Andreas Slot-Henriksen fortæller om de tre centrale begreber tro, håb og kærlighed, som ofte bruges som floskler eller dekorative ord, men som rummer en langt dybere betydning, end de fleste er opmærksomme på. Han starter med kærlighedens højsang fra 1. Korinterbrev kapitel 13, hvor alt andet bliver intet værd, hvis ikke kærligheden følger med: “Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg som et rungende malm og en klingende bjælde. Om jeg så har profetiske gaver og kender alle hemmeligheder, og ejer alt kunskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, den bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, bliver ikke opbragt, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Men profetiske gaver, de skal forgå, tungetale, den skal ophøre, og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis og profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Nu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” (1. Korinterbrev 13,1-13)

Tro bliver normalt brugt som et udsagn om, at man tror eller håber, men Slot-Henriksen udfolder tro fra sit græske grundord “pistis” som tillid, overbevisning, trofasthed, lojalitet, pålidelighed, sikkerhed og løfter. Det fører til spørgsmålet: Har Gud den slags tillid fra sit folk? Troen skal være karakteriseret af lojalitet, tillidsfuldhed og fast overbevisning, hvor Gud kan regne med en. Håb betegnes fra græsk som “elpis” – en fast forventning, ikke ét løst håb, men en sikker forventning om, at Gud holder, hvad Han lover: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke kan ses.” (Hebræerbrevet 11,1)

Håb og tro hænger tæt sammen, for uden den faste forventning om, at Gud gør, som Han lover, bliver troen svækket og utilstrækkelig. At håbet er levende er Guds gave: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” (1. Petersbrev 1,3) Troen handler om nuet, mens håbet peger på fremtiden og bevarer udholdenhed og styrke. Hvor tro er, er håb – og hvor håb er, må troen nødvendigvis løftes.

Kærlighed gennemgås som det, der gør hele forskellen. Kærlighed er ikke bare følelse, men substans, en viljeshandling, hvor man bevidst sætter andres bedste før sit eget og handler selvopofrende for andre uden at forvente gengæld. Han illustrerer syv former for kærlighed fra græsk kultur, men peger på, at Bibelen taler om “agape” – den uselviske, selvopofrende kærlighed. Aldrig må motivationen for handlinger være søgen efter anerkendelse eller tilfredsstillelse af egne behov, men en trængsel for at tjene og ære Gud.

Troen fører til handling; tro uden handling er ikke tro. Det er intet værd at erklære, at man tror, hvis det aldrig udtrykkes i handling – og hvis handlinger ikke bærer kærlighedens karakter, mangler de værdi. Gud elsker ikke bare; Han er kærlighed, og det må være grundlaget for alt. Tro, håb og kærlighed går således i spænd: “Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner og uophørligt over for vor Gud og Fader mindes jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet til vor Herre Jesus Kristus.” (1. Thessalonikerbrev 1,2-3) Når kærligheden daler, dør motivation til tjeneste, og så tabes formålet med alt, hvad der gøres.

Han pointerer, at det er nødvendigt at kende Guds ord og løfter for at kunne stå i håb og handle i tro – at levende kristendom kun findes, hvor alt hviler på skriften og drives af kærlighed. At have denne faste tillid, tro og kærlighed gør fælleslivet stærkt og skaber mod til at tage nye skridt i lydighed overfor Gud, selv når det er svært eller ydmygende. Alt må drives af den selvopofrende kærlighed og aldrig af egennyttig motivation. Gud ønsker at give et hjerte, der elsker på trods af, og det er netop igennem denne bevægelse – at tro, håb og kærlighed bringes sammen i praksis – at det kristne liv bliver frugtbart og meningsfuldt.

Citat fra undervisningen: “Troen må føre til lydighedshandlinger – uden lydighed er tro død.”