Andreas Slot-Henriksen fortæller om temaet: Hvert knæ skal bøje sig, og hvad det betyder i praksis. Udgangspunktet er et løfte i både Det Gamle og Det Nye Testamente: at alle – enten i dette liv af egen fri vilje eller på dommens dag – kommer til at bøje knæ for Jesus Kristus og bekende Ham som Herre. Men hvordan hænger det sammen med den modstand eller ligegyldighed, som så mange viser over for Gud nu? Og hvad betyder det at bøje knæ – er det bare en metafor, eller dækker det over en langt dybere realitet? Allerede hos Paulus i Filipperbrevet 2, 4-12 tales der om ydmyghed, efterfølgelse og at ”i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” Dette kobles sammen med Esajas 45, hvor Gud selv proklamerer sin evige trofasthed og majestæt: ”For mig skal hvert knæ bøje sig, hver tunge skal sværge ved mig.” Gud sværger ved Sig selv, fordi Hans ord aldrig vender tomt tilbage, men altid fuldfører Hans vilje.

Mennesket står i et livslangt valg: Vil vi bøje os for Gud og bekende Jesus Kristus som Herre i dette liv og modtage nåden, eller først den dag, hvor der ikke længere er valg – hvor ærefrygt og erkendelse træffer os som en torden? Gud ønsker af hele sit hjerte, at alle skal modtage frelsen og leve med Ham i evigheden, men Han tvinger ingen. Hver dag er en invitation til frivillig overgivelse og til at lade alt i os (både ord, handling og indstilling) bøje sig for Jesus. Gud har lagt denne beslutning i det enkelte menneskes hjerte som en mulighed for liv og ægte glæde, men gør man det ikke, venter tomhed, adskillelse og tab, fordi Gud er selve kilden til fred, tilgivelse og alt, hvad hjertet længes efter.

Paulus’ møde med Jesus på vejen til Damaskus er et markant eksempel: Her står en, der ihærdigt bekæmpede de kristne, men må fysisk og åndeligt bøje knæ i mødet med Jesus’ hellighed, lys og sandhed. Selv når vi tror, vi har kontrol, kan vi rammes af Guds nærvær, og éns indre bliver blottet for den Almægtige. Alle må en dag stå til regnskab for Jesus, uanset om det sker nu i frivillig kærlighed eller ved dommen. Beretningen om Johannes’ åbenbaring understreger ærefrygten: Da han ser den opstandne Kristus i herlighed, ”faldt jeg ned for hans fødder som død”, og Jesus åbenbarer sig som den Første og den Sidste, den levende, med nøglerne til døden og dødsriget.

Det bringer undervisningen ind i hele spørgsmålet om Guddomsfylde, autoritet og relation mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Jesus er givet al magt i himlen og på jorden, som Han selv siger i missionsbefalingen (Mattæus 28); Han er Vejen, Sandheden og Livet, og ingen adgang til Gud går udenom Ham. Helligånden herliggør, vejleder og udfolder alt, hvad Sønnen har modtaget af Faderen, og alt fører tilbage til Kristus. Jesus var med allerede ved skabelsen – i Ham blev alt til, i Himlen og på jorden, det synlige og det usynlige – og Kolossenserbrevets proklamation viser realiteten: ”Han er hovedet for læmet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at Han i alle ting skulle være den første.”

Djævlens strategi gennem hele verdenshistorien har været at forvride, forlede og manipulere – som i fristelseshistorien, hvor han forsøger at få Jesus selv til at bøje knæ for ham. Jesus, svag af sult og træthed, gennemskuer fristelsen og står fast ved, at kun Gud er værdig til tilbedelse. Ligeledes prøver djævelen at overtale mennesket til at leve for egne lyster, ambitioner og komfort i stedet for at ydmyge sig for Gud. Det lykkes kun, hvis vi glemmer ærefrygten og ikke lader både vores krop og vores sind bøje sig for Gud. Sand frihed og liv opstår først, når hjertet og kroppen overgiver sig – ikke bare af pligt, men i ægte tillid og hengivenhed.

Lige så vigtigt er betydningen af fysisk og praktisk tilbedelse: At bøje knæ, ophøje Gud med kroppen og hjertet, og lade hele sit liv vidne om Hans værdighed. Det er ikke nok kun at have ydre handling uden indre overgivelse. Gud ser efter et hjerte og et sind, der er overgivet og bøjer sig – fysisk og åndeligt. For alt, hvad Gud har talt, vender ikke tomt tilbage, men fuldfører, hvad Han lover. At bøje knæ for Jesus er således både en holdning, en tilstand af ydmyghed og en handling, hvor man lader Jesus tage sit rette sted som konge, ven og frelser. Mange mister ærefrygten for Jesus i hverdagen, glemmer Hans autoritet og vender troen til noget ufarligt og trygt – men Bibelen kalder til respekt og bevidsthed om, at Han er den, som har ret til alt under sig.

Undervisningen opfordrer til regelmæssigt at standse op, søge Guds nærvær, glemme egne behov, og bruge tid på blot at ophøje Gud – både i ord, handling og i hjertet. Guds storhed, trofasthed og indgriben i den enkeltes liv er altid grund til ærefrygt. Ligesom i palmesøndagsbilledet kan den ydre begejstring hurtigt vendes til ligegyldighed eller opposition, hvis ikke hjertet virkelig har bøjet sig. Gud ønsker dybden – en sandhed, hvor både krop, tanker og følelser overgiver sig og bøjer sig for Jesus.

Ingen mennesker er for små til at blive set eller elsket af Gud – Han glæder sig over hvert enkelt barn, og netop Hans blik på det enkelte menneske forvandler alt. Sand tilbedelse handler om at kunne se Gud, som Han virkelig er, og give Ham sit ja, mens tid gives – for en dag vil alle erkende Hans herlighed. At leve med bøjet knæ for Jesus skaber frihed til at slippe sig selv, overgive bekymringer og bekymringer, og tage imod Hans nåde og oprejsning.

Citat fra undervisningen: “Satan forsøger altid at få os til at bøje knæ for det, der ikke er Gud, men kun Jesus er værdig til al tilbedelse.”