Første Mosebog 2,18–25:
Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham. Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam: »Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.« Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød. Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke.
Første Mosebog 18,12:
Da lo Sara ved sig selv og sagde: »Skulle jeg virkelig føle lyst, nu da jeg er blevet gammel, og min herre også er gammel?«
Første Petersbrev 3,6:
Ligesom Sara adlød Abraham og kaldte ham herre. Hendes børn er I blevet, når I gør det gode og ikke lader jer skræmme af noget som helst.
Efeserbrevet 5,21–24:
I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.
Efeserbrevet 5,25–33:
Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken. For vi er lemmer på hans legeme. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken. Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand.
Ordsprogenes Bog 31,22–31:
Hun laver sig tæpper, hun er klædt i fint linned og purpurrødt stof. Hendes mand er kendt i portene, hvor han sidder sammen med landets ældste. Hun laver linnedkjortler og sælger dem, hun leverer bælter til købmanden. Hun er klædt i styrke og anseelse, og hun ler morgendagen i møde. Hun tager til orde med visdom, der er venlig belæring i hendes tale. Hun overvåger, hvad der sker i hendes hus, hun spiser ikke dovenskabens brød. Hendes sønner rejser sig og priser hende, hendes mand berømmer hende: »Der er mange dygtige kvinder til, men du overgår dem alle!« Yndighed er bedrag, og skønhed er tomhed, men en kvinde, der frygter Herren, skal berømmes. Lad hende nyde frugten af sit arbejde, lad hendes gerninger berømme hende i portene.
Første Mosebog 25,29–34:
Engang havde Jakob kogt en ret; Esau kom hjem, træt og udmattet fra jagten i marken. Esau sagde til Jakob: “Lad mig få noget af det røde, det røde der, for jeg er udmattet.” – Derfor fik han navnet Edom. Men Jakob sagde: “Sælg mig først din førstefødselsret!” Esau svarede: “Jeg er jo ved at dø, hvad skal jeg med førstefødselsretten?” Men Jakob sagde: “Sverg mig det først.” Da svor han og solgte sin førstefødselsret til Jakob. Så gav Jakob Esau brød og linseret, og han spiste og drak, stod op og gik sin vej. Esau ringeagtede sin førstefødselsret.
Første Mosebog 27,3–4:
Tag nu dine våben, dit kogger og din bue, og gå ud i marken og jag et stykke vildt til mig; lav mig en ret, sådan som jeg kan lide den, og bring den ind til mig, så jeg kan spise og velsigne dig, før jeg dør.
Dommerbogen 6,19–24:
Så gik Gideon ind og gjorde et gedekid i stand og bagte usyrede brød af en efa mel. Kødet lagde han i en kurv, suppen hældte han i en gryde. Så bragte han det ud til ham under egen og serverede det. Guds engel sagde til ham: “Tag kødet og de usyrede brød og læg det på klippen dér og hæld suppen ud over det!” Det gjorde han. Herrens engel rakte nu spidsen af den stav, han havde i hånden, og rørte ved kødet og de usyrede brød. Da slog ild op fra klippen og fortærede kødet og de usyrede brød; og Herrens engel forsvandt for hans øjne. Da forstod Gideon, at det var Herrens engel, og han sagde: “Ak, Gud, Herre, nu har jeg set Herrens engel ansigt til ansigt!” Men Herren sagde til ham: “Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø.” Dér byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det »Herren er fred«. Det står den dag i dag i abiezritternes Ofra.
Johannesevangeliet 21,9–13:
Da de steg i land, så de at der lå et bål af gløder og fisk og brød på det. Jesus sagde til dem: “Kom med noget af de fisk, I lige har fanget.” Simon Peter gik op og trak nettet i land, det var fuldt af store fisk, 153 i alt. Skønt der var så mange, revnede nettet ikke. Jesus sagde til dem: “Kom og få noget at spise.” Ingen af disciplene turde spørge ham: “Hvem er du?” De vidste, det var Herren. Jesus gik hen og tog brødet og gav dem det, og ligeledes fisken.
