Andreas Slot-Henriksen forklarer, hvordan livet i tro indeholder kriser og op- og nedture – men at det er i at stå fast på Jesus’ ord og løfter, at troen for alvor vokser og forankres. Man kan opleve perioder, hvor det føles som om Gud ikke handler, men vælger at vende blikket mod alt det Han allerede har gjort, vækkes taknemmeligheden og erkendelsen af, at Han står fast. Dette leder hurtigt videre til undervisningens hovedspørgsmål: lever man som slave eller som fri discipel? For mange begynder troen med begejstring og virketrang, men meget hurtigt risikerer man at havne i handling for handlingens skyld. Det beskrives konkret – hvordan man pludselig føler sig tvunget til at gøre noget, bliver usundt presset og mister frihed – fordi det føles, som om man skal handle for at være god nok eller blive accepteret. Undervisningen retter fokus mod balancen: hvad er det Gud kalder til, og hvordan bevares glæden og friheden?
For at vise det, hentes eksempler fra Det Gamle Testamente, hvor slaveri var en kendt praksis, men hvor slaven på et tidspunkt kunne vælge at blive i husholdningen af egen fri vilje, fordi livet hos herren var godt. Bibelen beskriver denne særlige pagt: “Men hvis trællen siger: Jeg holder af min herre og af min kone og mine børn, jeg vil ikke være fri. Da skal hans herre føre ham hen til Gud og stille ham ved døren eller dørstolpen, og hans herre skal bore hul i hans øreflip med en syl, og så skal han være hans træl for livstid.” Dette valg handler om tillid, tryghed, overgivelse og kærlighed – ikke tvang. Det er et billede på, hvordan man kan vælge at overgive sin frihed for en dybere frihed og tryghed.
Overført på livet med Jesus er billedet tydeligt: Ved dåben begraves det gamle liv, og et nyt liv “i Kristus” begynder. Man tilhører nu ikke sig selv, men overgiver sig til at leve, så Jesus hersker og leder. Paulus beskrev tydeligt denne identitet: “Fra Paulus, Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel, udvalgt til at forkynde Guds evangelium” – og “tjener” er her egentlig “slave” i grundteksten, dulos, hvilket belyser, hvor totalt og fuldstændigt overgivet et forhold det er. Ligesom slaven havde et fysisk tegn på sig, får den troende Helligåndens segl. Men i Guds rige er denne slave-identitet ikke bundet til frygt, men til tryghed og kærlighed. Det understreges gennem personligt eksempel med vielsesringen: synlige tegn på loyalitet og overgivelse beskytter og bekræfter den relation, man står i – og når man bærer Kristus’ tegn, beskytter Han og bærer igennem livets storme.
På denne baggrund forklares, hvordan alle mennesker altid vil være “slave” eller “træl” af noget – enten synd eller Kristus. Bibelen udtrykker det bl.a. i Romerbrevet: “For dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Men nu, da I er frigjort fra synden og bliver trælle for Gud, så bærer I nu den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv. For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.” Slaveriet under synd og denne verdens logikker fører til død – slaveriet under Gud fører til frihed og evigt liv. Så spørgsmålet bliver: Hvem underordner du dig egentlig? At kalde Jesus Herre uden at adlyde hans kald og sætte sin vilje i spil er ikke ægte efterfølgelse. Det handler om tillid – at Han kan bære livet bedre, end man selv kan.
Denne grundholdning afspejles i Jesus’ ord fra Matthæusevangeliet: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Åget – det at underordne sig Guds kald – er ikke en tung byrde, men bringer hvile, fordi Han selv bærer. Det kræver en ny måde at tænke ansvar på: faktisk er det et frirum, hvor bekymringer og ansvar kan lægges over til Gud, som er Herre og ven. Det er dyb frihed. Men det er stadig en overgivelse, og kærlighedens kald viser sig altid i handling.
Undervisningen går dybere i balancen mellem lovgærninger (i betydningen at tro, man kan veje op for sig selv og opnå noget hos Gud gennem regler og præstationer) og frugt af ånden. At elske Gud af hele sit hjerte, sjæl og sind – og at elske sin næste som sig selv – opsummerer hele loven og profeterne. Når kærligheden er motivet, skifter handlingerne karakter. Det forklares, hvordan sand kærlighed til Gud gør det let at adlyde – og hvordan kærligheden til næsten, båret af Helligånden, gør, at handlingerne ikke bliver krav, men glæde. At helbrede, hjælpe, stå frem – alt gøres, fordi det ligger på hjertet som en brændende længsel, ikke som et krav. Det advares mod djævelens strategi, specielt over for nye i troen, hvor man fristes til at blive handlingsstyret på en selvopofrende og drænende måde – indtil glæde og relation dør ud.
Det diskuteres levende, hvordan man genkender Guds stemme. Når Helligånden taler, fødes handlinger i kærlighed og glæde – ikke i tvang eller dårlig samvittighed. Der gives eksempler fra Markus 16, hvor Jesus siger, at “tegnene skal følge dem, der tror”: Det græske ord betyder, at tegn skal ledsage én, følge ‘tæt på’, ikke at man skal jage dem. Mirakler, udfrielser og nådegaver følger naturligt, hvor Helligånden virker, når troen bruges i praksis. Erfaringen bekræfter: det er først, når man handler i troskab, at man oplever under og kraft. Gud kalder ikke til passivitet – men til handling, født af kærlighed.
Der sættes skarp skelnen mellem handlinger i “Moseloven” – gamle regler og ydre lovgerninger – og de handlinger, der naturligt udspringer af tro. For nu er man sat fri fra Moseloven og dens 613 bud, og frelsen sker alene gennem Guds nåde, ikke ved egen indsats. Men en død tro – en tro uden frugt – er i praksis ingenting. Tro uden handling er som død; handlinger drevet af kærlighed og ånd er levende. Dette kobles direkte til Jesu forbillede: Han blev selv dulos (tjener/slave) og underordnede sig Gud i alt – men altid båret af kærlighed. Han vaskede disciplinernes fødder, Han gav sig helt hen, Han gik ind i tjenesten, ydmygede sig til korset, for at alle skulle opleve frihed, håb og fællesskab. Når Jesus selv bøjer knæ og tjener, bør det også rummes i dem, der følger Ham. Det er ægte discipelskab og frihedsskabende slavetilstand – hvor alt sættes ind på kærlighed, nærvær og at følge det, Han har lagt på hjertet.
Så konklusionen er tydelig: At leve i Jesus er ikke slaveri på verdens betingelser, men frihed skabt af kærlighed, hvor handlingerne og miraklerne følger efter som en naturlig del af at gå sammen med Ham – ikke som jernbyrder, man må bære alene, men i fællesskabets kraft. At være både slave og discipel for Gud forener det dybeste kald og den største frihed.
Citat fra undervisningen: “Din frihed i Kristus gør dig ikke fri til ligegyldighed, men fri til handling født af kærlighed.”
