Andreas Slot-Henriksen fortæller om Guds aldrig svigtende vilje til at bevare relationen til mennesket og Hans trofasthed, som går som en rød tråd gennem hele Bibelen. Starten er helt tilbage i Første Mosebog kapitel 1, hvor Gud skaber mennesket i sit billede. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – alt var uforstyrret, og Gud frydede sig over sin skabning. Det erklæres med stor sikkerhed, at meningen med livet er at have fællesskab med Gud. Hvis det går tabt, mister man det dybeste formål. Men menneskets nysgerrighed og fristelse får dem til at bryde det ene bud, de fik, og med syndens indtræden fordrives Adam og Eva fra Paradis. Gud er retfærdig, Han står ved sine ord og lader konsekvenserne falde – men trods alt dette slipper Han aldrig sit folk. Selv når mennesket løber væk, består dybden af Hans længsel efter fællesskab uformindsket.
Igennem hele historien, fra Adam, Eva og videre gennem patriarker og profeter, fremstår Gud som den, der altid gør alt for at genetablere kontakten. Det Gamle Testamente fyldes af gengangere, hvor folket vender om og så igen falder fra – men for hver runde strækker Gud sig langt. I fortællingen om Moses og israelitternes udgang af Egypten manifesteres Guds omsorg og mirakler: ti plager, vejen gennem det Røde Hav, søjlen af ild om natten og skyen om dagen, manna fra himlen dagligt. Det er ikke småting, folket oplever – utallige synlige tegn på Guds nærvær og forsyn. Alligevel er der knap gået en måned, før folket har glemt alt og former en guldkalv som afgud. Som menneske kan det være let at blive utålmodig, men Gud knuser ikke dem på grund af frafaldet; Han lader Moses få et nyt sæt tavler med buddene. Disciplinen hos Gud viger aldrig fra retfærdigheden, men nåden er altid til stede, så længe hjertet vender om.
Beretningen gentages mange gange: Når folket omvender sig, lever de ret med Gud en årrække, men glemmer snart igen. Alligevel bliver Gud ved at række ud, sende profeter og give nye chancer. Undervisningen pointerer, hvordan Guds tilgivelse og tålmodighed er uden ende – Han insisterer igen og igen på relationen, og hvert ægte hjerte, der vender tilbage, finder fællesskabet genoprettet. Det forvandlende er ikke Guds vrede, men Hans trofaste kærlighed – og ønsket om at være far, beskytter og forsørger.
Et centralt punkt er lignelsen om den fortabte søn, hvor Gud beskrives som den ventende far: Sønnen forlanger sin arv og ødsler alt bort, ender i skam, fattigdom og nød. Da han endelig beslutter sig for at gå hjem, venter faren allerede på ham. Han løber sønnen i møde, omfavner og tilgiver straks. Det er billedet på, hvordan Gud aldrig opgiver og står klar uanset hvor langt væk, man føler sig. Djævlens stemme hvisker, at man er for uren eller ubrugelig, men Gud siger: Du er mit barn, og jeg løber dig i møde, så snart du vender hjem med et ærligt hjerte. Det er ikke, fordi faren styrter efter sønnen for enhver pris – sønnen må selv tage valget. Men Gud står med åbne arme og længes efter at tage imod, tilgive og fejre gensynet.
Bibelen bugner af eksempler på denne uophørlige tålmodighed – selv profeter og store skikkelser fejler og tvivler. Beretningen om Jonas er levende: Kaldet til Nineve vækker modstand, Jonas løber væk, men Gud vælger stadig at følge efter. Jonas får chancen igen og bliver redskab for omvendelse i byen. Gud forlader ikke opgaven, selv om Hans tjener bakker ud. Det samme ses senere med Jesus’ disciple. Igen og igen misforstår de, gør fejl, tvivler, men Jesus bliver aldrig færdig med dem. Der er en del i undervisningen, hvor det beskrives, hvordan Gud aldrig lægger et åg, man ikke kan bære og altid vil give en mulighed for at vokse og blive udrustet – også gennem udfordringer og prøvelser, som vendes til noget godt. Det er ikke modgangen, men reaktionen og viljen til at vende om, der afgør fremtiden.
