Mattæusevangeliet 16:24-26 BPH
Så sagde Jesus til dem, som fulgte ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet. De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl?
Matthæus 4:17
17 Fra da af begyndte Jesus at prædike: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!«
Markus 6:7-13
7 Jesus kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder, 8 og han forbød dem at tage noget med sig på rejsen bortset fra en stav, men ikke brød eller taske og heller ikke penge i bæltet; 9 dog skulle de have sandaler på, men de måtte ikke tage to kjortler med. 10 Og han sagde til dem: »Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre. 11 Og er der et sted, hvor de ikke vil tage imod jer eller høre på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.« 12 Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; 13 og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.
Apostlenes gerninger 26:19-22
19 Derfor, kong Agrippa, har jeg ikke været ulydig mod det himmelske syn. 20 Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver. 21 Det er grunden til, at jøderne anholdt mig på tempelpladsen og ville slå mig ihjel.
Jakob 1:26-27
26 Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd. 27 En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.
Jakob 3:5-12
5 Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; 6 også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. 7 For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; 8 men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. 9 Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; 10 fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være. 11 Kan en kilde give både fersk og salt vand af samme væld? 12 Mine brødre, kan et figentræ måske bære oliven eller en vinstok figner? Nej, og lige så lidt kan en salt kilde give fersk vand.
2 Korinther 7:8-11
8 For selv om jeg har voldt jer bedrøvelse med mit brev, fortryder jeg det ikke. Og selv om jeg også havde fortrudt det – jeg ser jo, at brevet, om så kun for en tid, gjorde jer bedrøvede – 9 er jeg nu glad, ikke fordi I blev bedrøvede, men fordi I blev bedrøvede til omvendelse. Jeres bedrøvelse var nemlig efter Guds vilje, så I altså ikke har lidt skade af os. 10 For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død. 11 Og se, netop bedrøvelsen efter Guds vilje – hvor stor beslutsomhed, ja undskyldning, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos jer! På alle måder har I vist jer rene i den sag.
Paulus’ Brev til Efeserne 4.30–32 (Danish CLV)
30 Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag. 31 Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; 32 men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.
1. Korinterbrev 6:9-10 BPH
Ved I ikke, at de, der lever i oprør mod Gud, ikke får del i Guds rige? Pas på, at I ikke bedrager jer selv! Mennesker, der lever i seksuel synd, utroskab eller afgudsdyrkelse, vil ikke få del i Guds rige. Det samme gælder mænd, som praktiserer homoseksualitet, og det gælder tyveknægte, griske mennesker, drankere, svindlere og dem, der nedgør andre.
Johannes 16:13-15
13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Titus 2:11-15
11 For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker 12 og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, 13 mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. 14 Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. 15 Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk . Lad ingen ringeagte dig!
Matthæus 2:1-12
1 Da talte Jesus til skarerne og sine disciple 2 og sagde: »De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ stol. 3 Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. 4 De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. 5 Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; 6 de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen 7 og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.
8 I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. 9 Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. 10 I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus. 11 Men den største blandt jer skal være jeres tjener. 12 Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
2 Kor 5:20
20 Så er vi altså udsendinge i Kristi sted
idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! 21 Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.
Johannes 4:19-24
19 Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. 20 Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« 21 Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. 22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. 23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. 24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«
Paulus’ Brev til Romerne 12.1–21 (Danish CLV)
1 Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. 2 Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.
3 I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. 4 For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, 5 således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. 6 Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; 7 den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; 8 den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne.
9 Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. 10 Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. 11 Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. 12 Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. 13 Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. 14 Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. 15 Glæd jer med de glade, græd med de grædende. 16 Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab. 17 Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. 18 Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. 19 Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. 20 Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« 21 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.
Andreas Slot-Henriksen underviser om, hvad det vil sige virkelig at tjene Jesus med sit liv. Han indleder med at udfordre til at tænke over, hvilken horisont man lever sit liv ud fra: Lever man ud fra et kort, jordisk perspektiv, eller ser man livet og sine valg med evigheden for øje? Denne bevidsthed er afgørende. Har man givet sit liv til Jesus, er målet evigt liv i Himlen – og der er kun ét andet alternativ, hvis man vælger Ham fra. Det centrale spørgsmål, der stilles, er: “Tjener jeg egentlig Jesus med mit liv?” Det handler både om motivation og om indholdet i det daglige liv. Mange undskylder sig selv og kommer med forklaringer på, hvorfor de ikke lever nær Jesus eller vælger det, Han beder om, men undervisningen skærer ind til benet: Hvor ærlig er man egentligt omkring sin efterfølgelse?
Jesus er selv forbilledet og tydelig om, hvad det vil sige at følge Ham. Matthæus 16,24-27 nævnes: “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv for min skyld, skal finde det. Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give i vederlag for sit liv? For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerning.” At være Jesus’ discipel kræver altså, at man lægger alt til side og accepterer, at sandt liv findes ved at give sig selv fuldstændigt til Gud. Det handler om at gøre op med alt det, der ikke behager Gud, og særligt se på, om man med ægte hjerte kan stå frem for Ham uden undskyldninger.
