Andreas Slot-Henriksen fortæller om Esters bog, som blev skrevet cirka 5-600 år før Kristus, på et tidspunkt hvor jøderne levede i eksil efter at være blevet tvunget bort fra deres hjemland. Det betyder, at de var nødt til at indordne sig under en fremmed kultur og give afkald på mange af deres egne traditioner, herunder tempeldyrkelse og ofringer. Esther fremstår som en ganske almindelig pige, der vokser op uden forældre, men hendes onkel Mordokaj tager hende til sig og opdrager hende så godt han kan ud fra de forhold, de lever under blandt hedninger. Kongen i dette rige, kendt som Xerxes, hersker over 127 provinser, og hans riges omfang strækker sig fra Indien til Nubien. Han er kendt for sin styrke og sit ønske om at vise sin magt igennem store handlinger og fester, blandt andet en fem måneder lang fest for at imponere ledere fra hele imperiet og samle opbakning til nye planer – måske endda for at overtage det græske rige. I denne fest ønsker kongen på et tidspunkt at fremvise sin smukke dronning, men hun nægter at komme, hvilket koster hende pladsen som dronning. Det bliver besluttet, at alle kvinder herefter skal underordne sig deres mænd, og kongen udsteder et uigenkaldeligt dekret om, at dronningen aldrig mere skal se ham.

For at finde en ny dronning indkaldes rigets smukkeste unge kvinder til hvad der i dag ville svare til verdens største skønhedskonkurrence, hvor de i et år skal gennemgå omfattende skønhedsbehandlinger for at gøre sig klar til at møde kongen. Esther, som egentligt hedder Hadassah, bliver blandt udvalgt og hendes onkel baggrunden for, at hun ikke må afsløre sin jødiske identitet under forløbet – hun skal optræde som de andre. Skiftet fra Hadassah til Esther viser, hvordan hun tilpasser sig hedensk kultur, og mange kvinder tager begrebet “Esters kur” ind som et billede på at acceptere og ære den kvindelighed, Gud har skabt. For Esther gælder det ydermere, at vejen til titlen som dronning betyder at give afkald på sin uskyld og søge kongens gunst, vel vidende at udfaldet er usikkert. Alligevel udviser hun mod og integritet i processen.

Samtidig overhører Mordokaj et komplot mod kongen og får det forpurret, hvilket bliver noteret i kongens krønikebøger – en detalje, der senere skulle vise sig at få stor betydning. Sammen med en beskrivelse af eunukkernes rolle i riget – kastrerede mænd sat til at vogte haremmet og sikre kongens interesser – tegnes et billede af et samfund med strenge regler og hårde skæbner. Midt i dette univers træder skikkelsen Haman frem, som kongens højre hånd og personificeringen af stolthed og ondskab. Haman forventer lydighed og ære, men Mordokaj nægter at bøje sig for nogen anden end Gud, hvilket vækker Hamans vrede og fører til, at han planlægger at udrydde ikke blot Mordokaj, men hele det jødiske folk. Kongen går med til en bestikkelseslignende aftale, og et dekret om folkedrab bliver kundgjort uden at jøderne kender tidspunktet – det fastsættes ved lodtrækning, hvilket senere bliver oprindelsen til navnet på den jødiske fest purim.

Mordokaj reagerer på truslen med dyb sorg og sæk og aske, og der opstår en intens, sårbar kommunikation mellem ham og Esther. Han formidler skriften om folkemordet til hende og beder hende søge kongens hjælp, selvom det i praksis er livsfarligt for en dronning at nærme sig kongen uden at være kaldt. Modet består i, at Esther vælger at risikere sit liv for folket: “Hvis jeg skal dø, så dør jeg.” Først beder hun hele folket om at faste og bede for hende. Da hun endelig går ind til kongen og møder hans blik, risikerer hun døden, men kongen rækker guldsepteret frem og tilbyder hende det halve kongerige. Hun beder ikke straks om redning, men inviterer kongen og Haman til fest to dage i træk, og benytter først på den anden dag situationen til at afsløre Hamans onde plan. Kongens vrede fører til, at Haman får sin egen straf: han bliver hængt i den galge, han selv havde forberedt til Mordokaj, mens jøderne sættes fri og redningen fejres gennem purim – en fejring, der lever videre og minder om, at et folk blev reddet fra udslettelse, og at Messias’ slægt derved kunne fortsætte.

Præsentationen af Esthers bog fremhæver flere steder, hvor Gud ikke direkte nævnes, men skjult bliver tilstede gennem sproglige koder i den hebraiske tekst – fire steder findes Guds navn Yahweh skjult i begyndelsesbogstaverne i sætninger, hvilket tolkes som et tegn på Guds hånd og omsorg midt i eksilens og anonymitetens vilkår. Den parallel mellem Esther og menigheden trækkes skarpt op: Esther forbereder sig et helt år for at komme ind til kongen, og på lignende vis ønskes det, at menigheden arbejder i sit hjerte – ikke med ydre cremer, men med at lægge stolthed, frygt og gamle byrder væk for at stå ren og klar i den identitet, Gud ønsker at give. Når man tør stille det spørgsmål: Hvem er jeg i forhold til kongen? – åbner det op for at træde frem med frimodighed, ikke bange for fortidens svigt eller indre utilstrækkelighed, men i kraft af at være valgt, elsket og accepteret præcis som man er.

Mordokajs udvikling fra at sidde i støv og aske til at blive ophøjet som kongens højre hånd spejler Jesus’ vej. Det peges på, at både Esther og Mordokaj bliver forbilleder på at række ud over egne begrænsninger, handle for det større godes skyld og lade sig bruge i den plan, Gud har for hele folket og historien. Haman bliver billedet på stolthedens fare og det, der førte til djævlens fald, mens lydighed og overgivelse fører til opretning og forvandling. Det tydeliggøres, at meningen med Esthers bog ikke blot er at skabe en romantisk fortælling, men at holde liv i en historisk erfaring om, at Gud handler selv midt i det skjulte og bruger den enkelte, der er villig til at stille sig til rådighed – også om det skulle koste personligt. Endelig fremhæves, hvordan Esters villighed til at ofre sig for sit folk spejler kaldet til at dø fra sig selv, ikke bare symbolsk, men reelt i praksis når troen stilles på prøve, og spørgsmålet rejser sig: Er modet og overgivelsen til stede, også når det er forbundet med lidelse og uvished?

Afslutningsvis lægges der vægt på den vedvarende opfordring til at læse Esthers bog, lade sig forvandle indefra og overveje, om man står midt i sin egen “Esther-proces” eller står af undervejs på grund af egen modvilje. Identitet, villighed og hengivelse sættes centralt, og det slås fast, at Gud ønsker at bruge netop dig som en brik i sit puslespil, selvom Han ikke er afhængig af nogen. Hvis man nægter at tage sin plads som Esther, vil man aldrig se sig selv med de øjne, som Gud har tænkt. Spørgsmålet: “Vil du være den, Han kalder dig til at være?” sættes ind som en refleksion til lytteren.

Citat fra undervisningen: “Du er ikke bare accepteret. Du er valgt!“