Matthæusevangeliet 5.38–48
38 I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ 39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. 40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. 41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. 42 Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.
43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹* 44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, 45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. 47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. 48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Peters Første Brev 2.20–25
20 Det er ingen ros, at I tåler mishandling, når I fejler. Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud. 21 Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor: 22 Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, 23 han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; 24 på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. 25 For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.*
Lukasevangeliet 4.28–30
28 Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; 29 de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. 30 Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Johannesevangeliet 2.13–17
13 Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem.* 14 På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. 15 Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. 16 Til dem, der solgte duer, sagde han: »Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!« 17 Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: » Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.«
Paulus’ Brev til Romerne 8.5–8
5 De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige.* 6 Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred.* 7 For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke.* 8 De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.
Paulus’ Brev til Galaterne 5.13–26
13 Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. 14 For hele loven er opfyldt i det ene ord: »Du skal elske din næste som dig selv.« 15 Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! 16 Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. 17 For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. 18 Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.
19 Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse,* 20 afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, 21 nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.
22 Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, 23 mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod!* 24 De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. 25 Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. 26 Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.
Paulus’ Brev til Romerne 12.9–21
9 Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode.* 10 Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse.* 11 Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.* 12 Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.* 13 Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie.* 14 Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke.* 15 Glæd jer med de glade, græd med de grædende.* 16 Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab.* 17 Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker.* 18 Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer.* 19 Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren.* 20 Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.«* 21 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.
Ordsprogenes Bog 25.21–22
21 Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise,
hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke;
22 for da samler du glødende kul på hans hoved,
og Herren vil gengælde dig.
Matthæusevangeliet 5.38–39
38 I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹* 39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til
Lukasevangeliet 22.35–38
35 Så sagde han til dem: »Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?« »Nej, ingenting,« svarede de.* 36 Da sagde han til dem: »Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et. 37 For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: ›Og han blev regnet blandt lovbrydere.‹ Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.«* 38 Da sagde de: »Herre, se, her er to sværd.« Han svarede: »Det er nok.«
…og i vers 47-52
47 Endnu mens han talte, kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran, og han gik helt hen til Jesus for at kysse ham.* 48 Jesus sagde til ham: »Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?« 49 De, som var sammen med Jesus, så, hvad der ville ske, og spurgte: »Herre, skal vi gribe til sværd?« 50 En af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham. 51 Jesus sagde: »Lad det være nok!« Og han rørte ved mandens øre og helbredte ham.
Matthæusevangeliet 5.42:
42 Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.
Lukasevangeliet 6.35:
35 Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. 36 Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.
37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. 38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«
Paulus’ Brev til Romerne 13.8:
8 Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven.
Andreas Slot-Henriksen underviser om, hvad det virkelig betyder at vende den anden kind til. Udgangspunktet er Bjergprædikenen og specifikt Jesus’ ord om ikke at sætte sig til modværge, men at reagere med kærlighed og tilgivelse. Undervisningen åbner med at illustrere, hvordan det kan opleves i hverdagen – om det handler om mekaniske udfordringer eller menneskelige relationer, er princippet det samme: ikke at lade sig opsluge af vredens eller kødets impulser. Når nogen gør dig fortræd, handler det ikke om at være svag, men om at lægge sit liv i Guds hænder og lade Ham føre dig. Gennem eksemplet fra Mattæusevangeliet 5,38-48 vises Jesu radikale opfordring til at elske fjender, bede for dem der forfølger dig, og handle i en himmelsk logik hvor kærlighed og retfærdighed trumfer ret over gengældelse.
Undervisningen tager yderligere fat i 1. Petersbrev 2, hvor Kristus selv er forbilledet på at tåle lidelse uden hverken at svare igen med skældsord eller gengælde ondt med ondt. Jesus overgiver sin sag til Gud, og det centrale bliver, hvordan du kan vælge tilgivelse og overbærenhed midt i svære situationer. Gennem hverdagsfortællinger og eksempler fra arbejdslivet og familielivet vises, hvordan kødets fristelser – vrede, bitterhed, foragt, jalousi og bagtalelse – udfordrer dig til at skifte spor. At vende den anden kind til er dermed ikke et fysisk princip, men handler om en sindstilstand, hvor Guds frugt – kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse – bliver din rustning.
Det illustreres, at mange har svært ved at vende den anden kind til over for personer tæt på, fordi følelser og relationer er dybe og sårede. Netop der bliver det en indikator på, hvor meget man er død for sig selv og har valgt at lægge kødets reaktioner bort. Bibelens egne advarsler om kødets gerninger, som i Galaterbrevet 5, peger på at bryde med utugt, had, kiv, misundelse og jalousi til fordel for åndens frugt. Undervisningen opfordrer til at granske sine motiver og lader klart forstå, at du kun kan reagere rigtigt, når du har taget Guds fulde rustning på og givet slip på forbehold, bitterhed og gamle sår.
Via eksempler med relationer, hvor samtale og kærlighed kan forvandle den hårdeste modstand, bliver det at vende den anden kind til ikke simpel passivitet, men aktiv overgivelse og visdom. Det handler også om at sætte grænser og sige fra på en respektfuld måde – noget, der kræver selvbeherskelse og Helligåndens ledelse. På den måde undgår man både at blive trådt på og at lade kødets impulser styre.
Undervisningen understreger, at det ikke altid er rimeligt bare at acceptere alt, men at din respons skal bæres af en indre fred og villighed til at lade Gud forme dig. Gennem et beretning fra koncentrationslejren og fra arbejdslivet forklares det, hvordan kærlighed og tilgivelse kan bringe lægedom, ikke bare i eget liv, men også til dem, der har gjort ondt. At tilgive og slippe kontrol og skade er den virkelige frihed, og Gud bruger det til at trække dig tættere på sig selv.
Det bringes også frem, at givertjeneste og økonomiske valg skal ske i glæde og visdom, uden at lade sig manipulere. Det er okay at sige nej, når det ikke føles rigtigt, og Bibelen opfordrer til at handle på et glad hjerte. At kende og forstå Guds ord og princippet bag reglerne er nøglen til ikke at lade fjenden forvride budskabet, så du handler i frihed og tryghed.
Samlet kaldes du til at lade Gud pege på de områder, hvor du skal tilgive, gøre op og lægge egne byrder og forventninger ned, så Han kan løfte dig nærmere. At vende den anden kind til bliver en livsforvandlende proces, hvor Guds nærvær og åndens frugt får plads, og du opnår det, som kun Han kan skabe, når du tager imod Hans visdom og ledelse.
Citat fra undervisningen: “At tilgive og slippe kontrollen kan give mere frihed i hjertet end alle de ord og angreb, du har mødt.“
