Andreas Slot-Henriksen fortæller om et af de mest centrale bibelske udsagn: “Jeg er vejen, sandheden og livet.” Undervisningen begynder med evangelieteksten fra Johannes 14, hvor Jesus gør klart for disciplene, at ingen kan komme til Faderen uden gennem Ham. Dette udsagn udfoldes dybt for at belyse den kristne identitet og forståelse af relationen til Gud. Der lægges vægt på, at det græske grundord knyttet til “vejen” har flere betydninger – ikke kun som en fysisk vej, men som en rute, en ledetråd og en indre direktion. Her kobles Johannes Døbers profeti fra Esajas 40, om at bane en vej for Herren, direkte til Jesus’ tjeneste, hvor vejen banes først gennem opgør med synd og dernæst åbnes for mennesket til Gud. Templet og religiøse ritualer bruges som billede på den vej, der fører ind til Gud – der hvor ypperstepræsten i det gamle testamente skulle gå gennem renselse for at nå det allerhelligste. Nu, med Jesus, flænges forhænget, og vejen til Gud åbnes direkte, som Hebræerbrevet 10,19-25 tydeliggør: “Ved Jesu blod har vi frimodighed til at gå ind i helligdommen ved den nye, levende vej, som Han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige Hans jordiske legeme.” Hermed aktualiseres det gamle religiøse billede for nutidig tro: Nu er selve vejen til Gud det, Jesus har gjort tilgængeligt. Matthæus 7 taler om den smalle vej, der fører til livet, og undervisningen understreger, at det ikke handler om ydre gerninger, men om hjertets valg af Jesus som centrum. Frelsen er ikke et resultat af mirakler og ydre handlinger, men åndelig overgivelse og tro på Guds frie nåde.

Undervisningen reflekterer, at første kirkeforsamling omtales som “Vejen”, og trækker tråde til Apostlenes Gerninger, hvor identiteten knyttes direkte til vandringen med Jesus. Helligånden introduceres som den vejleder, der fører i sandheden – Johannes 16,12-15 understreger, at sandhedens ånd skal vejlede i hele sandheden, og det er Han, der leder på vejen, Jesus er. Sandheden defineres ikke kun som formel sandhed, men som det, der ikke er skjult – at leve ærligt og gennemsigtigt som Gud selv. Skriften demonstrerer, at Jesus er uden mørke, og det at vælge lyset er centralt, som Johannes 3,21 formulerer: “Den, der gør sandheden, kommer til lyset.” Her kobles sandhed og frihed sammen – kun i lyset blomstrer relationen til Gud og andre mennesker. Salme 119,160 fastslår: “Summen af dine ord er sandhed,” og her opfordres til ikke at tolke enkeltvers isoleret, men at forstå Guds ord i sin helhed.

Undervisningen tager fat i de åndelige og praktiske aspekter af sandhed. At tale sandt og være ærlig, ikke kun med ord og tunge, men i gerning og handling: “Lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed” (1 Johannes 3,18-20). At bringe sit hjerte til ro hos Gud, selv når hjertet fornemmer fordømmelse, understreges som en befriende praksis, og betydningen af at vælge ærlighed over stolthed holdes frem som livsnødvendigt. Her knyttes sandhed og Helligåndens vejledning sammen, og det bliver tydeligt, at Gud ikke accepterer gråzoner, men kalder til autentisk og sort-hvid vandring. Djævelen fremstilles som løgnens far, og der refereres til Jesu skarpe ord i Johannes 8,43-47: “Han har været en morder fra begyndelsen, han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.” Samtidig nævnes, at selv dæmonerne må bekende sandheden om Jesus, som illustreret i Markus 1,24 og Lukas 4,41: “Du er Guds hellige!” og “Du er Guds Søn!” Dette bliver et billede på, hvordan sandheden har kraft til at overmande selv løgnen.

Liv-dimensionen sættes ind som fællesskab med Gud gennem Helligånden, hvor det græske ord “zoe” betegner det åndelige, guddommelige liv. I skabelsesberetningen, hvor Gud blæser livsånde ind i mennesket, skabes grundlaget for åndeligt fællesskab og liv. Romerbrevet 8,2 nævnes: “Livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.” Salme 86,11 opfordrer: “Vis mig din vej, Herre, så jeg kan vandre i din sandhed. Lad mit hjerte alene frygte dit navn.” I Ordsprogenes Bog 14,27 bindes Guds frygt til livets kilde: “At frygte Herren er en kilde til liv.” Denne sammenhæng illustrerer, at sandhed, vej og liv hænger sammen gennem båndet til Gud, Helligånden og ærlig selvopgør.

Undervisningen kredser især om behovet for at bryde igennem stolthed, tage ansvar for egne fejl og opsøge forbøn og støtte, så alt mørkt og skjult kan bringes til lyset og forvandles. Det er kun ved ærlig overgivelse til Gud, og ved at søge hjælp hos troende brødre og søstre, at frihed og sandhed bliver virkelig. Her bruges eksempler på livsopgør og personlig beretning for at binde det eksistentielle og bibelske sammen. Central opfordring: Kom med alt i lyset, så sandheden kan sætte fri og livet genfindes, uanset om det ender med at konfrontere egne fejl, nedbryde stolthed eller vende sig fra løgnen til sandhed.

Citat fra undervisningen: “Sandhedens Ånd leder dig på vejen til livet. En kompromisløs overgivelse skaber det indre gennembrud.“