Salmerns Bog 23.1–6 (Danish CLV):
1 Salme af David.
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
2 han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
3 Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
4 Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
6 Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Matthæusevangeliet 15.21–28 (Danish CLV):
21 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon.* 22 Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.«* 23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« 24 Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«* 25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« 26 Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« 27 Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« 28 Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.*
Salmerns Bog 95.6–7 (Danish CLV):
6 Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os,
lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
7 for han er vor Gud,
og vi er hans folk,
de får, han vogter.
Om I dog i dag ville lytte til ham!
Salmerns Bog 100.1–5 (Danish CLV):
1 En salme til takofferet.
Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!
2 Tjen Herren under glædessang,
træd frem for ham under jubel!
3 Forstå, at Herren er Gud,
han har skabt os, og ham hører vi til,
vi er hans folk og de får, han vogter.
4 Gå ind ad hans porte med takkesang,
ind i hans forgårde med lovsang,
tak ham, pris hans navn!
5 For Herren er god,
hans trofasthed varer til evig tid,
hans troskab i slægt efter slægt.*
Johannesevangeliet 10.1–30 (Danish CLV):
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver.* 2 Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. 3 For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. 4 Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. 5 Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.« 6 Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om.*
7 Jesus sagde da igen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene.* 8 Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. 9 Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. 10 Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.
11 Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.* 12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden;* 13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.
14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig,* 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.* 16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.*
17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. 18 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.«*
19 På grund af de ord opstod der atter uenighed blandt jøderne.* 20 Mange af dem sagde: »Han er besat af en dæmon, han er vanvittig. Hvorfor hører I på ham?«* 21 Andre sagde: »Sådan taler en dæmonbesat ikke; kan en dæmon da åbne blindes øjne?«
22 Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, 23 og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang.* 24 Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.«* 25 Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig.* 26 Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.* 27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, 28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.* 29 Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.* 30 Jeg og Faderen er ét.«* 31 Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.*
Første Samuelsbog 17.32–37+43 (Danish CLV):
32 David sagde til Saul: »Herre, du skal ikke tabe modet på grund af denne filister; nu går jeg hen og kæmper med ham.« 33 Men Saul sagde til David: »Du kan ikke gå imod denne filister og give dig i kamp med ham, for du er kun en dreng, mens han har været kriger, siden han var ung.« 34 Men David svarede Saul: » Herre, jeg har været fårehyrde hos min far. Kom der en løve eller en bjørn og tog et dyr fra hjorden, 35 gik jeg ud efter den, fik ram på den og rev dyret ud af gabet på den. Gik den så løs på mig, greb jeg den i manken og slog den ihjel. 36 Både løver og bjørne har jeg slået ihjel, herre. Nu skal det gå denne uomskårne filister på samme måde, for han har hånet den levende Guds slagrækker.« 37 Og David sagde: »Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister.« Saul svarede David: »Så gå da, og Herren være med dig!«
……
43 Filisteren sagde til David: »Tror du, jeg er en hund, siden du kommer mod mig med din stav?« Og filisteren forbandede David ved sine guder
Anden Mosebog 7.9
»Når Farao siger til jer, at I skal gøre et under, skal du sige til Aron: Tag din stav, og kast den foran Farao! Den skal blive til en slange.«
Anden Mosebog 7.17–18 (Danish CLV):
17 Men dette siger Herren: Ved dette tegn skal du forstå, at jeg er Herren: Med staven, jeg har i hånden, vil jeg slå på vandet i Nilen, og det vil blive forvandlet til blod.* 18 Fiskene i Nilen vil dø, Nilen vil komme til at stinke, og egypterne vil ikke kunne drikke vandet fra Nilen.«
Anden Mosebog 8.1
Herren sagde til Moses: »Sig til Aron, at han skal række sin hånd med staven ud over flodløbene, kanalerne og sumpene og få frøerne til at kravle ud over hele Egypten.«
Anden Mosebog 8.13
Det gjorde de; Aron rakte sin hånd ud og slog med staven i støvet på jorden, så der kom myg over mennesker og dyr. Alt støv på jorden blev til myg overalt i Egypten.
Anden Mosebog 14.16
Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet.
