Gud giver aldrig op!

Gud giver aldrig op!

Gud giver aldrig op!

Tre citater fra undervisningen d. 28 maj, 2025

Meningen med livet er at have fællesskab med Gud – uden det mister man det dybeste formål.

Uanset hvor langt nede du føler dig, hvor meget snavs du har fået på dig – Gud giver aldrig op på dig.

Når Gud ikke opgiver dig, så skal du være den sidste til at give op på dig selv.

Kort beskrivelse af undervisningen

Andreas Slot-Henriksen forklarer om Guds vedholdende trofasthed, der begynder helt fra skabelsen og fortsætter uanset menneskets frafald og fejl. Undervisningen viser, hvordan Gud igen og igen kalder sit folk tilbage til relation, giver nye chancer og aldrig mister tålmodigheden, selv midt i gentagne svigt. Gud holder sine løfter, tilgiver ufortjent og længes efter at genskabe fællesskabet, også når man kommer langt væk. Han opfordrer til aldrig at give op – hverken på sig selv eller på andre – men i tillid vælge at leve i den relation, Gud tilbyder. Det centrale spørgsmål: Hvis Gud ikke opgiver, hvorfor skulle man så selv gøre det?

Se undervisningen her...

Se undervisningen direkte på YouTube her: https://youtu.be/zkfRntJapqk

Denne undervisning er kategoriseret indenfor nedenstående emner:
– klik på dem for at se mere relevant undervisning

Vidste du, at du kan høre den nyeste undervisning som podcast på bla. Spotify og AppleMusic?

Klik dig ind og lyt her: https://li.sten.to/lyttiljesus

  • Skriftsteder fra undervisningen om 'Gud giver aldrig op!'

Første Mosebog 1:
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.

Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

Lukasevangeliet 15,11-32:
Han sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Jonas’ Bog 3,1-8:
Og Herrens Ord kom anden Gang til Jonas saaledes: Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og udraab for den den Prædiken, som jeg paalægger dig. Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter Herrens Ord, og Ninive var en stor Stad for Gud, en tre Dages Gang. Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og han raabte og sagde: Der er endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omstyrtes. Da troede Mændene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa iblandt dem. Der Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske. Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand. Men de skulle bedækkes med Sæk, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som hænger ved deres Hænder.

Matthæusevangeliet 18,21-22:
Da kom Peter og sagde til ham: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Måske op til syv gange?« Jesus sagde til ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfems gange.«

5 Mosebog 7,9:
Så skal du vide, at Herren din Gud, Han er Gud, den trofaste Gud, som bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker Ham og holder Hans befalinger, i tusind slægtled.

NB! Nedenstående referat er en automatisk AI genereret tekst fra selve undervisningen. Der kan derfor forekomme fejl i større eller mindre grad!!
Se i stedet hele undervisningen på YouTube!!

  • Referat af undervisningen om 'Gud giver aldrig op!'

Andreas Slot-Henriksen fortæller om Guds aldrig svigtende vilje til at bevare relationen til mennesket og Hans trofasthed, som går som en rød tråd gennem hele Bibelen. Starten er helt tilbage i Første Mosebog kapitel 1, hvor Gud skaber mennesket i sit billede. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – alt var uforstyrret, og Gud frydede sig over sin skabning. Det erklæres med stor sikkerhed, at meningen med livet er at have fællesskab med Gud. Hvis det går tabt, mister man det dybeste formål. Men menneskets nysgerrighed og fristelse får dem til at bryde det ene bud, de fik, og med syndens indtræden fordrives Adam og Eva fra Paradis. Gud er retfærdig, Han står ved sine ord og lader konsekvenserne falde – men trods alt dette slipper Han aldrig sit folk. Selv når mennesket løber væk, består dybden af Hans længsel efter fællesskab uformindsket.

Igennem hele historien, fra Adam, Eva og videre gennem patriarker og profeter, fremstår Gud som den, der altid gør alt for at genetablere kontakten. Det Gamle Testamente fyldes af gengangere, hvor folket vender om og så igen falder fra – men for hver runde strækker Gud sig langt. I fortællingen om Moses og israelitternes udgang af Egypten manifesteres Guds omsorg og mirakler: ti plager, vejen gennem det Røde Hav, søjlen af ild om natten og skyen om dagen, manna fra himlen dagligt. Det er ikke småting, folket oplever – utallige synlige tegn på Guds nærvær og forsyn. Alligevel er der knap gået en måned, før folket har glemt alt og former en guldkalv som afgud. Som menneske kan det være let at blive utålmodig, men Gud knuser ikke dem på grund af frafaldet; Han lader Moses få et nyt sæt tavler med buddene. Disciplinen hos Gud viger aldrig fra retfærdigheden, men nåden er altid til stede, så længe hjertet vender om.

Beretningen gentages mange gange: Når folket omvender sig, lever de ret med Gud en årrække, men glemmer snart igen. Alligevel bliver Gud ved at række ud, sende profeter og give nye chancer. Undervisningen pointerer, hvordan Guds tilgivelse og tålmodighed er uden ende – Han insisterer igen og igen på relationen, og hvert ægte hjerte, der vender tilbage, finder fællesskabet genoprettet. Det forvandlende er ikke Guds vrede, men Hans trofaste kærlighed – og ønsket om at være far, beskytter og forsørger.

