Romerbrevet 8,1-17:
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets Ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud. Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov, og det kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag. Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds Ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi Ånd, hører ham ikke til. Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men Ånden har liv på grund af retfærdighed. Og når hans Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin Ånd, som bor i jer. Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det; hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø. Men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. For alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, der giver trældom, så I igen skulle leve i frygt, men I har fået den Ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham, for også at herliggøres med ham.
Lukas 4,16-19:
Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbaten gik han efter sin sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.
Matthæus 25,14-30:
For det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet, kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue. En gav han fem talenter, en anden to, en tredje én talent, hver efter hans evner. Så rejste han. Den, der havde fået fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. På samme måde vandt han, der havde fået to, to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kom disse tjeners herre tilbage og gjorde regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og bragte de fem andre talenter frem og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter, se jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Vel, du gode og tro tjener, du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget; gå ind til din herres glæde! Også han, der havde fået de to talenter, kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter, se jeg har tjent to til. Hans herre sagde til ham: Vel, du gode og tro tjener, du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget; gå ind til din herres glæde! Så kom også han, der havde fået én talent, og han sagde: Herre, jeg kendte dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt. Derfor blev jeg bange og gik hen og gemte din talent i jorden; se her har du, hvad dit er. Hans herre sagde til ham: Du dårlige og doven tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have sat mine penge i banken, så havde jeg fået dem igen med renter, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham, der har de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor. Der skal være gråd og tænders gnidsel.
Markus 4,21-25:
Og han sagde til dem: Kommer nogen med et lys for at sætte det under en skæppe eller under en bænk? Er det ikke for at sætte det i en stage? For der er intet skjult, som ikke skal blive synligt, og intet gemt, som ikke skal komme frem i lyset. Hvis nogen har ører at høre med, skal han høre! Og han sagde til dem: Mærk jer mine ord: Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med, ja, I skal få overmålt. For den, der har, til ham skal der gives, og den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.
ApG 5,1-6:
Men en mand ved navn Ananias og hans hustru Safira solgte en ejendom og stak med sin hustrus vidende noget af pengene til side og kom kun med en del og lagde det for apostlenes fødder. Da sagde Peter: Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet for Helligånden og stukket noget af pengene fra jorden til side? Hvis du ikke havde solgt den, var det så ikke din? Og når den var solgt, bestemte du så ikke selv over den? Hvordan kunne du få dig selv til at gøre det? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud. Da Ananias hørte de ord, faldt han død om, og stor frygt kom over alle, der hørte om det. Nogle unge mænd rejste sig, svøbte ham ind, bar ham ud og begravede ham.
ApG 7,51-60:
I stivnakkede og uomskårne på hjerter og ører! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre også. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, som forud forudsagde, at den retfærdige skulle komme; ham, som I nu er blevet forrædere og mordere mod, I, som modtog loven på engles ord, men ikke har holdt den. Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder af ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlen, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd, og han sagde: “Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre hånd.” Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og stormede alle som én ind på ham, og de stødte ham ud af byen og stenede ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: “Herre Jesus, tag imod min ånd.” Og han faldt på knæ og råbte med høj røst: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt det, sov han ind.
Johannes 3,31-36:
Den, der kommer ovenfra, er over alle. Den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle. Hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru. For han, som Gud har udsendt, taler Guds ord, for Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.
Romerbrevet 12,3-8:
I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have. Men brug jeres forstand med omtanke, en hver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. For ligesom vi har ét legeme med mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver er vi hinandens lemmer. Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med tro, den, der har sin tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet; den, der er forstander, skal gøre det med ivrighed; den, der øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde..
Efeserbrevet 1,15-23:
Derfor, efter at jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige, holder jeg ikke op med at takke Gud for jer, når jeg nævner jer i mine bønner. Jeg beder om, at vor Herres Jesus Kristus, herlighedens Fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til erkendelse af ham og give jeres hjertes øjne lys, så I forstår, hvilket håb han har kaldet jer til, hvor rig på herlighed hans arv er blandt de hellige, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror, fordi hans vældige kraft er virksom. Med denne magt lod han Kristus opstå fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, over al magt og myndighed og styrke og herredømme og over hvert navn, der nævnes, ikke blot i denne verden, men også i den kommende. Han lagde alt under hans fødder og gav ham som hoved over hele kirken, som er hans legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle.
