Andreas Slot-Henriksen forklarer, at tillid bør være et af hovedhjørnestenene i en levende tro, og uden ægte tillid mister troen sin dybe mening. Undervisningen starter med at definere tillid som en stærk følelse og en beslutning om at kunne regne med, stole på og forvente, at den eller det, man viser tillid, aldrig svigter. Det modsatte er svigt – og netop erfaringer med svigt fra mennesker skaber ofte sår og usikkerhed, der kan præge relationen til Gud. Frygten for, at Han også kunne finde på at svigte, bliver en barriere for det nære fællesskab med Ham. Gud siger klokkeklart i 5. Mosebog 31,6: ”Vær frimodige og stærke, frygt ikke og vær ikke bange for dem, for Herren din Gud går selv med dig; Han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig.” Verset understreger, at det er en viljesbeslutning at vælge mod og tillid, ikke bare en mulighed blandt andre. Dette løfte bør lagres dybt, så det bærer igennem både store og små udfordringer.
Undervisningen illustrerer, hvordan tillid til Gud viser sig i hverdagslivet – for eksempel ved ikke at presse ting igennem egen kraft, men vente på, at Guds hjælp kommer i rette tid. Erfaringen er ofte, at Gud ikke kommer for sent, men heller ikke for tidligt; Han handler på det rette tidspunkt, hvilket kræver tålmodighed og gentagne valg om at have tillid også, selvom alt trækker ud til sidste øjeblik. Tillid prøves særligt, når situationen spidser til – som eksemplificeret i familiens oplevelse med sønnens alvorlige ulykke, hvor troen på Guds løfter bar igennem frygt, bekymring og modløshed. Troen giver modet til at afvise negative meldinger og holde fast i håbet, fordi ”Gud har sagt det – derfor bliver det.” Hermed bliver tillid ikke en blind tro på, at livet bliver formet efter egne ønsker, men en vedvarende overgivelse til Guds karakter og plan.
Bibelen selv forbinder gentagne gange velsignelse med tillid, og forbandelse med tillidsbrud og selvhjulpenhed. Jeremias 17,5-10 proklamerer, at den, der stoler på mennesker, bliver som en busk i ørken, men den, der stoler på Herren, bliver som et træ plantet ved bækken, der aldrig mangler næring og altid bærer frugt – uanset ydre forhold. Gud er ikke imod at man stoler på mennesker, men advarer mod at lade andres svigt fjerne dig fra Hans nærvær. Salme 56 viser en anden side – at tillid er et valg frem for en følelse: ”Når jeg gribes af frygt, stoler jeg på dig.” Når frygten rammer, vælger man at stole på Gud. Dette valg, ligesom kærlighed, vokser med tiden og erfaringen – og ofte gennem gentagelser, fejl og nye muligheder for at prøve igen.
Eksempler fra Bibelen uddyber, hvordan tillid er afgørende for at opleve Guds velsignelser: Noa bygger arken, selvom det ser tåbeligt ud for alle andre – fordi Guds løfte er nok. Israels folk følger Moses gennem ørkenen, selvom alt ser umuligt ud; tilliden sikrer, at Gud handler til rette tid, ikke nødvendigvis hurtigt eller bekvemt. Daniel kastes i løvekulen, Sadrach, Meshach og Abed-Nego i ildovnen, og fælles for dem er, at tillid til Gud får dem til aldrig at bøje af, uanset udfaldet. Deres troskab og tillid inspirerer ikke bare dem selv, men omverdenen. Disciplenes eksempel i Det Nye Testamente viser det samme: løfterne holder, Herren er med, også når det koster og vejen bliver svær – men der gives styrke midt i prøvelsen.
Undervisningen tematiserer, at mange lægger for meget vægt på, hvad de selv kan, og overtager ansvar, som i virkeligheden bør lægges over til Gud. Ægte tillid er at kunne hvile: hvile midt i stormen, fordi Jesus er i båden. I Johannes’ Første Brev 4,18 står det: ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten; for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.” Når tillid til Gud virkelig slår rod, fordrives frygten og Guds løfter lyser ind i hverdagen. Men for at hvilen kan vokse, må man øve sig i at kaste sine bekymringer over på Ham, tage imod Hans omsorg og give slip på trangen til at fix’e alt selv. Først da kan Gud handle frit og give sine velsignelser.
Det sidste, undervisningen understreger, er relevansen af motiv og hjertet: At leve i tillid handler ikke om at teste Gud, men om villigt og tillidsfuldt at ville ophøje Ham, også når situationen presser sig på. Ligesom med den fortabte søn (Lukas 15) – det er ikke nok bare at komme hjem; tilliden til faderen genopretter relationen og åbner for alle goderne i hjemmet. Gud længes efter børn, der tør leve i tillid til at alt, Han har, tilhører dem – ikke at bede ud fra frygt eller krav, men i tillid til Hvem Han er, og til at Hans kærlighed altid er nærmere, end bekymringen og stormen.
Citat fra undervisningen: “Tillid betyder at kunne hvile midt i stormen, fordi Han er i båden sammen med dig.”