Når man fejler, bliver kaldet tydeligt: Kom tilbage, giv aldrig op – for Gud gør det heller ikke. Uanset hvor mange gange der skal til. I Matthæusevangeliet spørger Peter, hvor tit man skal tilgive en bror, der synder imod én – om syv gange er nok. Jesus svarer: “Jeg siger dig: ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.” Her gives tilgivelsens grænseløshed som forbillede. Det samme gælder Guds nåde. Følelsen af utilstrækkelighed og fristelsen til at opgive sig selv lindres af løftet: Hvis Gud ikke opgiver dig, skal du heller ikke opgive dig selv. At hjælpe fjenden ved at opgive sin identitet og relation er meningsløst, når Gud står klar. Djævlens vigtigste våben er selvfordømmelse, men Gud sletter alt i glemslens hav og bærer intet nag, når hjertet vender ærligt om.
Beretningen løfter også personlige erfaringer om at fejle, miste troen på egne evner og miste retning, men hele tiden mærke, hvordan Gud, ved gentagen bøn og oprigtig omvendelse, bringer nåde, genopretter relationen og åbner for nye muligheder. Almindelige hverdagsoplevelser og mirakler bekræfter, at Gud aldrig opgiver, men virker gennem både store profetiske oplevelser, livskriser, rejser og genopretning af svigtede relationer. At stå fast på Guds løfter, leve i tillid og holde ud i udfordringer er en afgørende del af rejsen – så stormen ikke vælter, men styrker troen. Hvis Gud lover noget, opfylder Han det – om det så kræver overnaturlige indgreb eller ventetid. Eksemplet med Abraham og Sara: Gud opfylder løftet om et barn mod alle odds.
Undervisningen peger på, at Gud ofte bruger angreb eller modgang netop til at træne, udvikle og danne karakter, så man bliver rustet til fremtidige kald og prøvelser. I de sværeste øjeblikke kan modet svigte, men netop da lyder kaldet: Giv ikke op, Gud venter, tager imod, tilgiver og udruster dig til at gå videre. Også i forhold til hinanden må denne nåde og tålmodighed gives videre – ikke opgive relationer, men insistere på det fællesskab, Gud vil skabe. Netop fordi Gud ikke opgiver dig eller andre, går du aldrig alene, men kan vandre sammen med Ham, også når du tvivler, falder eller føler dig uduelig.
En afgørende pointe er, at så mange unødvendigt hjælper djævelen med selvopgivelse. I stedet skal fokus være på at tage imod Guds kærlighed, lade sig forme af Hans nåde og vokse i den identitet og det formål, som Han har lagt ned. At tillade Gud at danne, styrke og opmuntre – i stedet for at lytte til de stemmer, der siger, at det er slut. Gud er statisk, uforanderlig, trofast og god – enhver, der vender om, modtages uden betingelser; fortiden slettes, og fremtiden genskabes. Citatet fra 5 Mosebog 7,9 cementerer det: “Så skal du vide, at Herren din Gud, Han er Gud, den trofaste Gud, som bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker Ham og holder Hans befalinger, i tusind slægtled.” Det er ikke et løfte, der kan rystes, men en realitet, som livet må bygges på.
Undervisningen rundes af med opfordringen til ikke at sidde fast i skam og selvbebrejdelser, men tage imod Guds genoprettelse og frimodigt stole på, at han aldrig giver op, og så heller ikke selv gøre det. Ethvert skridt tilbage er begyndelsen på et nyt kapitel, hvor Gud er den første til at tage imod, tilgive og glæde sig over, at relationen er genskabt.
Citat fra undervisningen: “Hvis Gud aldrig giver op på dig – så skal du være den sidste til at give op på dig selv eller på andre.”