ApG 8,26-40:
Men en Herrens engel talte til Filip og sagde: Stå op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem ned til Gaza; den er øde. Så stod han op og gik. Og se, en etiopisk hofmand, en mægtig mand ved Kandake, etiopiernes dronning, som havde hele hendes skatkammer under sig, og som var kommet til Jerusalem for at tilbede, var nu på hjemrejse og sad i sin vogn og læste profeten Esajas. Ånden sagde til Filip: “Gå hen til den vogn og hold dig nær ved den.” Filip løb derhen og hørte ham læse profeten Esajas og sagde: “Forstår du det, du læser?” Han svarede: “Hvordan skal jeg kunne det, når ingen vejleder mig?” Og han bad Filip komme op og sætte sig hos ham. Så læste han følgende skriftsted: “Som et får, der føres til slagtning, og som et lam, der er stumt for den, som klipper det, sådan åbnede han ikke sin mund. I hans fornedrelse blev hans dom taget bort; hvem kan fortælle om hans slægt? For hans liv blev taget bort fra jorden.” Hoffmanden sagde til Filip: “Sig mig, hvem taler profeten om her? Om sig selv eller om en anden?” Da tog Filip til orde og begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham. Mens de nu kørte ad vejen, kom de til et sted, hvor der var vand. Hoffmanden sagde: “Se, her er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?” Filip sagde: “Hvis du tror af hele dit hjerte, kan det ske.” Han svarede: “Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.” Så lod han vognen standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hoffmanden, og han døbte ham. Da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og hoffmanden så ham ikke mere, men fortsatte sin rejse med glæde. Men Filip fandt sig selv i Ashdod, og han vandrede omkring og forkyndte evangeliet i alle byerne, til han kom til Cæsarea.
ApG 2,1-4:
Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem, og de blev alle fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.
Andreas Slot-Henriksen fortæller om, hvordan det ikke er nok at tro, at Jesus har levet historisk og lavet mirakler, men at det er afgørende at have en personlig, levende tro, hvor Helligånden får lov at virke igennem én. Undervisningen starter med refleksion over Paulus’ ord i Romerbrevet kapitel 8 om, at “der er da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus”, og at livets Ånds lov har sat mennesker fri fra syndens og dødens lov. Her opfordres til at adlyde Ånden frem for kødets egne ønsker, da det kun er gennem Åndens kraft, at frihed og liv opstår – og dem, der drives af Guds Ånd, er Guds børn. Omvendelsen markeres som langt mere end et valg – det er en overgivelse, hvor Guds Ånd tager bolig og skaber lyst til at følge Hans veje frem for verdens.
Eksempler fra Jesu liv bliver brugt til at illustrere, hvordan alt, hvad Han gjorde, var drevet af Ånden. Jesus ledes af Ånden ud i ørkenen, faster i fyrre dage og fristes af djævelen, men sejrer fordi Han vælger Guds vej over sin egen vilje. Det viser, at det ikke altid føles behageligt at følge Ånden, men det er dér, karakter og frugt vokser frem. Efter ørkenoplevelsen går Jesus videre “i Åndens kraft” og begynder at prædike, helbrede og sætte mennesker fri – alt under Helligåndens salvelse. Undervisningen lægger vægt på, at denne salvelse og ledelse ikke er forbeholdt de få, men tilbydes ethvert Guds barn, som er villig til at respondere og handle på Guds kald, selv når det koster komfort eller kræver mod.
Brugen af talenternes lignelse fra Matthæusevangeliet sættes ind for at vise, at Gud betror gaver og ansvar efter evne og trofasthed. Det understreges, at det ikke handler om, hvor store eller synlige gaver man har, men om villigheden til at bruge det man har fået – også hvis det blot er en “lille tå, der ikke gør ondt mere”. Gud forøger tro og ansvar hos den trofaste, og opfordringen lyder: Grav ikke dine talenter ned, men træd frem i frimodighed og brug dem under Åndens inspiration.
Samarbejdet og kærligheden i menigheden fremhæves som afgørende for, at Ånden kan virke stærkt. Når nådegaverne bruges og åndsfællesskabet værnes, sker der vækkelse, mirakler og vækst – men splid, jalousi og manglende kommunikation hæmmer Helligåndens virke. Det nævnes, at menigheden skal bevæge sig væk fra skrivebordsteologi og ind i et liv, hvor troen omsættes til handling og erfaring bygget på Guds ord, ikke kun på teologi og teori. Ananias og Safira-eksemplet fra Apostlenes Gerninger står for alvoren af Åndens nærvær: at ærlighed og respekt for Gud må have førstepladsen i fællesskabet, ellers mister man kraften og velsignelsen.
Gennemgående pointer er, at frimodighed i troen forløses ved lydighed og handling, ikke bare refleksion. Helligånden er stadig virksom i dag og gør mirakler og undere, når kristne vover at følge Guds mindste tilskyndelser. Bøn, tungetale og bøn i Ånden fremhæves som kraftfulde nøgler, der åbner op for oplevelsen af Guds nærvær og forvandler både den enkelte og det åndelige klima omkring fællesskabet. Udfordringen ligger i at turde sige ja, selvom det ikke er bekvemt, stole på Ånden og vælge Guds vej frem for den letteste. Dette kræver både ydmyghed og mod, men det giver et liv fyldt af mening, mirakler og Guds nærvær.
Citat fra undervisningen: “Det er først, når vi handler i lydighed mod Ånden, vi oplever Guds kraft og mirakler.“
