Esajas’ Bog 53.1–9 (Danish CLV):
Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?*
2 Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.*
3 Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.*
4 Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.*
5 Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
6 Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.
7 Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund.
8 Fra fængsel og dom blev han taget bort.
Hvem tænkte på hans slægt,
da han blev revet bort fra de levendes land?
For mit folks synd blev han ramt.
9 Man gav ham grav blandt forbrydere
og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret,
der fandtes ikke svig i hans mund.
Johannesevangeliet 3.16–18 (Danish CLV)
16 For således elskede Gud verden , at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. 17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. 18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.
Første Mosebog 3.14–15 (Danish CLV)
14 Da sagde Gud Herren til slangen:
»Fordi du har gjort dette,
skal du være forbandet
blandt alt kvæg
og blandt alle vilde dyr.
På din bug skal du krybe,
og støv skal du æde,
alle dine dage.
15 Jeg sætter fjendskab
mellem dig og kvinden,
mellem dit afkom og hendes:
Hendes afkom skal knuse dit hoved,
og du skal bide hendes afkom i hælen.«
Lukasevangeliet 23.34 (Danish CLV):
Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.
Lukasevangeliet 23.43 (Danish CLV):
Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
Første Samuelsbog 15.22–23 (Danish CLV)
22 Da sagde Samuel:
»Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre
end lydighed mod Herren?
Nej, at adlyde er bedre end offer,
at lytte er bedre end vædderes fedt.
23 Men genstridighed er som spådomssynd,
trods som afgudsdyrkelse.
Fordi du har forkastet Herrens ord,
har han forkastet dig som konge.«
Hoseas’ Bog 6.6 (Danish CLV)
6 Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre,
kundskab om Gud, ikke brændofre.
Matthæusevangeliet 9.10–13 (Danish CLV)
10 Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple. 11 Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?« 12 Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. 13 Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
Johannesevangeliet 19.26–27 (Danish CLV):
26 Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« 27 Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.
Matthæusevangeliet 27.46 (Danish CLV):
46 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
Johannesevangeliet 19.28 (Danish CLV):
28 Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.«*
Johannesevangeliet 4.10–15 (Danish CLV)
10 Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« 11 Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? 12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« 13 Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. 14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« 15 Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
Johannesevangeliet 19.30 (Danish CLV):
30 Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Lukasevangeliet 23.45–46 (Danish CLV):
46 Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.
Brevet til Hebræerne 9.16–22 (Danish CLV):
16 For hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at testators død godtgøres; 17 et testamente får jo først betydning ved dødsfald, da det ikke har nogen som helst virkning, så længe han, som oprettede det, lever. 18 Derfor blev heller ikke den første pagt indstiftet uden blod. 19 For da Moses havde læst alle budene i loven for hele folket, tog han blodet af kalvene og bukkene tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og stænkede det både på bogen og på hele folket,* 20 idet han sagde: »Dette er pagtens blod, den pagt, Gud har sluttet med jer.«* 21 Og på samme måde stænkede han også blod på Åbenbaringsteltet og alle karrene, som bruges ved gudstjenesten.* 22 Ja, efter loven bliver næsten alt renset med blod, og der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod.*
Markusevangeliet 14.22–25 (Danish CLV):
22 Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: »Tag det; dette er mit legeme.«* 23 Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det. 24 Og han sagde til dem: »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. 25 Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.«
Efeserbrevet 2:16 BPH
Hans mål var at forsone begge parter med Gud gennem sin død på korset, fjerne det gamle fjendskab mellem os og gøre os til ét.
Paulus’ Brev til Kolossenserne 2.14–15 (Danish CLV):
14 Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset;
15 han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.*
Paulus’ Brev til Romerne 6.3–11 (Danish CLV):
3 Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?* 4 Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.* 5 For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.* 6 Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden;* 7 den, der er død, er jo frigjort fra synden.* 8 Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham.* 9 Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere.* 10 For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud.* 11 Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
Hebræerbrevet 5:7-8 BPH
Engang, mens Jesus levede her på jorden som menneske, bad han inderligt til Gud med tårer og smerte, for han vidste, at Gud var den eneste, der kunne redde ham fra en frygtelig død. Og Gud hørte hans bøn på grund af hans gudsfrygt. Selvom Jesus var Guds Søn, måtte han gennem sine lidelser lære, hvad fuld lydighed indebærer.
