker, og hvorfor valget af standard er afgørende for alt, der former tro, praksis og livsstil. Mange forholder sig til en “normal” forståelse af kristendom, hvor det at bekende troen og leve et almindeligt liv anses som nok. Men Guds standard er radikalt anderledes: Det er et kald til at vandre i kærlighed, ærefrygt, hengivelse og overgivelse dagligt, ikke bare i ord men i handling og attitude.

Undervisningen kredser om Hebræerbrevet 11,6: “Men uden tro er det umuligt at behage Gud; for den, der kommer til Gud, må tro at han er til og lønner dem, der søger ham.” Troen er ikke for det enkeltes menneskes skyld, men for Gud selv – fordi mennesket er skabt til fællesskab, nærhed og intimitet med Ham. Den, der flittigt søger Gud, oplever løn – ikke primært i ydre belønning, men i voksende nærhed og transformation.

Herefter bygger undervisningen videre med udgangspunkt i Jakobsbrevet 4,7-10 om at underordne sig Gud og stå djævlen imod. Det fremhæves, at selve handlingen at “lægge sit liv under” Gud – Hans ord, Hans principper, Hans veje – er altafgørende for at erfare både beskyttelse og forvandling. God relation til Gud starter med at tage imod Jesus’ hånd, men kræver at man selv handler, søger og holder sig nær.

Guds standard handler om hjertekvalitet og om at leve i kærlighed, opofrelse og ærefrygt – ikke for at tilfredsstille mennesker eller kirkelige normer, men for at opfylde det, Gud kalder efter. Den særlige vægt på ærefrygt foldes ud via Matt 10,28-31 og Salme 25,8-14, hvor det fremgår, at frygt for Gud ikke er skræk, men bevidsthed om alvoren og konsekvensen i forhold til evigheden. At frygte Gud handler om passion, om at være bange for ikke at være i Hans nærhed – om at sætte hele livet ind på det privilegie, det er at kende Ham.

Der stilles skarpt på, hvordan standarden let forfladiges til kirkevane, søndagskristendom eller en high-five-ven med Gud – men Gud søger helhjertet overgivelse, hvor intet i livet holdes tilbage. Ærefrygten skal drive syngen, bønslivet, prioriteringer og det daglige valg, så Gud aldrig forvandles til en hobby eller en “ven,” men bevarer sin plads som konge, Herre og far.

Salme 139 læses for at understrege, hvordan Gud kender og elsker den enkelte dybere end nogen anden; han har før enhver dag blev til, skrevet ens liv ind i sin bog, og kender ens tanker, ord og følelser til bunds. Pointen er, at den kærlighed man har modtaget, skal gives videre – og netop det kendetegner en sand kristen: Indbyrdes kærlighed, omsorg, respekt, nåde og opmuntring ind i hinandens liv og nød.

Undervisningen vender derefter den praktiske side af standardkristendom: Det handler ikke om at gå på kanten eller finde undskyldninger for at blive så tæt på verden, man kan – men om hvor langt man kan nå væk fra kanten, og hvor tæt man kan komme på Gud. Ærefrygt er midlet, hvor igennem Gud former, udruster og leder – forvandlingen sker altid i overgivelsen og i at slippe sig selv.

Undervisningen understreger faren ved at lade frygt, ligegyldighed, rutine eller verdens normer erstatte ærefrygten for Gud. Peter og disciplene, som boede og gik med Jesus, forstod i perioder ikke alvoren; men frygten for mennesker eller svigt kan aldrig være drivkraften, kun ærefrygten og det, at Gud er majestæt og konge.

Et vigtigt område er derfor også mundens og ordenes betydning – det, man siger til og om andre, er bærende for Guds riges kultur. At opmuntre, velsigne, tale tro og bygge op – og aldrig at “lave sjov” på andres bekostning, særligt ikke med personlige svagheder, udseende eller udfordringer. Som kristne må man kendes på indbyrdes kærlighed, ikke på jokes eller hårde bemærkninger. Der løftes også et kald mod racisme, mobberi, nedladenhed og sarkasme – Guds standard er, at alle er skabt i Hans billede og fortjener at blive talt kærligt og respektfuldt til.

Afslutningsvis kaldes lytteren til at sondere sit livs grund, om man lever ud fra ydre standarder eller ud fra ægte Gudsforhold. Det er i bøn, i overgivelse og ærefrygt, i længsel efter mere af Hjertets konge, at kraft, retning og praksis forvandler livet – og at kærligheden til Gud og mennesker kommer på førstepladsen.