Fjerde Mosebog 17.16–23 (Danish CLV):
16 Herren talte til Moses og sagde: 17 »Sig til israelitterne, at du skal have en stav for hvert fædrenehus, fra alle overhovederne for deres fædrenehuse, tolv stave. Du skal skrive hver enkelts navn på hans stav; 18 Arons navn skal du skrive på Levis stav, for der er kun én stav for hver stammes overhoved. 19 Du skal lægge dem i Åbenbaringsteltet foran Vidnesbyrdet, dér hvor jeg åbenbarer mig for jer.* 20 Den stav, som tilhører den mand, jeg udvælger, skal sætte skud, og jeg vil få israelitterne til at holde op med at give ondt af sig mod jer, så jeg slipper for at høre det.« 21 Det sagde Moses til israelitterne, og alle deres høvdinge gav ham en stav, en stav for hvert overhoved for fædrenehusene, i alt tolv stave; Arons stav var blandt dem. 22 Moses lagde stavene for Herrens ansigt i Vidnesbyrdets telt.
23 Da Moses dagen efter gik ind i Vidnesbyrdets telt, havde Arons stav, staven for Levis hus, sat skud. Den havde sat skud, fået blomster og bar modne mandler.
Esajas’ Bog 53.1–2 (Danish CLV):
Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
2 Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Matthæusevangeliet 11.28–30 (Danish CLV):
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Johannesevangeliet 4.10–14 (Danish CLV):
10 Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«* 11 Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? 12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?«* 13 Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. 14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«
Apostlenes Gerninger 1.8 (Danish CLV):
8 Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«
Johannesevangeliet 14.5–6 (Danish CLV):
6 Jesus sagde til ham: » Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.
Matthæusevangeliet 28.19–20 (Danish CLV):
19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,* 20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Paulus’ Brev til Romerne 8.37–39 (Danish CLV)
37 Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. 38 For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter 39 eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Johannesevangeliet 14.1–3 (Danish CLV)
1 Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! 2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? 3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.
Undervisningen indledes med Salme 23, hvor billedet af Herren som hyrde skrives frem: “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.” Allerede her lægges vægten på, at Gud er både den, der leder og beskytter. Både i det Gamle og Nye Testamente beskrives Gud og Jesus som hyrde – de, der kender deres får, leder dem, og for hvem intet medlem af flokken er ubetydeligt.
Jesus omtaler sig selv i Matthæus 15 som værende sendt til “de fortabte får af Israels hus”, og i Johannesevangeliet kap. 10 uddybes forholdet mellem hyrden og fårene: “Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.” Centralt i undervisningen er forklaringen af stokken og staven. I den bibelske kontekst havde hyrden både en stok, cirka en meter lang og brugt til at forsvare mod rovdyr, og en høj stav med en lykke i enden, anvendt til at hjælpe får, der var havnet i uføre. Stokken bruges dermed til kamp og beskyttelse, hvorimod staven bruges til at redde og vejlede. Begge udgør et billede på Guds aktive beskyttelse og omsorg, og det er derfor, David kan sige “din stok og din stav er min trøst”.
Andreas sammenligner denne trøst med fortællingen om David og Goliat fra 1. Samuel 17, hvor David, selv som ung hyrde, møder farer med sin stav og stoler på Gud som sin egentlige styrke og beskytter. Staven fungerer i Bibelen også som et symbol på autoritet, ledelse og mirakler – som når Moses ved flere lejligheder i 2. Mosebog bruger staven til at udføre Guds mægtige gerninger: vand forvandles til blod, mirakler sker, folket ledes ud af Egypten.
Staven bliver symbol for Gud selv, der blomstrer med mandler som et tegn på udvælgelse og ny begyndelse (4. Mosebog), og dette peger alt sammen hen imod Jesus, spiren der vokser op, og som fører og leder folket.
Jesus lover, at Han selv skal give hvile, og med reference til Matthæusevangeliet 11: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Undervisningen fremhæver, hvordan denne hvile, kraft og fred gives igennem Helligånden og at den kristne ikke skal kæmpe i egen kraft, men i tillid til hyrdens ledelse og beskyttelse.
Andreas taler også om prøvelser og livets svære tider. Selv når man går gennem mørkets dal, er stokken og staven en trøst – Gud går med og kæmper for én. Stærke vidnesbyrd fra livet nævnes som eksempel på, at sygdom og modgang ikke ændrer ved Guds kærlighed eller nærvær. Det vigtigste er at stå fast på Guds løfter og kende Hans stemme.
Jesus dækker bord midt iblandt fjender og har fællesskab med sine. Han lover, at Han har gjort en plads klar for sine i Himlen, og opfordringen lyder, at man kun skal søge sit håb og sin frihed hos Jesus selv – aldrig gennem andre mennesker eller deres oplevelser.
Undervisningen afrundes med en indtrængende appel til at sætte Jesus øverst, stole på Hans forsyn og tillade at blive ledt og formet af Ham, selv når det indebærer, at man skal klippes og renses for alt det, der sidder fast i livet. Fokus skal flyttes væk fra mennesker og over på Jesus, der alene kan lede, beskytte og give sand frihed.