Et centralt punkt er lignelsen om den fortabte søn, hvor Gud beskrives som den ventende far: Sønnen forlanger sin arv og ødsler alt bort, ender i skam, fattigdom og nød. Da han endelig beslutter sig for at gå hjem, venter faren allerede på ham. Han løber sønnen i møde, omfavner og tilgiver straks. Det er billedet på, hvordan Gud aldrig opgiver og står klar uanset hvor langt væk, man føler sig. Djævlens stemme hvisker, at man er for uren eller ubrugelig, men Gud siger: Du er mit barn, og jeg løber dig i møde, så snart du vender hjem med et ærligt hjerte. Det er ikke, fordi faren styrter efter sønnen for enhver pris – sønnen må selv tage valget. Men Gud står med åbne arme og længes efter at tage imod, tilgive og fejre gensynet.

Bibelen bugner af eksempler på denne uophørlige tålmodighed – selv profeter og store skikkelser fejler og tvivler. Beretningen om Jonas er levende: Kaldet til Nineve vækker modstand, Jonas løber væk, men Gud vælger stadig at følge efter. Jonas får chancen igen og bliver redskab for omvendelse i byen. Gud forlader ikke opgaven, selv om Hans tjener bakker ud. Det samme ses senere med Jesus’ disciple. Igen og igen misforstår de, gør fejl, tvivler, men Jesus bliver aldrig færdig med dem. Der er en del i undervisningen, hvor det beskrives, hvordan Gud aldrig lægger et åg, man ikke kan bære og altid vil give en mulighed for at vokse og blive udrustet – også gennem udfordringer og prøvelser, som vendes til noget godt. Det er ikke modgangen, men reaktionen og viljen til at vende om, der afgør fremtiden.

Når man fejler, bliver kaldet tydeligt: Kom tilbage, giv aldrig op – for Gud gør det heller ikke. Uanset hvor mange gange der skal til. I Matthæusevangeliet spørger Peter, hvor tit man skal tilgive en bror, der synder imod én – om syv gange er nok. Jesus svarer: “Jeg siger dig: ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.” Her gives tilgivelsens grænseløshed som forbillede. Det samme gælder Guds nåde. Følelsen af utilstrækkelighed og fristelsen til at opgive sig selv lindres af løftet: Hvis Gud ikke opgiver dig, skal du heller ikke opgive dig selv. At hjælpe fjenden ved at opgive sin identitet og relation er meningsløst, når Gud står klar. Djævlens vigtigste våben er selvfordømmelse, men Gud sletter alt i glemslens hav og bærer intet nag, når hjertet vender ærligt om.

Beretningen løfter også personlige erfaringer om at fejle, miste troen på egne evner og miste retning, men hele tiden mærke, hvordan Gud, ved gentagen bøn og oprigtig omvendelse, bringer nåde, genopretter relationen og åbner for nye muligheder. Almindelige hverdagsoplevelser og mirakler bekræfter, at Gud aldrig opgiver, men virker gennem både store profetiske oplevelser, livskriser, rejser og genopretning af svigtede relationer. At stå fast på Guds løfter, leve i tillid og holde ud i udfordringer er en afgørende del af rejsen – så stormen ikke vælter, men styrker troen. Hvis Gud lover noget, opfylder Han det – om det så kræver overnaturlige indgreb eller ventetid. Eksemplet med Abraham og Sara: Gud opfylder løftet om et barn mod alle odds.

Undervisningen peger på, at Gud ofte bruger angreb eller modgang netop til at træne, udvikle og danne karakter, så man bliver rustet til fremtidige kald og prøvelser. I de sværeste øjeblikke kan modet svigte, men netop da lyder kaldet: Giv ikke op, Gud venter, tager imod, tilgiver og udruster dig til at gå videre. Også i forhold til hinanden må denne nåde og tålmodighed gives videre – ikke opgive relationer, men insistere på det fællesskab, Gud vil skabe. Netop fordi Gud ikke opgiver dig eller andre, går du aldrig alene, men kan vandre sammen med Ham, også når du tvivler, falder eller føler dig uduelig.

En afgørende pointe er, at så mange unødvendigt hjælper djævelen med selvopgivelse. I stedet skal fokus være på at tage imod Guds kærlighed, lade sig forme af Hans nåde og vokse i den identitet og det formål, som Han har lagt ned. At tillade Gud at danne, styrke og opmuntre – i stedet for at lytte til de stemmer, der siger, at det er slut. Gud er statisk, uforanderlig, trofast og god – enhver, der vender om, modtages uden betingelser; fortiden slettes, og fremtiden genskabes. Citatet fra 5 Mosebog 7,9 cementerer det: “Så skal du vide, at Herren din Gud, Han er Gud, den trofaste Gud, som bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker Ham og holder Hans befalinger, i tusind slægtled.” Det er ikke et løfte, der kan rystes, men en realitet, som livet må bygges på.

Undervisningen rundes af med opfordringen til ikke at sidde fast i skam og selvbebrejdelser, men tage imod Guds genoprettelse og frimodigt stole på, at han aldrig giver op, og så heller ikke selv gøre det. Ethvert skridt tilbage er begyndelsen på et nyt kapitel, hvor Gud er den første til at tage imod, tilgive og glæde sig over, at relationen er genskabt.

Citat fra undervisningen: “Hvis Gud aldrig giver op på dig – så skal du være den sidste til at give op på dig selv eller på andre.”

Søg efter undervisning her...

Generic filters
Relateret undervisning