Samtidig trækkes en linje til, hvad tjeneste i praksis handler om. Mange forbinder det at tjene Jesus med at prædike, helbrede eller kaste dæmoner ud, men noget kommer før alt dette: Omvendelse. Matthæus 4,17 nævnes: “Fra da af begyndte Jesus at prædike: ‘Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!'” Det første, Jesus kalder til, er at vende sig bort fra synd, og det gælder fortsat enhver disciple. Ingen kan have fællesskab med Gud eller virkelig tjene Ham, hvis ikke der er taget oprigtigt opgør med det, der skiller én fra Ham. Derfor udfordres alle til at spørge sig selv: Har man faktisk vendt om fra det, der ikke behager Gud?
Undervisningen adresserer falske forkyndelser om, at tro automatisk medfører et problemløst liv, og insisterer på, at sand efterfølgelse netop ofte vil møde modstand. Djævelen sætter ind, når mennesker kommer for tæt på Gud, men Guds beskyttelse holder. Når evangeliet deles, skal det ske ærligt: Omvendelse og et nyt syn på synd skal ikke forties, for kun sådan får man adgang til det fulde fællesskab. Tjeneste begynder netop i ydmyghed, opgør med stoltheden og det gamle liv og i stedet tilegnelsen af en taknemmelig og villig attitude.
Troen må ikke reduceres til et spørgsmål om ydre gerninger, facade eller at klare bestemte punkter på en kristen tjekliste. I stedet peges der på hverdagslivets betydning: Hvordan starter man sin dag? Med brok og utilfredshed – eller i bøn og tak? For det er ikke kun præstationerne, men også karakteren, de små valg og ord, tanker og relationers kvalitet, der definerer om og hvordan man tjener Jesus. Jo mere man brokker sig, jo længere bevæger man sig væk fra Ham – jo mere taknemmelighed og en positiv mund og attitude, jo mere åbnes for forvandling og glæde.
Dyb refleksion anbefales om tanker, ord og handlemønstre. Der opmuntres til at investere i andre, til at møde mennesker med venlighed og tilgivelse, og selv i modgang eller svære relationer at forsøge at være det lys, som Gud ønsker. Identitet i Gud er afgørende, for det er først, når man virkelig tror på, at man har værdi, at handling kan bære frugt. De tanker og ord, der fylder sindet, sætter retning: Enten opbygges tro og glæde, eller der kommer skade – både indadtil og udadtil. Negative tanker og domme mod sig selv eller andre skal erstattes af sandhed om Gud og ens værdi i Ham.
At tjene Gud er desuden ensbetydende med at bevare renhed i sind og handling og rydde op i det, der sårer andre eller slider på relationer. Den måde, man taler til og om hinanden, skal være opbyggende, ikke nedbrydende. Gamle vaner, dårlig humor eller sarkasme, som sårer, skal lægges fra, og der skal stå en velvilje og barmhjertighed i stedet. Tjeneste og det kristne fællesskab handler langt mere om relation med Gud og Helligånden end om synlige gerninger. Motivation skal være ægte og ren – ikke betinget af andres anerkendelse, magt eller rutiner, men af et hjerte, der ønsker mere af Gud i alt.
Ydmyghed nævnes som den stærkeste nøgle til at blive brugt af Gud. Jo mere man lægger stoltheden fra sig, jo større kan Guds virke blive gennem én. Samtidig er vilje og åbenhed vigtigere end evner eller selvsikkerhed. Man skal give det bedste til Gud – både af tid, energi og ressourcer – og først derefter det, der eventuelt er til overs. Hvis man lader alt det dårlige blive hos Ham, kan Gud rense og forvandle, så man bliver et redskab, Han kan bruge. Fokus bør aldrig være på platform eller synlighed, men på at følge Guds kald i det små – i familie, arbejde, kirke eller skjult tjeneste. Gud kender hjertet, og det er kun motivet, der i sidste ende tæller.
Undervisningen slutter med at opfordre til selvransagelse og konkret handling. Hver må spørge sig selv: Følger jeg virkelig Jesus? Er mit liv præget af villighed, taknemmelighed, omvendelse og et hjerte, der ønsker at ligne Ham? Hvis svaret mangler, findes løsningen ved at begynde hvor man er: Overgive det forkerte, søge om hjælp, begynde den daglige bøn og gang på gang vende tilbage, hvis man falder. Gud er trofast, og det er hjertets retning, ikke perfektion, Han ser på. Motivationen skal være ren: At man ønsker fællesskab, nærhed og at give alt det, man har og er, over til Gud.
Citat fra undervisningen: “Du kan ikke tjene Jesus med dit liv, hvis du vandrer i synd.”
