Matthæusevangeliet 22,1-14:
Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Igen sendte han nogle andre tjenere ud og sagde: Sig til de indbudte: Se, jeg har gjort mit måltid i stand, okserne og fedekalvene er slagtet, og alt er reddet; kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, en til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere, mishandlede dem og slog dem ihjel. Da blev kongen vred og sendte sine tropper ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor ud til vejkrydsene og indbyd hvem som helst, I møder, til brylluppet. Så gik de tjenere ud og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på gæsterne, fik han øje på en, der ikke havde bryllupstøj på, og han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupstøj? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Der skal der være gråd og tænderskæren. For mange er kaldet, men få er udvalgt.«
Matthæusevangeliet 8,5-13:
Da Jesus var gået ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren svarede: »Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig blot ét ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til en: Gå, så går han, og til en anden: Kom, så kommer han, og til min tjener: Gør det, så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Men jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor; dér skal der være gråd og tænderskæren.« Men til officeren sagde Jesus: »Gå! Det skal ske dig, som du troede.« Og i samme øjeblik blev hans tjener helbredt.
Galaterbrevet 3,27:
For alle I, som er døbt til at tilhøre Kristus, har iført jer Kristus.
Efeserbrevet 4,22-24:
I skal aflægge det gamle menneske med dets tidligere livsførelse, der ødelægges af de forførende lyster, og I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, som er skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.
Kolossenserbrevet 3,9-10:
Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse.
Kolossenserbrevet 3,12-14:
Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.
Romerbrevet 13,14:
Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og gør ikke noget for at vække kødets begær.
Esajas 61,10:
Jeg vil glæde mig og fryde mig i Herren, min sjæl jubler i min Gud, for han har klædt mig i frelsens klæder og svøbt mig i retfærdighedens kappe, som en brudgom sætter turbanen på sit hoved, som en brud pryder sig med sine smykker.
Salme 132,9:
Lad dine præster klæde sig i retfærdighed, lad dine fromme synge af glæde.
Åbenbaringen 3,4-5:
Men du har nogle få i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder, for de er værdige dertil. Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vil bekende hans navn for min Fader og for hans engle.
Åbenbaringen 16,15:
Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, der våger og bevarer sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man ser hans skam.
Åbenbaringen 22,14:
Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de må få ret til livets træ og gå ind gennem portene til byen.
Lukas 15,11-24:
Han sagde videre: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til sin far: ›Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.‹ Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte, og dér ødslede han sin formue bort i et udskejeligt liv. Da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i det land, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og sagde: ›Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.‹ Så brød han op og gik til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham og fik medynk med ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: ›Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.‹ Men faderen sagde til sine tjenere: ›Skynd jer at hente den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.‹ Så begyndte de at feste.
Efeserbrevet 6,13-18:
Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan holde stand på den onde dag og stå fast, når I har overvundet alt. Stå da fast med sandheden som bælte om livet, iført retfærdighed som brynje og iført den villighed til at bringe fredens evangelium som sko på fødderne. Over alt dette løft troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Tag frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Bed til enhver tid i Ånden med al bøn og anråbelse, og bed altid for alle de hellige.
Matthæusevangeliet 5,13-16:
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trædes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Far, som er i himlene.
Johannesevangeliet 8,12:
Jesus talte igen til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«
Andreas Slot-Henriksen fortæller om bryllupsfesten med Jesus, hvor Guds længsel efter intimitet og et ægteskabeligt fællesskab med mennesket står som et bærende tema. Undervisningen tager sit afsæt i, hvordan Jesus i lignelsen fra Matthæusevangeliet 22 beskriver Gud som kongen, der forbereder bryllup for sin søn og inviterer til fest. De oprindeligt indbudte, symboliseret ved Israels folk, afviser invitationen, trods gentagen kaldelse gennem profeter. Dette afspejler ikke bare historisk afvisning af Jesus, men det mere almene problem: Mange tror på Gud, men tager ikke imod det dybe kald til overgivelse og fællesskab – de forbliver ved det ydre og misser den indre forvandling. Lignelsen illustrerer, hvordan Gud insisterer, henter nye gæster ind fra alle veje og kroge – men indgangen forudsætter, at man tager imod den bryllupsklædning, kongen udleverer. Dette understreges i undervisningen som selve nøglepunktet: Man kommer ikke med ind i fest og fællesskab uden at iføre sig det, Gud har gjort og givet. I oldkristne og jødiske bryllupper var det værten, der stod for klædedragten – og kun den, der tog imod og bar klædningen, havde adgang til festen. På samme måde må man i relationen til Gud tage imod Hans retfærdighed og Hans dække over livet, ikke stole på egne kræfter eller gammel selvdækning.