Andreas Slot-Henriksen fortæller om, hvad Jesus egentlig betalte for, da Han døde på korset, og hvorfor det offer var nødvendigt. Der lægges ud med at undersøge Guds trofasthed og Hans urokkelige ord, som står fast uanset hvad. Emnet centrerer sig om profetien fra Esajas kapitel 53, der beskriver den lidende tjener, og det fremhæves, hvordan denne tekst kan røre selv dem, der ellers ikke tror, fordi beskrivelsen stemmer så præcist overens med Jesus og Hans gerning. Ud fra Esajas siges det, at Han bar alle vores sygdomme og ledelser, og at Han blev gennemboret for vores overtrædelser, knust for vores synder, og at der gennem Hans sår gives helbredelse. Pointen er, at det offer strækker sig ud over teori – det har praktisk betydning: Det er alt, Han har betalt for, og derfor kræves det at tage imod det hele, ikke kun dele af det. Diskussionen om hvad det vil sige ‘at tage imod’ bliver udvidet, så det står klart, at det ikke handler om bare at vide, at Han har gjort det, men om at handle på det: Alt skal lægges ned, intet må tages med videre fra den gamle bagage, og det indebærer også, at man lader alle sine fejl og skyld forblive ved korset – og ikke senere samler de samme byrder op igen. Det vises, hvordan mange forsøger at håndtere lidt selv, men at kun fuld overgivelse giver frihed, og at Djævelen vil minde om alt det, der ikke er givet helt slip på, hvis man ikke er radikal i sin tillid.
Der tages fat på, hvordan synd og det aller mindste overtrædelse – “en lille, hvid løgn” – er nok til dom og til adskillelse fra Gud, fordi Han er hellig og kan ikke acceptere det mindste onde. Men netop her er det, at Jesus’ offer bryder syndens magt, og undervisningen spørger, om det virkelig forstås, at prisen er betalt for alt, og om det reelt tages imod, sådan at hele skyld og skam lægges ved korset. Herefter kommer der et skarpt opgør med halve løsninger, hvor tilhøreren opfordres til at lade alt ligge, vende sig væk fra undskyldninger og ikke igen at begynde at tage gamle vaner og byrder op i sin dagligdag. Tilgivelse sættes op som noget radikalt og gennemgribende – der er ingen zoner for ‘lidt synd’ eller undtagelser, alt skal på korset. Bekendelse og omvendelse er derfor centrale for at leve i frihed.
Det understreges, at Jesus tog alle sygdomme med på korset. Dette omfatter enhver sygdom, ikke kun “store” eller “alvorlige”, og undervisningen tilbageviser teologier om at man kun skulle gå til Gud med særligt svære sygdomme. Det vises med eksempler fra evangelierne, at alle, som kom til Jesus, blev helbredt, uden undtagelse. Pointen understreges, at det er Guds vilje at helbrede, og hele undervisningen peger på at det gælder for alle, ligesom synd blev taget for alle. Udfordringen er at have den tillid, der tager imod, uden forbehold, og at troen vokser, desto mere man vover at handle på Guds ord. At steppe ud i tro, der hvor Gud kalder, beskrives som et skridt, der ikke handler om at have kontrol eller vide resultatet på forhånd, men derimod om at stole på, at Han bærer.
Undervisningen går også ind i de syv ting, Jesus sagde på korset. Den første: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Her vises bredden af Jesu tilgivelse, der omfatter dem, som voldte Ham lidelse, og alt hvad der blev gjort mod Ham af både romere, jøder og de, der hånede, piskede og korsfæstede. Det trækkes tråde til det daglige liv, hvor tilgivelse opfordres, uanset hvor dybt nogen skulle have såret én. Den anden ting, om røveren på korset, lægger undervisningen vægt på, at ja, han blev frelst, selvom han ikke var døbt, fordi Gud er retfærdig og ser hjertet. Det pointeres, at røveren ikke havde mulighed for at blive døbt, og at Gud handler retfærdigt, også hvor regler og traditioner ikke tillader andet. Næste ting, Jesus sagde, drejer sig om at betro omsorgen for sin mor til Johannes. Her vises det, at Han ikke lader nogen detalje være tilfældig – og at omsorg rækker til det mest praktiske i livet, og til at påtage ansvar for mennesker, som Gud lægger på ens vej. Princippet er, at handling er nødvendig for at følge Jesus – intention er ikke nok, og modet til at stille sig til rådighed får konsekvenser.