Matthæusevangeliet 20,25–28:
Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: “I ved, at folkenes fyrster ondertrykker dem, og stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”
Johannesevangeliet 13,14–15:
Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder også I at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.
Første Korintherbrev 7,3–9:
En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru. I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende. Men dette siger jeg som en indrømmelse, ikke som en befaling. Jeg ser helst, at alle mennesker er som jeg; men enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på én måde, den anden på en anden måde. Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg. Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.
Salme 33,20:
Vores sjæl venter på Herren, han er vores hjælp og skjold.
Salme 70,5:
Men jeg er fattig og hjælpeløs; Gud, skynd dig at komme mig til hjælp! Du er min hjælper og redder. Herre, tøv ikke længere!
Salme 115,9–11:
Israel, stol på Herren! Han er deres hjælp og skjold. Arons hus, stol på Herren! Han er deres hjælp og skjold. I, som frygter Herren, stol på Herren! Han er deres hjælp og skjold.
Rom 8,1:
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.
Hebræerbrevet 9,14:
Hvor meget mere vil da Kristi blod, som gennem evig ånd har båret sig selv frem som et lydefrit offer for Gud, rense vores samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud!
1 Joh 1,9:
Hvis vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vores synder og renser os for al uretfærdighed.
Hebræerbrevet 10,19–22:
Så har vi, brødre, i Jesu blod frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye og levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige sit kød, og vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med oprigtigt hjerte og i fuld trosvished, med hjerterne stænket rene for en ond samvittighed og kroppen badet i rent vand.
Johannesevangeliet 14,6:
Jesus sagde til ham: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”
Esajas 53,4–5:
Men det var vores sygdomme, han tog, det var vores lidelser, han bar. Selv mente vi, han var ramt, slået af Gud og plaget. Men han blev gennemboret for vores overtrædelser og knust for vores synder. Han blev straffet for, at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.
Matthæusevangeliet 8,17:
Således opfyldtes det, der var talt ved profeten Esajas, når han siger: “Det var vores sygdomme, han tog, og vores lidelser bar han.”
Galaterbrevet 3,28:
Her er ikke jøde eller græker, her er ikke træl eller fri, her er ikke mand og kvinde; for I er alle én i Kristus Jesus.
Filipperbrevet 4,19:
Min Gud vil fuldt ud sørge for alle jeres behov efter sin rigdom i herlighed i Kristus Jesus.
Matthæusevangeliet 11,28–30:
Kom til mig, alle I, som slider og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.
Lukas 10,19:
Jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over fjendens hele styrke, og intet skal skade jer.
Romerbrevet 16,20:
Fredens Gud vil snart knuse Satan under jeres fødder. Vores Herres Jesu nåde være med jer!
Åbenbaringen 12,11:
De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrd, og de havde ikke livet kært, så de ikke ville dø.
Johannesevangeliet 11,25–26:
Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør; og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?”
1 Korintherbrev 15,21–22; 54–57:
For eftersom døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, skal også alle gøres levende i Kristus. (…) Når dette forgængelige bliver klædt i uforkrænkelighed, og dette dødelige bliver klædt i udødelighed, da opfyldes det ord, der står skrevet: “Døden er opslugt og sejren vundet. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vores Herre Jesus Kristus!
Andreas Slot-Henriksen fortæller om emnet mandens og kvindens roller ifølge Bibelen og starter med skabelsesberetningen for at pege på Guds oprindelige tanke for relationen. Gud sagde: “Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.” Kvinden skabes af et ribben – ikke af hovedet, for at være over, ikke af en fod for at være under, men af et ribben tæt ved hjertet for at være ligeværdig og beskytte hjertet. Det hebraiske ord for hjælper beskriver ikke inferiøritet men djup samhørighed, et modstykke hvor kvinden er både ligeværdig og nødvendig for helheden. Gud har dermed fra starten sat mand og kvinde som to, der står ansigt til ansigt; ikke kloner, men partnere med forskellige styrker og kald.