Jesus’ relation til os beskrives som langt mere end en aftale eller bekendelse – det er et kald til at blive Hans brud og gå ind i et ægte, levende ægteskab med Ham. Undervisningen tegner kontrasten mellem at give sig selv til Gud – at søge Hans glæde, Hans vilje, Hans renhed – og den ofte ubevidste holdning, hvor vi bruger Gud som listeopfylder eller servicefunktion. Det minder om et forvrænget ægteskab, hvor partnerens behov og længsler tilsidesættes for egne ønsker. Sådan skal fællesskabet med Gud ikke være; det handler om at spørge: Hvad glæder Gud? Hvilken kærlighed og overgivelse kan gives, som nærer og ærer relationen? Fællesskabet bygger ikke på fortjeneste, men en radikal tilpasning af hjerte, tankegang og liv – man må gøre op med alt, der svigter loyalitet og renhed.
Gennem konkrete bibelhenvisninger viser undervisningen, hvad det vil sige at iføre sig bryllupsklædningen. Galaterbrevet 3,27 siger, at dem, der er døbt til at tilhøre Kristus, har iført sig Kristus. Det er ikke bare et ydre valg, men også at lade identiteten, væsenet og frugterne fra Gud skinne gennem sig. At iføre sig det nye menneske – Efeserbrevet 4,22-24 – er at lægge det gamle bag sig, leve i sindets og åndens fornyelse, og lade retfærdighed og Guds hellighed blive synlig. Kolossenserbrevet 3 udbygger dette billede: Man aflægger det gamle menneske og tager det nye på, som fornyes i skaberens billede til erkendelse. Undervisningen påpeger, at denne klædning består af barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed – og frem for alt kærlighed, som bærer alt. Det er synlige, daglige valg, hvor man vælger det, Gud vil, elsker det, Han elsker, og hader det, Han hader. Ikke af tvang, men fordi hjertet er forvandlet.
Det billede kobles til Jesu egne ord i bryllupslignelsen: Man får klædningen gratis, men skal tage den på. Også den fortabte søns hjemkomst (Lukas 15) illustrerer denne pointe: Det er ikke nok at komme hjem – faren giver sønnen det fineste tøj på, ringen på hånden og sko på fødderne. Adgang til fællesskab, ære og myndighed gives igen kun med bryllupsklædningen, Kristi retfærdighed og tilgivelse. Man kan ikke selv rense sig; kun gennem Jesu fuldbragte værk, Hans blod, og den omvendelse, hvor man lader sig rense og tilgive, får man adgang. Dette fordrer, at man siger nej til alt det, som pletter sindet og søler livet til. Undervisningen mejsler ind, at der kun er én “vaskemaskine”, der duer: Jesus’ blod. Hver dag må livet vaskes i omvendelse, tillid og nærhed med Gud.
Advarslen mod at bibeholde verdens værdier og gå ind til festen med gammelt, selvvalgt tøj – eller at “dække over synden” – er gennemgående. Profetierne og opfordringerne i Bibelen siger tydeligt, at mange ødelægger muligheden for ægte forhold til Gud ved at holde fast i det gamle, eller fordi yderklædningen ikke hænger sammen med hjertet og livet. Åbenbaringen 3: De, der ikke har sølet deres klæder til, skal vandre i hvide klæder. Den, der sejrer, får sin navns nævnelse for Gud. Man må holde sig vågen (Åbenbaringen 16), vedligeholde renheden, og vaske klæderne i blodet og ved omvendelse (Åbenbaringen 22). Det er ikke en engangsbeslutning, men en livslang proces, båret af nåde og villighed.
Undervisningen uddyber, hvordan det ægteskab Gud tilbyder ikke rummer fjernhed, men skal være præget af dyb, gensidig kærlighed, trofasthed og fællesskab. Det er at blive “ét” med Gud, tage Hans tanker, prioriteringer og glæder til sig, og være klar til at lade Herren bære og lede der, hvor man selv ville vige. Hver del af bryllupsforberedelsen og festen – fra olie på lampen (renhed, Helligåndens virke, vises i de kloge brudepiger), til den daglige vask af klædningen (daglig omvendelse) – bliver til billeder på det virkelige trosliv. Jesus’ første mirakel – brylluppet i Kana – markerer hvordan Han ønsker at indviede og velsigne forbindelsen mellem sig selv og sit folk. Brudgommens kald er ikke bare til deltagelse, men til overgivelse og dyb renhed.
Afslutningsvis tegner undervisningen et levende billede af, hvad det vil sige at leve som Jesu brud: Det er at leve i konstant fællesskab, daglig fornyelse og overgivelse, hvor gamle vaner lægges bag, og man ifører sig Kristus med både håb og frimodighed. Det handler om at være rede, vågen og parat til Hans ankomst – og om at lade lyset og kærligheden fra Gud skinne gennem én ud i verden.
Citat fra undervisningen: “Du kan ikke iføre dig Kristus og samtidig dække dig med verdens tøj – alt det gamle må af, før det nye kan komme på.”
