Andreas Slot-Henriksen fortæller om helbredelse i Jesus’ navn og sætter fokus på, hvordan cirka en tredjedel af alt, hvad Jesus gjorde, ifølge evangelierne var helbredelse. Der tages udgangspunkt i personlige erfaringer fra den tidlige trosvandring, hvor spontane mirakler og helbredelser på gaden skabte en brændende længsel efter at forstå, hvad Bibelen virkelig lærer om emnet. Det betones, at vejen til at se Guds kraft manifesteret er en kombination af villighed, overgivelse og indgående bibelstudium, hvor Guds godhed og trofasthed er grundstenen. Samtidigt sættes der ord på frustrationen over, at mønstret for helbredelser kan ændre sig, afhængig af omgivelser og forventning, såvel som åbenhed over for, hvordan Helligånden arbejder. Han beskriver, hvordan tro på Jesu navn og forventning om, at Gud gør, hvad Han har sagt, kan føre til bemærkelsesværdige åndelige gennembrud. Men modtageren skal ville det og skille sig af med alt det, som verden tilbyder som alternativer og undskyldninger. Igennem undervisningen nævnes konkrete oplevelser, hvor personer har oplevet spontan helbredelse, men også tilfælde, hvor sygdom eller smerte vender tilbage på grund af livsvalg – fx når man vender tilbage til gamle, ugudelige praksisser. Dette forstærkes gennem Jesu ord til den lamme mand ved Bethesda-dammen: “Nu er du blevet rask. Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” (Johannes 5,14). Herved kobles fysisk helbredelse og åndeligt livvalg sammen.
Der trækkes en skarp parallel mellem troens forventning og resultatet, hvor det eksemplificeres, at mennesker der ikke har erfaring med “religiøse briller” ofte nemmere modtager helbredelse end overbeviste kristne, som kan være præget af skepsis, erfaring og teologiske forklaringer på, hvorfor Gud måske ikke vil eller kan gribe ind i øjeblikket. Kontrasten fremhæves gennem beretninger om, hvordan ikke-troende eller søgende kan tage imod helbredelse, mens de “indenfor” ofte sætter spørgsmålstegn og stiller forbehold. Her opfordres der til at genbesøge Guds løfter og tage imod dem med barnlig tro uden forbehold. En vigtig pointe er, at troen sættes i spil gennem handling – at vi må handle, som om Guds løfter allerede er opfyldt, og ikke vente på følelser eller ydre bevis før vi skrider til handling.
Gennem konkrete bibelhenvisninger fortælles der om nødvendigheden af at stå fast på Guds ord uanset omstændigheder. Henvisninger til gamle og nye testamentes ord om Guds suveræne evne og vilje til at helbrede sættes i centrum. Blandt andet nævnes 2 Mosebog 15,26 (“Jeg er Herren, der læger dig”) og Esajas 53,5 (“ved Hans sår blev vi helbredt”). Ligeledes understreges Johannes 5, hvor Jesus helbreder manden ved Bethesda-dammen – et eksempel på, hvordan Jesus handler konkret og med autoritet, men også konfronterer årsag og konsekvens ved sygdom og synd.
Undervisningen tager også fat i begrebet “sozo” – det græske ord som rummer både helbredelse, befrielse og frelse. Dette danner udgangspunktet for at forstå, at Jesus aldrig kun gav fysisk helbredelse, men altid ønskede at gøre hele mennesket helt. Troen bindes således direkte sammen med erfaringen af både fysisk og åndelig frihed. Det nævnes, at også de første disciple praktiserede helbredelse og udfrielse, og at dette er en del af den gave, enhver troende har adgang til i dag. Eksempler fra Markusevangeliet 16 bekræfter, at “disse tegn skal følge dem, der tror… de skal lægge hænderne på syge, og de skal blive raske.”
En væsentlig del af undervisningen handler om at identificere og tage opgør med vantro og selvbilleder, som hindrer modtagelsen af Guds mirakler. Alt hvad vi fylder os med – tanker, relationer, indtryk – er afgørende for, om vi vandrer i tro eller vantro. Her opfordres der til radikalt at “hjernevakse sig selv med Guds ord” og tage ansvar for selv at handle på de løfter Gud giver. Tanker og følelser ses som “tankemøller”, der kan skabe tvivl og tilbageholdenhed, men kan erstattes med Guds sandhed. En analogi bruges, hvor plaster på navlen fysisk forhindrer navlepilleri – på samme måde må vi beskytte vores åndelige fokus.
I undervisningen fremhæves nødvendigheden af at skelne mellem åndelige påvirkninger, hvor også dæmonisk indflydelse kan forplante sig i sygdom. Jesu praksis med udfrielse og helbredelse nævnes som et sammenhængende hele. Samtidig gives plads til ærlig erkendelse af, at ikke alt kan forklares, og at mirakler ikke altid sker umiddelbart, men viser, at kampen often står mellem tro, villighed og udholdenhed. En stærk opfordring: Giv ikke op, men bliv ved at forvandle sindet med Guds løfter og hav en forventning om, at Gud ønsker dit bedste og vil handle, selv dér hvor erfaring og følelser modsiger det.
Der konkluderes, at vores tilgang til helbredelse kræver både en bevidst kamp mod vantro og en radikal tillid og lydighed mod Gud. Når vi begynder at tage imod og handle på Hans løfter, kan vi opleve fuldkommen frihed og helbredelse både i krop, sjæl og ånd – og tjene andre ud fra et overflødigheds-hjerte baseret på identitet som Guds elskede børn.
Citat fra undervisningen: “Troens bøn kan udrette store mirakler. Mange giver op for tidligt, men sejren ligger i at blive ved at stå på det, Gud har lovet.“
