Andreas Slot-Henriksen fortæller om temaet “med Jesus i båden” og udfolder, hvordan dette billede bruges bibelsk og i det kristne liv. Han begynder med at tage udgangspunkt i disciplene, som i evangelierne bliver kaldt væk fra deres både – deres gamle levebrød og trygge daglige rammer. Det krævede et drastisk og modigt valg uden forbehold, hvor alt lagdes bag dem for at følge efter Jesus. Det hele startede i bådene, hvor de som fiskere havde deres livsgrundlag, men da Jesus kaldte på dem, satte de alt til side uden sikkerhed for fremtiden. Der er fokus på, hvor radikalt et valg dette var, og hvilken overgivelse det krævede – et valg, der ikke kun handlede om dem, men medførte store konsekvenser for deres familier og fremtid.
Det er med udgangspunkt i denne afgørende handling, at båden som symbol følges igennem forskellige centrale bibelberetninger. Der peges på mirakler, for eksempel hvor Jesus ligger og sover i båden, mens disciplene er bange under stormen på søen. Stormen beskrives levende; hvordan den kan opstå voldsomt og uden varsel på Genesaret Sø, og hvordan rædsel og panik breder sig mellem de erfarne fiskere, da deres erfaringer er utilstrækkelige i mødet med naturens kræfter. Midt i stormen sover Jesus fredeligt, men da disciplene vækker Ham, rejser Han sig og truer stormen, der øjeblikkeligt lægger sig. Fokus er her ikke bare på miraklet, men på hvad det betyder at have Jesus med i båden; Han er den, der beskytter, taler til stormen og skaber tryghed, men den egentlige pointe er, at læringen ofte findes i netop krisen og ikke kun i stilheden.
Et andet sted står Jesus i båden og taler til folket – Han bruger båden som sin talerstol. Det kunne synes mere oplagt at prædike fra en stor sten eller oppe på bredden, men når Han står i båden, bruger Han det dagligdags og kendte som udgangspunkt for undervisningen, så mennesker kan høre Hans ord, selv når Han står på et lavere punkt end dem.
Undervisningen går videre til beretningen om Jesus, der ved et mirakel går på vandet, mens disciplene igen kæmper i båden midt i modvind og storm. Scenen levendegøres med reference til Matthæusevangeliet 14,22-33, hvor Jesus tvinger disciplene ud på søen, selvom de måske har en fornemmelse af, at vejret vil vende til det værre. Her gøres der opmærksom på det danske ord “nøde”, som på græsk betyder at tvinge eller presse – Jesus måtte presse disciplinerne ud i båden. Selvom disciplinerne som fiskere vidste, hvornår vejret tegnede truende, var det netop i stormen, at de skulle møde miraklet.
Da Jesus kommer gående på vandet, bliver disciplene først bange og tror, de ser et spøgelse, men Jesus taler trøstende til dem: “Vær frimodig, det er mig. Frygt ikke.” Peter tør tage skridtet ud på vandet, så længe han har øjnene rettet mod Jesus, men da han ser på bølgerne og mister fokus, synker han og må rækkes op af Jesus. Her pointeres, at båden stadig var Peters sikkerhed – selv midt på “gyngende grund” – men det er troen, der gør, at han tør noget usikkert.
Efter stormen og udfordringerne kommer spørgsmålet om, hvor disciplene søger tryghed, når alt forvitrer. Da Jesus dør, vender disciplene tilbage til deres tidligere erhverv i fiskerbåden – det velkendte og trygge. De går ikke længere ud for at fange mennesker, men fisk, indtil Jesus igen viser sig efter opstandelsen og befaler dem at smide nettet ud. Først da får de fisk, og Peter genkender Jesus, idet situationen spejler hans første kald. I denne sammenhæng bliver det klart, at Jesus gentagne gange må kalde sine disciple ud af deres tryghedszoner, ud af båden, for at de på ny kan forstå deres opgave og identitet.
Der trækkes paralleller mellem båden og menigheden: Båden blev i kirkens tradition til kirkeskibet – et symbol på menigheden, hvor alle har forskellige funktioner og ansvar. Ingen fisker alene, og i menigheden bærer man også i fællesskab. Ligesom på et fartøj – lille eller stort – er der brug for folk til mange funktioner: at styre roret, kaste og trække nettene, sy og reparere sejl, og så videre. Alle roller er vigtige, og her opmuntres til ikke at sammenligne gaver og funktioner, men anerkende, at Gud har sat hver enkelt i båden af en grund.
Når stormene kommer, må menigheden stå sammen, støtte hinanden, opmuntre og hjælpe. Det påpeges, at redningskransen ofte bliver kastet ud i fællesskabet, men det er op til det enkelte menneske at gribe den. Der ligger et ansvar både i at række ud til hinanden og i, at vi alle er kaldet til at lytte, tage imod, og handle, når muligheden gives – ikke blive handlingslammede, fordi Gud ikke har angivet hvert skridt, men stole på, at Jesus leder gennem valg og indskydelser. Gud planlægger, guider og åbner døre, men ønsker også, at enhver tager sit personlige valg og bruger den frie vilje Han har givet.
Der peges på Noas Ark som arketypen på en båd, hvor fællesskabet sammen byggede båden og blev reddet gennem stormfloden, et billede på den dåb, der frelser. Her bruges Første Petersbrev 3,18-21, som sammenligner arken med dåbens vand – den gamle tilværelse forlades og et nyt liv opstår, når man holder sig til fællesskabet og bliver i båden. Forkastelsen af det gamle liv, med alt det, der binder, fandt sted dér – “Du lader det drukne,” står det.
Menigheden er på denne måde Guds båd, hvor det handler om at holde sammen, værne om hinanden og give plads til alle gaver. Der udfordres til at spørge sig selv: “Hvilken båd er du i?” – for man kan ikke både have et ben i båden og et ben i verden. Det bliver illustreret, at man må tage konsekvente valg, holde sig til fællesskabet, styre efter Jesus’ vejledning og ikke lade sig lamme af frygt eller usikkerhed. Selv når man ikke har klar besked fra Gud, må man handle ud fra det, Han allerede har talt, og stole på, at Han leder vejen, selv om man en dag vælger forkert – for Jesus kan stadig føre én på rette kurs.
Afrundingen handler om hverdagen med Jesus i båden – at lade Ham være styrmanden, men stadig tage ansvar for eget liv og de muligheder, der byder sig. Troen på, at Gud har givet visdommen gennem Helligånden, så man tør tage de skridt, der er nødvendige, også når der ikke er et klart tegn udefra. Når stormen raser, handler det derfor også om at være nærværende for hinanden, at tage ansvar for fællesskabet og turde spørge: Er mit hjerte rettet mod Ham, er jeg villig til at følge og tjene der, hvor Han har sat mig?
Den afsluttende opfordring er at lytte og handle, stole på at Gud bærer og bygger fællesskabet gennem det enkelte menneskes engagement, og at det er i båden – menigheden, fællesskabet med Jesus – at beskyttelsen og opfyldelsen findes. “Så kommer du også i mål”, lyder den afsluttende refleksion.
Citat fra undervisningen: “Du er ikke ansat til at planlægge for Gud, skal jeg hilse dig og sige, overhovedet ikke, som i slet ikke. Og du kommer aldrig i nærheden af aldrig at kunne planlægge noget som helst for Ham, fordi Han er Gud.”