Undervisningen løfter også, hvordan kulturen ofte har tolket rollerne på menneskelig og historisk vis uden at dykke ned i forståelsen af sproget og Guds intention. I skabelsesberetningen får manden opgaven at forlade far og mor og knytte sig til sin hustru, hvilket understreger mandens ansvar for at orientere sig imod sin ægtefælle. Det påpeges, at både mand og kvinde har et ansvar, og at kvindens hjælperrolle ikke er en degradering: det samme ord bruges om Gud, når Han hjælper Israel. En kvindes rolle spejler dermed noget af Guds karakter.
Når begrebet underdanighed eller herredømme nævnes, forklares det, at det ofte forveksles kulturelt – Sara kalder Abraham “herre”, men det var en kulturel reference med rod i respekt. Paulus’ formaning i Efeserbrevet 5 bliver dybdegående forklaret: “I skal underordne jer hinanden i ærefrygt for Kristus.” Mandens ansvar er at elske sin hustru, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig hen for den, mens kvinden kaldes til respekt. Det handler ikke om underkastelse men om gensidig tjeneste, opofrelse og anerkendelse. Kærlighed betyder at tage ansvar, lede med omsorg og aldrig med tyranni, for Bibelen viser, at autoritet er konkret forbundet med at tjene og tage ansvar.
Eksempler fra Ordsprogenes Bog 31 viser, at kvinden både spiller erhvervsmæssig, organisatorisk og familiær rolle – hun køber og sælger, styrer husholdning og har handlekraft, og hendes mand har til gengæld ansvar, men også tillid. Bibelen fremhæver således ikke en stereotyp og begrænsende rolle for kvinden, men en levende, virksom og respekteret position. Historier fra Det Gamle Testamente viser mænd, der laver mad, og kvinder, der arbejder udenfor hjemmet – Bibelen giver ikke kun én fastlagt kønsopdeling, men velsigner mangfoldigheden i ansvarsdeling og tjeneste i hjem og menighed.
Syndefaldet i 1. Mosebog 3 præsenteres som vendepunktet, hvor forholdet mellem mand og kvinde forvrænges af synd. “Til kvinden sagde han: ‘Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.’” Denne forbandelse fører til kamp om lederskab og magt, men underviseren pointerer, at dette ikke var oprindelsesplanen, og at Jesus ved korset har gjort op med forbandelsen. Ny Testamente åbner for genoprettelse af ligeværdigheden, hvor begge parter igen kan mødes i partnerskab og ikke magtkamp. Mand og kvinde er kaldet til at leve i og forvalte det lige værd og ansvar, som Gud satte fra begyndelsen.
Undervisningen tydeliggør gennem mange eksempler fra både Det Gamle og Nye Testamente, at ansvar, arbejde og lederskab i hverdagen må aftales og forhandles i kærlighed og gensidighed, ikke ud fra stive kulturelle normer. Det handler om at lytte til Gud, gå foran i ansvar og tage imod det kald, Gud lægger på enhver – uanset køn. Når evangeliet får plads i parforhold og familie, kan andre se, at Jesus er med i hjemmet – det bliver et forbillede på kærlighed, enhed og samarbejde. Opgøret med den kendte macho-kultur og ubalancerede kønsroller er bibelsk forankret, og sætningen “I skal underordne jer hinanden i ærefrygt for Kristus” står stærkt.
Afslutningsvis peger undervisningen på, at vi skal spørge Gud, hvordan vi får lov at vokse ind i vores rolle som mand eller kvinde i dag. Vi skal turde spørge Gud, om Han ville give anerkendelse eller udfordre til forandring, så vi kan leve i Hans velsignelse og kaldes ind i Hans gennembrudte orden, hvor begge køn lever i kærlighed, respekt og med åndens frugt mellem sig – til gensidig velsignelse og ære for Gud.
Citat fra undervisningen: “Gud har sat os i en position sammen, hvor vi er hinandens hjælper. Hvor vi forstår, hvad kærlighed er og elsker, men også hvor vi forstår, hvad respekt er. Midt i det hele.”