Herefter citeres “Eloi! Eloi! Lama sabachthani!” og betydningen forklares: At Jesus blev forladt på korset, når Han bar verdens skyld og sygdom, det var nødvendig for, at Han kunne tage straffen, mens Han hang der, uden Guds nærvær – sådan at Han kunne række friheden til alle. Jesus’ udbrud: “Jeg tørster” kobles til, at Han på det punkt var afskåret fra det levende vand fra Faderen, og Han fik kun eddike – en markering af, at verdens og syndens tørst kun slukkes ved Gud, ikke med det sure “vand,” verden tilbyder. Det næste udsagn er “Det er fuldbragt” og opfordringen er at forstå, at Moseloven blev gjort fuldkommen gennem Hans død; offeret var nødvendigt for at indstifte den nye pagt. Forhænget i templet flænges, adgangen til Gud åbnes, og det understreges, at hele frelsen hviler på Guds nåde, ikke på egen fortjeneste. Det påpeges, at en tro uden handling er død – så troen skal omsættes i praktisk liv, og hvis troen bliver passiv, vokser lunkenheden.
Det trækkes linjer til hverdagslivet, hvor man kan føle sig i ørkenvandring i troen, men ofte er det, fordi handling og afhængighed af Gud mangler. Sand frihed kommer af at handle på troen, og at leve det liv Jesus har åbnet adgang til – og et stærkt billede fra restauranten illustrerer, hvordan mange sidder med regningen, selv om den er betalt; men måske har man svært ved at tro det. Djævelen vil forsøge at overbevise om, at skyld og skam stadig gælder, og det handler om at kunne gå ud i livet med vished om, at beviset er slettet – det er betalt, man kan gå frit.
Det understreges, at offeret var reelt og bindende, at den nye pagt først træder i kraft med blod, som Paulus skriver til hebraerne. Jesus leverede det blod, så pagten kunne indstiftes, og nu er adgang til Gud åbnet for alle, gennem tro. Samtidig kaldes tilhøreren til at handle på troen, at tro uden gerning er tom. Man bliver mindet om, at det ikke handler om egne evner, men afhængighed af Gud, og at mange venter på en følelse, men at handlingen ofte er det, der bringer troen til liv. Målene opsummeres fra Efeserbrevet: At Jesus’ død forsoner og skaber fred med Gud – det gamle fjendskab fjernes. Bibelordet fra Kolossenserbrevet understreger, at skyldbrevet med alle bestemmelser er slettet og navlet til korset.
Undervisningen afsluttes med et stærkt billede af den autoritet, der gives til de troende gennem Jesus’ opstandelse, hvor Satans hoved knuses, og der gives beføjelse til at sætte mennesker fri og tage landet tilbage. Der opfordres til at bruge den autoritet, som få troende lever i fuldt ud. Romerbrevet trækkes ind for at vise, hvordan dåben bliver din delagtiggørelse i Jesu død og opstandelse – det gør, at synden begraves, og man kan leve som en ny skabning. Men det kræver et valg – at dø fra sig selv, fra bekymring, fra stolthed, fra det gamle, og fra synden. Kun sådan får Jesus lov til at definere identiteten, og der bliver frugten synlig gennem livet i tjeneste og kærlighed til andre. Der lægges vægt på at vidne, at alle har ansvar for at fortælle, hvad Jesus har gjort, og at ikke holde igen med frygt for at støde nogen – det er ledsaget af visdom, men har potentielt evighedens konsekvens. Budskabet er at dø fra stolthed og handle i overgivelse – fordi Han fortjener al ære, pris og ophøjelse, og fordi Hans offer er godt.
Citat fra undervisningen:
“Du skal lade hele din bagage ligge ved korset – og ikke tage noget med i lommen, for djævelen vil bare grine af dig, hvis du ikke har forstået, hvad Gud har betalt for dig.”
