Vidnesbyrdet af Birte Slot-Henriksen åbner med oplevelsen af at krydse Norge og bruge rejsen som billede på livets vej. Der er episoder med smukke landskaber og lette strækninger, men også uigennemskuelige tunneler, hvor man tvinges til tillid, fordi der ingen omvej er – kun fremad. Birte oplever forværrede symptomer, blodmangel og fysisk svækkelse, hvilket gør hende afhængig af både forbøn og praktisk hjælp. Midt i træthed, smerter og tunge dage vokser reflektionen: At leve er ikke givet på forhånd, og livets skrøbelighed bringer Guds trofasthed og ledelse i centrum.
Troens prøvelse bliver tydelig, da kroppen svigter, og sygdommen kræver mere end menneskelig styrke. Birte oplever både bønner, tvivl, frustration og mange små mirakler, men også at Gud ikke altid griber ind på den måde eller i det tempo, hun havde forventet. Når hun trods ekstremt lav blodprocent stadig kan gå, fungere og overleve, bliver det til et stærkt vidnesbyrd om Guds opretholdelse – også når lægerne regner det for umuligt. Selv i transport, på hospital og i dagligdags situationer kæmper hun med ængstelse, men finder håb i tilliden til Gud, uanset om oplevelsen umiddelbart rummer miraklet eller ej.
Erfaringen styrkes gennem et usædvanligt møde med en kristen sygeplejerske, der udstråler fred og bekræfter Guds nærvær, midt i hverdag og hospitalsstress. Dagenes små sejre opleves som nåde og opmuntringer fra Gud, mens det allerstørste tegn til sidst bliver selve det, at hun lever og kan vende hjem. Situationen lærer både Birte selv og familien at forholde sig til liv og død med dyb alvor og stærk taknemmelighed – at hvert åndedrag og hver dag faktisk er en gave, og at Gud bærer, også når han ikke handles på vores tidstabel.
I den undervisende del skifter fokus til Guds navn “Jeg er” – udgangspunktet er Guds møde med Moses ved den brændende busk i 2. Mosebog 3,13-14. Moses spørger Gud, hvad han skal sige til israelitterne, og Gud svarer: “Jeg er den, jeg er.” Dette navn, Yahweh, betyder ikke kun “jeg er”, men også “jeg bliver”. Gud er uforanderlig, og hans navn understreger, at han er tilbagevendende trofast, evigt nær – og ikke kan begrænses af menneskets logik eller forståelseskasser. At kunne stole på Gud, når alt andet fejler, bliver selve essensen af tro og livsmod.
Andreas Slot-Henriksen udfolder, hvordan Jesus i Det Nye Testamente bruger samme navn om sig selv: “Jeg er”. Særligt i Johannes-evangeliet sandsynliggør Jesus sin guddommelighed ved frimodigt at anvende Guds navn: “Før Abraham blev til, er jeg” – hvilket straks opfanges som blasfemi af tidens jøder. Ved pågribelsen i Getsemane siger Jesus bogstaveligt “jeg er”, hvilket får soldaterne til at falde til jorden. I alle Jesu store udsagn uddybes Guds karakter: “Jeg er livets brød”, “Jeg er verdens lys”, “Jeg er døren”, “Jeg er den gode hyrde”, “Jeg er opstandelsen og livet”, “Jeg er vejen, sandheden og livet”, “Jeg er det sande vintræ”. Hver identitet åbner for nye dimensioner af, hvem Gud vil være for sit folk.
Undervisningen rummer et stærkt kald til at lade Gud være Gud – at forlade trang til at putte ham i kasser og paradigmer, men acceptere, at han er den, han er. Gud beviser gang på gang, at han følger med, uanset forståelsen og uanset, hvad der sker i os og omkring os. Igennem Bibelen møder vi forskellige navne for Gud, der hver især rummer sider af hans væsen og løfte – El Shaddai, Elohim, Jave, YHWH, Herren min Fred, Herren der læger, og mange flere. Kernen er, at Gud aldrig begrænses til ét menneskeskabt billede, men netop i sin dybe, uforanderlige “Jeg er”-identitet rummer alt, hvad vores liv, nød og længsler kalder på.
Praksisnært understreges vigtigheden af at handle på Guds ord, ikke kun at forstå eller diskutere det. Kendskabet til Gud og hans navne vokser, når man lytter, stoler på ham, og tager skridt i tro, også uden klare svar forud. Erfaringen er, at livet med Gud er størst, rigest og sandest, når det leves ud – også midt i lidelse. Man oplever, hvordan Gud oprejser, bærer igennem og fornyer tilliden mange gange – og at “Jeg er” virkelig er nok, uanset livet tager en uventet regning, eller bønner besvares på andre måder end håbet.
Afslutningsvist peger vidnesbyrd og undervisning sammen på Guds evige trofasthed og nærvær: “Gud er, og Gud bliver ved med at være; han forandrer sig aldrig, selv når vi ikke forstår ham.”









